Gammel fræs og old school tæsk i hjertet af Aalborg

Kollapse
Første larmende billede på scenen denne lørdag aften var de lokale helte i Kollapse, som beskriver deres musik som ”Mental Amputation Through Volume”. Det skinnede hurtigt igennem, at de fire unge mænd har en kanon indlevelse i musikken, som de har gjort lækker og ambient. En sjælden gang imellem fik jeg også lige tænkt mig til nogle anelser af black metal, men det ville måske også være at stramme den en smule.

Lige fra første tone var de klar: Der var sindssygt meget fart på, masser af indlevelse – især fra forsangeren Troels, der skrålede løs – og selvom det til tider kunne se lidt klodset ud, var der ingen dårligdom at spore.
Så snart den sidste tone i hvert enkelt nummer ringede ud, kom der derimod andre boller på suppen: Kontrasten mellem performance og ”pauseklovneri” var så stærk, at jeg næsten overvejede at gå ud. For af mangel på bedre sammenligning var det ligesom at være vidne til en teenageknægt, der mistede sin mødom, hvor der i snakken mellem numrene var cirka lige så meget selvtillid at spore, som hvis den hypotetiske teenager skulle forsøge at bortforklare de 47 sekunder af sin partners tid, han havde spildt.

Måske skyldes den lidt tilbageholdene attitude på scenen, at deres musik er rodfæstet i følelser og politiske idealer? Ja, hvad ved jeg. Havde de derimod turde udfolde en egentlig form for personlighed, så havde helhedsbilledet været meget bedre – ja, det havde sgu nok fået trukket dem en karakter op. Musikalsk skal de nu alligevel have et skulderklap. Deres sange var komponeret flot og med deres sidste nummer fik de da også publikum til at synge med på “I’m not afraid to die, I’m afraid to die alone!”

Smertegrænsens Toldere
Med Smertegrænsens Toldere, der gik på bagefter, er der uden tvivl tale om et band, der lever op til sit navn. Kort beskrevet så mindede toldernes koncert mig allermest om et slagsmål: Det larmede, gik alt for hurtigt, alle svedte alt for meget efterfølgende, og der var ingen pauser. Overhovedet. Der manglede bare lige en skæv næse og en knust flaske.

Med en koncert på kun rundt regnet et kvarter, gjaldt det helt bestemt om at holde både øjne og ører åbne! Direkte ud af startbåsen var ALLE i fuld smadder-uniform. Der var selvfølgelig ikke tale om bestemte beklædningsgenstande, men derimod bare et energi-output, tempo og en slagkraft, som bare ikke kan holdes tilbage. Lyden var smadret, men mærkeligt genkendelig, for om man hører punk/hardcore i sin fritid eller ej, så er det praktisk talt umuligt ikke at leve sig ind i det, når du står på et lille spillested i en proppet sal, hvor alle er rigtig godt punker-sure.

På trods af manglen af introduktioner til de forskellige sange og det faktum, at trommeslageren endda var lånt udefra, var der ingen synlig slinger i valsen. Der blev én gang præsenteret et forkert nummer, og så blev der tabt en trommestik, som der dog var erstattet på cirka 0,2 sekunder, men alt i alt leverede Smertegrænsens Toldere en musisk adrenalinindsprøjtning direkte i øjenbollerne!

Slægt
Da jeg senere trådte ind til koncerten med Slægt, som jeg ingen bekendtskab havde til på forhånd, følte jeg mig med ét hjemme. Det havde nu ikke så meget med musikken at gøre, men da jeg stod og kiggede hen over hovederne på de mange fremmødte, var synet, der mødte mig, som taget ud af en drøm: Det lignede til forveksling en gammel bootleg fra et tætpakket thrash-show anno 1985 med en gennemført stil med enten læderjakker eller bar overkrop samt de helt rigtige old school-instrumenter for lige at sætte prikken over i’et.

Energien fra drengene på scenen – for det var sgu nogle unge fyre – røg igennem taget. Her var god kontakt med både publikum, men også internt i bandet. Specielt under de mange soli var der tydelig selvtillid at spore, hvilket også faldt i rigtig god jord blandt første række. Som det dog ofte er med gammeldaws’ thrash, så lød aftenens numre bare alt for ens.

Det var svært for mig i øjeblikket at sætte dem i en bås bare for at kunne hæfte dem ved noget, da der simpelthen var så mange indtryk at finde. Af udseende var det helt klart gammel fræs, men vokalerne lød som noget fra et black metalband, og i hver anden sang var der en form for harmonisolo i bedste Iron Maiden-stil. Ved siden af det var der også masser af clean-stykker, så hvad fanden kan man egentlig kalde det? (Udover fedt, selvfølgelig!)

Halshug
Halshug gik på til intet mindre end larm. Det var det. Bare støj. Og det fungerede FANTASTISK! Nu ved jeg ikke helt vildt meget om punkens verden, men jeg vil sige, at det her var af en lidt mere old school kaliber end meget af det andet, vi har herhjemme i dag. Der var et lavere gennemsnitstempo tilstede, men der hang bøllebank i luften allerede før, bandet overhovedet gjorde en mine til at gå igang.

Der havde hele aftenen været et genialt fremmøde, men selvom der også havde været godt gang i de, der havde dristet sig ud på punkeventyr, mens de andre bands var på, blev stemningsniveauet lige skruet op til 11 her til sidst. Der var ikke kun ét, men mange moshpits, som flere gange var så store, at de næsten gik fra væg til væg og tre-fire meter tilbage fra scenekanten. Det er stort på lille 1000Fryd!

Ingen kunne vide sig sikre. Var der ikke nogen, der var ude på at banke dig som i et af førnævnte pits, så var du sikkert arm i arm med en fremmed, mens du kastede knytnæver mod loftet og råbte noget surt. Heller ikke det? Så var der også rig mulighed for crowdsurfing, selvom det med 3,5 meter til loftet nemt kunne gøre ondt. Af hvad jeg kunne se, var der kun én uheldig stakkel, som der blev banket op i en bjælke.

Stemningen til koncerten var så gennemført, og Halshug leverede alt, hvad der var brug for til ørerne. Jeg har aldrig set noget lignende på 1000Fryd, så det var et forfriskende pust at få nogle nye indtryk ind i en kendt ramme.

(Som bonus så jeg også, at Halshug havde deres nyeste udgivelse ”Sort Sind” til salg på kasettebånd. Det er fandeme sejt!)