Kollapse
Første larmende billede på scenen denne lørdag aften var de lokale helte i Kollapse, som beskriver deres musik som ”Mental Amputation Through Volume”. Det skinnede hurtigt igennem, at de fire unge mænd har en kanon indlevelse i musikken, som de har gjort lækker og ambient. En sjælden gang imellem fik jeg også lige tænkt mig til nogle anelser af black metal, men det ville måske også være at stramme den en smule.
Lige fra første tone var de klar: Der var sindssygt meget fart på, masser af indlevelse – især fra forsangeren Troels, der skrålede løs – og selvom det til tider kunne se lidt klodset ud, var der ingen dårligdom at spore.
Så snart den sidste tone i hvert enkelt nummer ringede ud, kom der derimod andre boller på suppen: Kontrasten mellem performance og ”pauseklovneri” var så stærk, at jeg næsten overvejede at gå ud. For af mangel på bedre sammenligning var det ligesom at være vidne til en teenageknægt, der mistede sin mødom, hvor der i snakken mellem numrene var cirka lige så meget selvtillid at spore, som hvis den hypotetiske teenager skulle forsøge at bortforklare de 47 sekunder af sin partners tid, han havde spildt.
Måske skyldes den lidt tilbageholdene attitude på scenen, at deres musik er rodfæstet i følelser og politiske idealer? Ja, hvad ved jeg. Havde de derimod turde udfolde en egentlig form for personlighed, så havde helhedsbilledet været meget bedre – ja, det havde sgu nok fået trukket dem en karakter op. Musikalsk skal de nu alligevel have et skulderklap. Deres sange var komponeret flot og med deres sidste nummer fik de da også publikum til at synge med på “I’m not afraid to die, I’m afraid to die alone!”
Smertegrænsens Toldere
Med Smertegrænsens Toldere, der gik på bagefter, er der uden tvivl tale om et band, der lever op til sit navn. Kort beskrevet så mindede toldernes koncert mig allermest om et slagsmål: Det larmede, gik alt for hurtigt, alle svedte alt for meget efterfølgende, og der var ingen pauser. Overhovedet. Der manglede bare lige en skæv næse og en knust flaske.
Med en koncert på kun rundt regnet et kvarter, gjaldt det helt bestemt om at holde både øjne og ører åbne! Direkte ud af startbåsen var ALLE i fuld smadder-uniform. Der var selvfølgelig ikke tale om bestemte beklædningsgenstande, men derimod bare et energi-output, tempo og en slagkraft, som bare ikke kan holdes tilbage. Lyden var smadret, men mærkeligt genkendelig, for om man hører punk/hardcore i sin fritid eller ej, så er det praktisk talt umuligt ikke at leve sig ind i det, når du står på et lille spillested i en proppet sal, hvor alle er rigtig godt punker-sure.
På trods af manglen af introduktioner til de forskellige sange og det faktum, at trommeslageren endda var lånt udefra, var der ingen synlig slinger i valsen. Der blev én gang præsenteret et forkert nummer, og så blev der tabt en trommestik, som der dog var erstattet på cirka 0,2 sekunder, men alt i alt leverede Smertegrænsens Toldere en musisk adrenalinindsprøjtning direkte i øjenbollerne!



