Anmeldelse af: As I May – Karu. UPRISING! Records. Udgivet 04. marts 2022.
Kald det hjemve, kald det en fetich, kald det lige hvad du vil. Jeg kan ikke få nok af nordeuropæisk metal. Jeg tror personligt, at det er begrundet af, at jeg nu, endnu en gang, er returneret til Latinamerika, efter et kort visit i kolde Danmark, og nu kan jeg bare ikke slippe mine musikrødder. Derfor var jeg ikke andet end eksalteret, da et finsk album fra et hidtil personligt ukendt band landede i mit skød.
Finske melodiske metal band As I May har siden 2016 produceret ørehængere uden lige, og i år får vi altså smidt et nyt album i nakken, som udgør deres tredje studiealbum. As I Mays musik siges at være en blanding af In Flames og Amorphis, hvor jeg her helt instinktivt tænker: snakker vi det gamle eller det nye In Flames? For jeg er en tro old school In Flames fan, men i min optik kan de fucke virkelig meget af med det pjat, som de har udviklet deres musik til disse dage. Anyways, nok om min personlige problemer med In Flames.
Dette album ved navn Karu er med sikkerhed noget for mine fellow metalcore-fans som jeg selv. Det minder rigtig meget om en god blanding af det nordeuropæiske metalcore, som vi alle kender og elsker.
“Karu” betyder, efter min nærmere research foster eller zygote på tamilsk, altså resultatet af en befrugtning, hvor æg og sæd sammensmeltes til en celle. Mmmh, hvilken herlig måde at beskrive musik på. Jeg kender ikke grunden til albummets navn, men vi kan analysere på, at det potentielt er begyndelsen på noget nyt eller måske en sammensmeltning af elementer? Lad os lytte, og se om vi bliver klogere.
Vi lægger ud med sangen “Charged”, som på mange måder omfavner, hvad jeg nævnte før, altså alt godt fra melodisk metalcore fra norden. Ved første lyt er jeg virkelig ikke fan af forsangerens vokal, men jeg lærer hurtig, at hans stemmeregi og evne til stemmeforandring pryder musikken og gør plads for revurdering. Næste nummer, “Breaking Myself Away”, lægger også tungt ud og fastslår et kødfuldt omkvæd, som er enormt catchy. Det er nemlig omkvædene, som virkelig får en op at flyve på dette album. Sangene i sig selv har fængende rytmer fra start til slut; lokkende trommer, dejlige breakdowns og alt det lækre, men det er i den grad i omkvædet, hvor der bliver domineret. Jeg er allerede her fra start rigtig godt med taget i betragtning af, at dette er mit allerførste møde med de finske gutter.
Der bliver virkelig eksperimentet med nummeret “Rotten”, som hurtig bliver en personlig favorit. “Please give me my medicine,” hvæser frontmanden, Tipi Nokelainen, før et langsomt og dybt breakdown knækker ens sjæl over som en Kit Kat-bar. Jeg er vild med det. De catchy melodier fortsætter ubarmhjertigt i takt med min hjerterytme. Der er en god diversitet i sangene, jeg keder mig ind til videre på ingen måde og glæder mig blot til mere af, hvad pladen har at byde på.
En af de lidt svagere nummer i min optik, som pladen disker op med, er nummeret “Under the Gun”, der virker lidt som en bænkevarmer i forhold til pladens andre numre. Til min store overraskelse er der her på mystisk vis blevet sneget en smule David Draiman-skrig ind i omkvædet, men der formås dog ikke helt at gøre kunsten efter – dog et bravt forsøg.
“The Devil Rides With Me” er et mere old school take på metal, som virkelig ændrer på både tempo og stil. Jeg kommer næsten til at sige far-rock, men det svinger egentlig meget godt og adskiller sig smukt fra resten af kollektionen. Personligt er det ej en favorit, men jeg anerkender bandet for deres evne til at introducere diversitet og prøve tingene af, nu hvor de i den grad har fået min opmærksomhed.
Udover få sidesteps så er der ikke meget slinger i valsen, når det kommer til den tro melodiske metalcore-opskrift. Vi får dog lige, hvad der nok er det tætteste vi kommer på en sjæler, med nummeret “Broken.” Det er lidt mere melankolsk og i følelserne, men stadig hård nok til at følge den oplagte røde tråd gennem omkvædet.
Vi tages hurtig tilbage til fart over feltet med “Black Ink,” som med en hårrejsende opbygning leder en ind i et ganske interessant og omskifteligt nummer, som konstant udvikler sig hele vejen igennem. Især breakdownet her er særligt lækkert og eksperimenterende, som ananas på pizza. Noget, der virkelig fanger mig ved det her band, er den markante forskel og særegne præg, som der er sat på hver eneste sang. Der er en markant tydelighed og opdeling, så selv efter første lyt er jeg i stand til at differentiere og huske de forskellige sanges karakteristika.
Vi runder pladen af med et nummeret, “Choke Me,” som serverer et helt exceptionelt lækkert guitarspil, som indleder en ægte ørehænger af et omkvæd. Det eneste, jeg egentlig ønsker for det her nummer, er, at der bliver gået hårdere til den, for i stedet fades der lidt halvrøvet ud til sidst, hvilket bare virker som et kæmpe antiklimaks efter denne ganske anstændige kavalkade af numre.
Pladen er overraskende kort! Blot 9 numre, og ingen rammer over 4 minutter-mærket, men så er det hele også rimelig spiseligt at gå til.
Jeg er ret hooked på As I May efter dette første møde, og jeg føler faktisk efter at have undersøgt bandet nærmere, at dette album er et rigtig godt diverst tapasbord af alt, hvad bandet har at byde på. Jeg er vild med eksperimentalismen, diversiteten og kreativiteten, som er lagt i hvert et velkomponeret nummer. Samtidig er jeg interesseret i, hvad bandet ellers har at byde på, da de virker til at være en gruppe, som er under konstant udvikling, og endda i en positiv retning, hvilket er mere end man kan sige om In Flames… men nu ikke mere om det.
