En Green Day-fans bekendelser

Du kender sikkert den person, der hører Volbeat som det tungeste og siger, at vedkommende er heavy-fan.
Så er der den fan af Metallica, som kun kan nynne med til “Enter Sandman” eller “Nothing Else Matters”.
Fred være med dem, men vi andre kan se dem som det irriterende segment som metalturister på Copenhell og koncerter, der relaterer sig til de mere ‘mainstream’- koncerter, hvor en heavy-artist er brudt igennem med et nummer eller en plade, mens kendere af kunstneren vil vide, at de har meget mere at byde på end de populære.

Jeg er den der irriterende Green Day-fan.
Jeg blev blæst bagover af “American Idiot”, da den udkom i sin tid, og jeg var helt vildt begejstret for det her ‘nye’ band.
Løbende erfarende jeg så, at de faktisk havde eksisteret længe, og de var blevet anerkendt for deres virke og havde “solgt ud” længe før da, så den her famøse skive gavnede næppe den fanskare, som lærte dem at kende oprindeligt.

“American Idiot” som titelmelodi og de andre store hits fra samme skive er spillet til døde – og jeg elsker dem!
De minder om sorgløse tider, tidlige forelskelser, lange sommernætter, men mest af alt endte den plade og dermed bandet også med at blive en gateway til det mere tungere punk og metal.

Og det er den slags, jeg håber, at andre store bands i den tunge genre kan være med til at gøre for andre personer.

Derfor var det med en gigantisk junior begejstring, at jeg indfandt mig i Forums fugtige foyer 18 år efter at have fået min åbenbaring med bandet.

Forum var tæt på proppet, da bandet teasede med lidt Queen over anlægget og en fordrukken “kanin” på scenen, men det var med til at sætte stemningen, nu vi også havde ventet over to år på at se dem på dansk jord.

Og så var de der! Og de satte fluks i gang med “American Idiot”. Var jeg glad? Jeg var decideret jublende!

Jeg lod mig forstå, at alle ikke fandt lyden tilfredsstillende denne aften, men udover da forsanger/guitarist, Billie Joe Armstrong, skulle give den med mundharmonika, som mest lyd, som når man hiver en guitar ud af en tændt forstærker med ledningen, så havde jeg ikke noget at sætte på lyden.

Guitar, bass og trommer gik rent igennem og lød godt. Fuck, hvor var det bare ikke true punk, men fuck, hvor kunne det rage mig en papskid!

Jeg tog mig selv i flere gange at sige: “Gud, ja, de har da også lavet den!” når de spillede en sang, som jeg flere gange har hørt på byture eller hjemme hos vennerne, og det cementerede da bare for mig med de velkendte syvtommerssøm, at amerikanerne her til hver en tid har evnet at skrive en god sang.

Og publikum (som aldersmæssigt havde en spændende spændvidde) gav den enormt meget gas, energi, og jeg skal komme efter dig, som bandet kvitterede med at sende retur som en tenniskamp, der ikke så ud til at få en ende hele koncerten igennem.

Skal man krydre lidt malurt i retten, så kunne du udskifte Billies “Hey, Copenhagen!” og “Denmark!” med alle andre byer og lande, og så havde det nok mindet om de andre koncerter, som denne tour har budt på, så det blev en anelse upersonligt på den front.

Men musikmæssigt har jeg ikke noget at klandre dem for, og da jeg meget svedent forlod Forum, var det rart ende at kunne sige, man havde fået taget sin Green Day-mødom live.

Her er lidt flere billeder fra koncerten af Anders Gross Mikkelsen: