Dum, men underholdende afsked

The Beards, Posten, Odense, 11. oktober

Australske The Beards lagde vejen forbi Posten i Odense, som del af deres afskedsturné

Af: Martin Haverholm

Sjældent har jeg set så mange mænd med skæg på et sted. Posten i Odense var tirsdag aften simpelthen blevet invaderet af mænd med ansigtsbehåring – og dem der ikke havde en naturlig hårpragt i underansigtet, havde generelt påklistret skæg eller forsøgte på anden vis at camouflere, at deres ansigter var ganske nøgne.

Nuvel, Posten var på ingen måde fyldt, men der var alligevel omkring hundrede mennesker, der alle lod til at være store fans af bandet. Allerede før koncerten gik i gang, var der flere gange gang i en ”beards, beards, beards”-chant. Personligt havde jeg ikke det store kendskab til The Beards, men publikums engagement satte absolut mine forventninger en ekstra tand op.

Aftenens koncert var delt op i to afdelinger. Den første halvdel var den ”sofistikerede” del, hvor The Beards var klædt i svalehale-sæt og spillede mere afdæmpede, hovedsageligt akustiske numre. Her strålede bandets talent virkelig igennem, og deres samspil – både med hinanden og med publikum – fungerede optimalt. Faktisk fungerede det så godt, at The Beards et par gange måtte minde det entusiastiske publikum om, at det var den ”sofistikerede” del af koncerten, så de gerne måtte dæmpe sig lidt.

Imellem numrene charmerede bandet med anekdoter og visdomsord om det at have skæg. Netop disse små afbræk fra musikken fungerede rigtigt godt og gjorde oplevelsen mere vedkommende – selv for en person som mig, der ganske vist har haft skæg, siden jeg gik med ble, men alligevel aldrig har stiftet bekendtskab med The Beards. De virkede ægte vedkommende og hyggelige.

Efter en kort pause kom bandet på scenen igen – denne gang med strøm på instrumenterne og lidt mere behageligt tøj – men stadig med sange, der udelukkende handler om skæg. Besynderligt nok var det faktisk denne afdeling, der virkede mindst fængende. Nok var der skruet op for tempo, lyd og lys, men det blev bare aldrig så vedkommende som førte del. Fansne så dog ikke ud til at være skuffede.

Musikalsk minder The Beards på mange måder om Tenacious D – ikke mindst på grund af forsanger Johann Beardravens stemme, der ofte bevæger sig i samme tonelejer som Jack Blacks – men naturligvis med en distinkt australsk accent. Generelt er der ikke det store at sætte fingeren på hvad angår The Beards’ musikalske evner, og i numre som ”My Baby Left Me For a Man Without a Beard”, hvor bandet giver sig tid til at jamme, skinner det virkelig igennem, at de faktisk er rigtigt gode musikere – på trods af at Beardraven glemte teksterne et par gange.

Derfor er det også en skam, at det lidt virker som om, The Beards har malet sig selv op i et hjørne med deres meget snævre koncept. Personligt var jeg kun rigtigt godt underholdt i den første halvdel af showet. Herefter føltes det lidt som om, den samme joke blev gentaget – bare med elektriske instrumenter. Flere af dem, der var til stede i salen denne aften, vil uden tvivl mene, at det netop er det geniale ved The Beards, og at jeg har misforstået det hele. So be it. For mig havde det været en koncert til en stjerne mere, hvis de bare var stoppet en time tidligere end de gjorde.

Men nu er The Beards altså stoppet for evigt. Ære være deres minde.

Nyd et galleri fra fotofra Denice Bjørndal: