Sidste weekend havde taget mig på en rejse til Odense i bagende hede. Nu var jeg hjemme i vante omgivelser og klar til støj i hjertet af København. Regnen har hængt tungt over byen de sidste to dage, og kulden er snigende på vej. Selv “Mr. Shirtless” her fortrød lidt, at jeg havde bar mave inde under min Hexis-hoodie.
Min sidste One Day of Death havde været på Basement på Vesterbro, og både aftenen og natten var forløbet forrygende. Mon det ville gentage sig?
Dead Void
Jeg har faktisk fået set Dead Void en del gange i løbet af årene. Sidste oplevelse, jeg havde med death doom-metallerne, var sammen med Chaotian og Strychnos på Stengade i marts 2023. Gruppen har tre demoer bag sig, og yderligere har de udgivet fuldlængdealbummet Volatile Forms (2022). Trekløveret består af D (vokal, bas), A (vokal, trommer) og K (vokal, guitar). De får æren af at åbne aftenen.
Vi er ikke mange samlet inde på spillestedet ved Onkel Dannys Plads. Men det lader ikke til at påvirke Dead Void, der i rødt lys går i gang med deres døds tunge doom. Dog bemærker jeg med det samme, at de kun er to mand på scenen i aften. D mangler.
Det er langsomt som fandens klove hen ad et kirkegulv, men med et flair for at gøre deres musik sprød og aggressiv så sættes tempoet op flere gange, hvor et par stykker af os må nikke med nakkerne. A på trommer har et klassisk døds-growl, dog skal mikrofonen justeres lidt i forhold til afstanden til sangeren. I starten går hans stemme en smule tabt.
K får lavet nogle gode grimasser ud til de forreste, og med sine intense øjne kommer han fint ud over scenekanten, imens han spiller korte soloer og brøler. Det skal dog siges, at det her stadig er doom og derfor introvert, der er da heller ikke meget bevægelse nede på gulvet, men til denne genre er det dog næsten forventet.
Det her er aldrig noget, der 100 % sætter ild i mig, men jeg kan sagtens respektere og høre, at det overholder alle rammerne, der kræves for den her slags musik.
“We are Dead Void and we are a little stripped down tonight,” growler A. Et nummer som “Sadistic Mind” repræsenterer med sin mørke intro, nederdrægtige tema og vildskab alle styrkerne ved Dead Void, Men vi mangler dog hele trioen for at få det fulde billede.
D og A får på trods af det manglende medlem og et sparsomt publikum leveret en udmærket åbningskoncert, der fint matchede vejret udenfor.
Siderean
Hele vejen fra Slovenien kommer andet band. De blev dannet i 2010 og gik en del år under navnet Teleport, men det er altså Siderean der skal optræde for os i aften. Lovro Babic (bas), Darian Kocmur (trommer), Matija Dolinar (guitar), David Kocmur (guitar) og Jan Brisar (vokal) har udgivet to albums, Lost On Void’s Horizon (2021) og Spilling the Astral Chalice fra i år. Atter skal vi ud på afveje i ekstremmetallen.
Lyden er virkelig god, og alle de mange stykker af musikken fremstår tydelige og klare. Det skal allerede her nævnes, at Siderean kommer bag på flere af os, positivt vel at mærke. For her blandes både speed riffs, melodisk guitar og adskillige rytmer fra trommeslageren til en cocktail, der flere gange føles helt progressiv. Særligt Darian Kocmur krydrer hver sang med mange spændende skift væk fra den overordnede struktur.




