Gamle patter og tjavset musik

Anmeldelse af: Steel Panther. Copenhell, København. 23. juni 2018

Når fernissen har lagt sig, og man har set panteren flere gange, indser man, at øget trænger til at blive trukket om bag en lade…

Nej, ro på, intet ondt mod musikerne selv, de er sikkert flinke, men hvor mange gange kan man få oversat sætningen: “I have a small dick!” til alverdens sprog og parodiere hard rock-musikken?

Som nævnt i en anden anmeldelse bandet her på sitet: Bandet KAN skam spille, så upåagtet af deres kunnen, så ender denne koncerts karakter just kun på middel, fordi publikum var barmhjertige og ville feste med. For nu har jeg set bandet tre gange, og det er de samme jokes, der bliver trakteret med, blot med mindre variationer, og deres numre fokuserer hovedsageligt udelukkende på samme – omend succesfulde – emner om sex, fester og rock og afarter deraf.

Den opskrift har helhjertet haft succes, da den genre og tidstendens var oppe at vende, før jeg blev født, men at se den rustne panter atter blive hevet ind i manegen igen, beviste kun, at man vist booker bandet for garant for en fest, fordi publikum er KLAR på en fest – men jeg glæder mig til, at de fremmødte får moralske tømmermænd i fremtiden og vader i en lang bue udenom det efterhånden tandløse dyr.

Guillaume Blanjeans billeder af bandets koncert er langt mere interessante end bandets jokes og musik: