Anmeldelse af Lost Society + support: Awake Again, d. 20. marts 2026 i Lille Vega, Vesterbro.
Ved første øjekast i salen virkede scenen næsten bevidst underspillet. Awake Again og Lost Society indtog dog VEGA.
Foto: Joachim Vilholm Vilstrup
Awake Again
To lodrette skilte med “Awake” og “Again” rammede trommesættet ind, flankeret af forstærkere, mens et hjemmelavet rødt tæppe bag trommerne skjulte hovednavnets udstyr. Et simpelt setup – men effektivt som kontrast til det, der skulle komme.
Finske Awake Again indtog scenen med en eksplosiv energi, der øjeblikkeligt satte standarden. Klædt i shorts og med en næsten ungdommelig fandenivoldskhed kastede de sig ud i et sæt, der trak tydelige tråde til moderne metalcore og post-hardcore. Deres lyd balancerer mellem tunge, nedstemte riffs og elektronisk understøttede hooks – et udtryk, der placerer dem solidt i den nyere bølge af melodisk orienteret core.
Åbningen var kompromisløs: massive riffs, stramme breakdowns og en vokal, der veksler mellem aggressive udbrud og mere melodiske passager. Forsangeren demonstrerede et klart potentiale, men led til tider under, at vokalen druknede en smule i lydbilledet.
Det, der for alvor løfter Awake Again, er deres evne til at engagere publikum. Interaktionen føles ikke indstuderet, men spontan og charmerende. Spørgsmål om danske ord og publikums input skaber små øjeblikke af fællesskab – særligt da publikum leverer bud som “vaskebjørn” og “bæver” som nationale yndlingsdyr.
Musikalsk trækker bandet på en hybrid af metalcore, alternativ metal og elektroniske elementer. Kombinationen af tunge breakdowns og fængende melodier giver deres sange en umiddelbar appel, uden at de mister tyngde. En humoristisk reference til Scooter og deres “How Much Is the Fish?” vidner samtidig om et band, der tør lege med genrens konventioner.
Afslutningen med “Parasite” cementerer indtrykket: et band med både energi og potentiale. Der er stadig plads til finpudsning – særligt i lydbalancen – men helhedsoplevelsen er overbevisende. Der er tale om et band, der meget vel kan bevæge sig opad på plakaten i de kommende år.
Awake Again består af Matti Toivonen (vokal), Kasper Hellström (guitar/keys), Ville Loukola (bas) og Petteri Inkinen (trommer). Deres show var en fest, og det er uden tvivl ikke sidste gang, de bør opleves live. Det stod som aftenens positive opdagelse.
Koncerten får 4 ud af 5 stjerner.
Lost Society
Efter en kort pause ændrede scenen karakter. Lyset forsvandt, spændingen blev bygget op, og med Samuel L. Jackson’s ikoniske monolog fra Pulp Fiction rullende ud over salen, blev tonen sat med det samme.
Lost Society entrerede scenen med en tyngde og selvsikkerhed, der tydeligt afspejler et band, som har udviklet sig markant gennem karrieren. Fra deres tidlige thrash metal-rødder har de bevæget sig i retning af et mere moderne og groove-orienteret udtryk, hvor elementer fra metalcore og alternativ metal spiller en central rolle. Det er en transformation, der klæder dem, og som samtidig gør deres liveshow mere dynamisk og tilgængeligt.
Åbningsnummeret “Afterlife” fra Hell Is a State of Mind blev leveret med præcision og pondus, og allerede her stod det klart, at lydniveau og produktion havde fået et mærkbart løft siden opvarmningen. “Blood Diamond” fulgte trop og fremstod som et af sættets stærkeste øjeblikke, hvor bandets evne til at kombinere groove, aggression og fængende strukturer for alvor kom til sin ret.
Frontmand Samy Elbanna er et naturligt centrum. Hans scenetilstedeværelse er både intens og kontrolleret, og han formår at balancere det rå og det professionelle uden at miste autenticitet. Vokalt leverer han en solid indsats, om end de højeste passager til tider mister en smule skarphed live – en lille skønhedsplet i et ellers stærkt vokalt udtryk. Rytmesektionen, anført af Mirko Lehtinen på bas og Taz Fagerström på trommer, leverer et tungt og stabilt fundament, mens Arttu Lesonens guitararbejde binder det hele sammen med både skarpe riffs og mere atmosfæriske passager. Samspillet mellem bandmedlemmerne er tydeligt indarbejdet; de bevæger sig sikkert rundt på scenen og spiller med en præcision, der vidner om mange års erfaring.
Et særligt interessant element er brugen af de melodiske strygerarrangementer fra Hell Is a State of Mind. Hvor de på pladen bidrager med en mere dramatisk og næsten filmisk dimension til lydbilledet, kunne man frygte, at de ville miste deres effekt live. Det er dog ikke tilfældet. Strygerfladerne integreres overbevisende i koncertoplevelsen og finder en naturlig plads i lydbilledet, hvor de fungerer som et stemningsskabende lag snarere end en distraktion. Det giver flere af numrene en ekstra dybde og understreger bandets bevægelse mod et mere nuanceret og moderne udtryk.
Det mest interessante ved Lost Society er deres evne til at balancere deres nye og gamle udtryk. De nyere numre har en mere poleret og moderne produktion, men uden at give helt slip på den energi og kant, der prægede deres tidligere thrash-inspirerede materiale. Denne balance giver koncerten en god dynamik og sikrer, at sættet aldrig føles ensformigt.
Publikum bliver måske ikke inviteret helt så meget ind i dialogen som under opvarmningen, men til gengæld er der en anden form for kontrol og autoritet i deres performance. Det er mindre legende – og mere målrettet. Hvor Awake Again vandt på charme og spontanitet, vinder Lost Society på erfaring, tyngde og en gennemført musikalsk identitet.
Koncerten fremstår som en helstøbt produktion, hvor lys, lyd og performance går op i en højere enhed. Det er ikke nødvendigvis et show, der overrasker voldsomt, men det er et show, der leverer præcis det, det lover – og gør det med overbevisning.
Lost Society leverer en stærk, professionel koncert, der cementerer deres position som et af de mest interessante moderne metalbands fra Finland, selvom der stadig er små steder, hvor de kan skærpe udtrykket yderligere live.
Koncerten får 4 ud af 5 stjerner.
Se galleriet af Joachim Vilholm Vilstrup herunder
Awake Again
Lost Society
