Genkendelsens glæde

Jeg havde af forskellige årsager ikke set hverken Jiluka eller Deafheaven, der skulle have kureret min festivalblues. Så selv om det dryppede lidt fra en overskyet himmel, var jeg trukket i battleshorts og -vest, for atter at kaste mig ud i nye musikoplevelser.

Dette skal også blive det første Rust In Peace arrangement jeg deltager i + har heller ikke besøgt spillestedet siden jeg selv optrådte der i maj. 

S.O.R.M.

Det svenske band blev dannet i 2017 og består af Micke Holm (vokal, guitar), Johan Östman (bas), Robin Wernebratt (trommer) og Patrick Sanström (leadguitar). I 2020 udgav de EP’en Hellraiser og i 2023 kom debutalbummet Under My Skin. Det er gruppens første besøg i Danmark og jeg finder mig til rette i midten af rummet. 

Et par stykker er ude på gulvet, men de fleste opholder sig bagved på siddepladserne. Der er også langtfra udsolgt denne overskyede fredag. Et par minutter forsinkede går S.O.R.M. på til introen af en svensk folkesang. Scenen er oplyst af blå farver og vi bliver mødt med klassisk heavy rock. Der er noget charmerende over hvad jeg vil kalde deres biker-tråd. Det er leveret uden de store krumspring. De er her for at more sig og blære sig med cool soloer.

Der spilles upåklageligt og jeg får da nikket lidt med hovedet til “Hellraiser”, “The Sacrifice” og “Gypsy Queen”. Særligt Holms vokal passer godt til deres bekymringsfrie materiale. Men selv om de af og til rammer en god melodi eller et lidt catchy riff, så ender mange af deres sange med at være temmelig forglemmelige. Der mangler i høj grad den sans for sangskrivning, der gør at deres numre bliver mere end baggrundsmusik til fadøllen. 

Jeg tror heller ikke at S.O.R.M. er her for at opfinde den dybe tallerken, men derfor kræver det alligevel mere, hvis man vil skabe en fest. Dog blev der løftet flere horn som tiden gik og de gjorde deres job som opvarmningsband udmærket. 

Musikerne smiler og hygger sig og der bliver stemt om de skal snakke svensk eller engelsk, Vi klapper høfligt og synger “whooaa” i kor. Det hele er fint at overvære, men nogen stor oplevelse er det ikke. 

Riot V

Historien om dette kultband strækker sig helt tilbage til 1975, da guitarist Mark Reale og trommeslager Peter Bitelli mødte hinanden. Deres line-up har haft mange forskellige medlemmer (som i rigtig mange) og hele 2 gange er Riot gået fra hinanden. At skrive det hele ned ville fylde for meget, men det er en interessant og inspirerende fortælling om hvor meget man skal gå igennem for at holde fast i drømmen om at være professionel musiker. 

I 2012 døde ildsjælen Reale og de tilbageværende musikere gendannede gruppen under navnet Riot V med Don Van Stavern (bas), Mike Flyntz (guitar, backing vokal), Frank Gilchriest (trommer), Todd Michael Hall (vokal) og Nick Lee (guitar). Med 17 albums i ryggen ser vi alle frem til at blive forkælet med klassisk tråd. 

Man kan mærke at nu er gæsterne ankommet og selv om jeg kommer ind midt i “Hail to the Warriors” fra Mean Streets (2024) så bliver jeg hurtigt fanget af elementerne af hard rock, heavy metal, speed metal og power metal. Den brogede skare, der har samlet sig på Nørrebro, består af ældre fans, unge voksne som mig selv og et par endnu yngre der skal ind og tjekke ikonerne ud.

Mit kendskab til både Riot og Riot V er meget begrænset, men deres lyd er utrolig nem at synge med på når det gælder “Fight or Fall” fra Thunder Steel (1988), “Fire Down Under” fra Fire Down Under fra 1981 samt “Victory” fra Armor of Light (2018).Vi kommer godt rundt i deres omfattende diskografi og særligt Halls lyse stemme står ud som en stærk del af bandet. 

Hvad der også får mig til at smile over hele femøren er når der kommer et nummer som publikum er ellevilde med og bifaldet rejser sig. Det der med at man kan nyde andres lykke. Dobbeltguitaren gør sit arbejde effektivt for at få os til at løfte næverne og de gode harmonier er bestemt også til stede. 

Den dedikerede bunke langhårede mennesker får sunget godt med på “Feel the Fire”, “Warrior”, “Restless Breed” og “Love Beyond the Grave”. Jeg oplever desværre lydmikset som tyndt og jeg får lyst til at se Riot V på en større scene hvor de rigtig kan folde sig ud. For de ejer uden tvivl formatet til en sådan opgradering. Herinde er det særligt svært at opleve power siden der jo blev en større og større del af dem som tiden gik. 

På Metal Magic eller Muskelrock ville de passe perfekt ind, men mon ikke de også kunne bære Copenhell? Der er noget evigt udødeligt over denne slags metal, og jeg råber med på “Swords & Tequila” samt “Thundersteel”. Man lærer hurtigt omkvædene kan jeg hilse og sige. Det kan virke lidt forudsigeligt til tider, men det er stadig veludført, så jeg ser lidt igennem fingre med de værste klicheer. 

Sørme om der ikke også startes et moshpit hen imod slutningen. Den havde jeg nu alligevel ikke set komme. Med “Take Me Back”, “Don’t Hold Back” og “Flight of the Warrior” beviste Riot V at de efter adskillige årtier har bevaret deres relevans og at de uden tvivl skal have chancen med en større produktion bag sig live. Fortid og nutid blev blandet sammen til en overbevisende cocktail og selv om der ikke var konstant dans, så er jeg forvisset om at jeg personligt ikke har hørt det sidste til hverken Riot eller Riot V. 

Tak til Rust In Peace for at få amerikanerne til vores kongerige langt om længe og for at prikke til min nysgerrighed. Mon ikke man skulle anskaffe sig en T-shirt med deres sælmaskot Tior?