Formfuldendte svenskere i Koncerthuset

Grand Magus

Det er ikke ofte under de danske himmelstrøg at vi får muligheden for at se aftenens opvarmning, endda til trods for at de er fra Sverige. Grand Magus er klar til at forsøge at lægge DRs koncertsal ned med deres blanding imellem doom, power og klassisk 80’er-lydende metal. De sidste par gange jeg har oplevet bandet har de imponeret, men her til aften kommer det tre mand høje svenske band aldrig rigtigt op og ringe, til trods for et ganske fint sammenspil.

Bandet lader til at have lidt svært ved at fange aftenens siddende publikum. Det at der ikke kommer helt så meget respons, som man kunne håbe på, lader til at slå svensken lidt ud af kurs. Bandet har ellers bundsolide riffs, og man ser da også de anerkendende nik og en sporadisk headbanging rundt omkring blandt aftenens siddende publikum.

Lyden er fuldstændig fantastisk, sådan som min oplevelse generelt er i DRs Koncerthus. Det er skarpt og ufatteligt dynamisk, til trods for at det ikke er super højt. Bassen kan måske til tider godt få et lille nøk op, da den ofte bærer det tunge groove for bandet, men lyden fungerer absolut hele vejen, hvor alt kan høres.

Bandets energi på scenen er egentlig god, og sanger og guitarist JB kommer godt ud over scenekanten, også til de der i princippet sidder bag bandet. Bassist Mats Hedén får headbanget godt igennem, imens han leverer bundsolide basgange.

Til trods for gode sange kommer Grand Magus bare aldrig rigtigt helt op i gear her til aften, og virker måske mest af alt som en lidt spøjs opvarmning i forhold til Opeths musik.

Opeth

”Endelig skal det lykkedes, endelig skal jeg se Opeth spille et headlinershow” tænker jeg sagte, imens der bliver stillet op på scenen. Svenskerne har en rigtigt fed og velfungerende sceneopsætning med i Koncerthuset, og man får allerede inden koncertstart en klar ide, om at man nu skal opleve noget lidt særligt. Lyset og de skærme der bliver sat op for scenen til at fremstå enormt majestætisk. Mildest talt en fryd for øjnene.

At dømme ud fra jublen i det bandet går på scenen, er jeg på ingen måde alene om denne følelse. Der er udsolgt i Koncerthuset og publikum virker spændte på aftenens progressive udfoldelser.

Fra første tone kan man hvor denne anmelder sidder (første balkon) ikke undgå at være imponeret over hvor klar og crisp lyden er. Samtlige instrumenter går afsindigt klart og detaljerigt igennem, ligesom at Mikael Åkerfeldts vokal skærer klart igennem mixet, uagtet om den er i den rene ende, eller hans growls, der i mine øjne formentlig er de bedste growls i verden. Det lyder slet og ret pisse godt!

Sætlisten består naturligvis af en god sjat sange fra gruppens seneste udgivelse The Last Will and Testament og samtlige af de numre vi får serveret fra albummet fungerer afsindigt godt live, dette står klart her til aften. Resten af sætlisten er en dejlig blandet landhandel af både klassikere som man efterhånden forventer til alle Opeth shows – sange som “Ghost of Perdition”, “Sorceress”, og den evige lukke “Deliverance”, ligesom der også er plads til noget mere ovre deep-cut segmentet som f.eks. “In My Time of Need”, “Häxprocess”, og “The Night and the Silent Water”. Vi kommer derved godt rundt i gruppens lækre og varierede materiale.

Bandet spiller afsindigt godt, og kommer utroligt godt ud over scenekanten i Koncerthuset. Man bliver til tider nærmest bevæget til tårer over især de meget lækre solispil på guitarerne. Soloen er dybtfølt og lækker.

Åkerfeldts rene vokal ligger desværre ind imellem lige en anelse skævt her til aften, men ikke i en sådan grad at det går ud over oplevelsen. Opeth ved hvordan man leverer et show med lige dele god humor og afsindigt velspillet musik. Mikael Åkerfeldt gør det fremragende som frontmand, også selvom alle ikke altid forstår alt, hvad der bliver sagt på svensk.

Opeth beviser atter engang hvorfor de er iblandt toppen af de progressive metalbands, og særligt indenfor dødsmetallen kan svenskerne bare noget helt unikt og nærmest overvældende. DRs koncerthus har givet perfekte rammer til at fordybe sig i Opeths musik og optræden, ikke mindst pga. den fremragende lyd, men også fordi koncerten har været siddende. Dette har fungeret godt, om end det stadig vil være at foretrække, at kunne stå op og give den lods til svenskernes mere aggressive passager.

Se hele galleriet af Tommy Skøtt herunder