Du kender sikkert den person, der hører Volbeat som det tungeste og siger, at vedkommende er heavy-fan.
Så er der den fan af Metallica, som kun kan nynne med til “Enter Sandman” eller “Nothing Else Matters”.
Fred være med dem, men vi andre kan se dem som det irriterende segment som metalturister på Copenhell og koncerter, der relaterer sig til de mere ‘mainstream’- koncerter, hvor en heavy-artist er brudt igennem med et nummer eller en plade, mens kendere af kunstneren vil vide, at de har meget mere at byde på end de populære.
Jeg er den der irriterende Green Day-fan.
Jeg blev blæst bagover af “American Idiot”, da den udkom i sin tid, og jeg var helt vildt begejstret for det her ‘nye’ band.
Løbende erfarende jeg så, at de faktisk havde eksisteret længe, og de var blevet anerkendt for deres virke og havde “solgt ud” længe før da, så den her famøse skive gavnede næppe den fanskare, som lærte dem at kende oprindeligt.
“American Idiot” som titelmelodi og de andre store hits fra samme skive er spillet til døde – og jeg elsker dem!
De minder om sorgløse tider, tidlige forelskelser, lange sommernætter, men mest af alt endte den plade og dermed bandet også med at blive en gateway til det mere tungere punk og metal.
Og det er den slags, jeg håber, at andre store bands i den tunge genre kan være med til at gøre for andre personer.
Derfor var det med en gigantisk junior begejstring, at jeg indfandt mig i Forums fugtige foyer 18 år efter at have fået min åbenbaring med bandet.
Forum var tæt på proppet, da bandet teasede med lidt Queen over anlægget og en fordrukken “kanin” på scenen, men det var med til at sætte stemningen, nu vi også havde ventet over to år på at se dem på dansk jord.




