Anmeldelse af: ANCST + Afdød. Underwerket, Kbh. 11. maj 2023.

Jeg havde ikke besøgt Underwerket i Valby i lang tid. Så med solen skinnende ned og i højt humør cyklede jeg fra Strøget mod en aften med danske Afdød og tyske Ancst.

Foto: Gabriel Leikersfeldt Rasmussen

På en uge, der var overrendt med koncerter + to festivaler, A Colossal Weekend og Nordic Noise, er vi velsignede med tung musik de her dage. Men ud af alt på menukortet kunne jeg ikke stå for dette mindre arrangement.

Vi er kun en lille slat mennesker, men stemningen er høj. Gæsterne er et miks af en masse yngre headbangere, der er kommet for at feste med opvarmningsbandet, og så de ældre metalhoveder, der er nysgerrige på hovedenavnets genremiks.

Afdød

De unge fyre fra Slagelse går på scenen, og hurtigt er energien blandt det unge publikum i gang. Der er crowdsurfing, wall of death og moshpits. Deres dedikerede fans er i den grad tilstede.

Musikken er old school Death Metal. En del midttempo-numre med fint fokus på at groove. Der er desværre ikke noget nytænkning eller ting, der skiller sig ud ved bandet, men de spiller med charme og en appetit på scenen, der ikke kan ignoreres.

Jeg finder ikke musikken specielt interessant, men jeg hører tydeligt elementer af aggressivitet og hurtigere passager, der gør, at jeg er spændt på at se, hvad Afdød kan føre det til på længere sigt.

Talentet er der unægteligt, og jeg ser da også deres navn på plakater flere og flere steder. Og bare fordi, at jeg ikke er 100 % fanget af deres amerikaner-død, så er der tydeligvis andre i aften, der er.

En lille detalje er, at bandet ikke har noget banner med i aften, så de har hængt en af deres t-shirts op bag dem. Ret punk.

En ekstra ros skal gives til forsangeren, Bertram, for at engagere sig så meget med publikum. Hoppe ud og moshe med. Tage en piggy back ride på ryggen af en fan og headbange foran scenen til sit band som en fra publikum. Keep up the good work. Der er helt klart gang i en udvikling, der kan gå i den rigtige vej.

ANCST

Nu hopper vi i over i en anden genre Hardcore, men som jeg læser mig til, så har bandet fra Tyskland flere inspirationer og genremixes i deres lydbillede.

De har eksisteret siden 2011 og har et hav af EP’er, splitalbums og fuldlængdealbums i baggagen. Det nyeste er live-skiven, Slaves To The Void, fra i år. Så det er ikke uden en vis nysgerrighed, at jeg stiller mig klar til noget mørk stemning

Og sørme, om vi ikke rykker på en helt anden måde. Det er en vild og vred kombination af Black Metal og Hardcore, krydret med en masse dystre toner.

Det er ekstremt eksplosivt og forbandet fængende i det mørke, der findes i bandets lyd. Der er en frustration, der blandet med de knusende riffs er umulig ikke at blive revet med af. Der sniger sig også melankolske guitarstykker ind, før den næste lydmur tonser imod os fra den lille scene.

Forsangeren er hurtigt ude på gulvet og råbe skrige os i hovedet. Der bliver han hele koncerten, spadserende og brølende. Underwerket bliver løfter højt op, og det føles som om, at vi er vidne til noget, der ikke sker på andre scener i Kbh denne uge.

Der insisteres på, at ANCST ikke er et politisk band. Men der bliver alligevel givet stikpiller ud til Tyskland og den regression, landet er ude i, når det handler om tolerance af andre mennesker.

Jeg ser nærmest de store betonblokke i Østberlin foran mig, da fjerde nummer introducerer en kvindevokal fra højtalerne, og desperationen føles tæt inde på livet.

Det er en intens og brutal oplevelse, og alligevel er det også følsomt at stå og være en del af.

Efter koncerten slutter, cykler jeg derfra, fast besluttet på at gå hjem og høre bandets materiale i mine bedste høretelefoner. Det har jeg bestemt ikke fortrudt.