Guns N’ Roses – Dyrskuepladsen, Odense

Liveanmeldelse af: Guns N’ Roses, Dyrskuepladsen, Odense. 06. juni 2018.

En sen eftermiddag på en ellers helt almindelig solskinsrig onsdag i juni kom dagen, vi for bare fire år siden aldrig havde forestillet os, vi skulle opleve. Guns N’ Roses med (størstedelen) af medlemmerne fra bandets storhedstid, som ellers havde svoret at de aldrig ville spille sammen igen, optrådte på Fyn.

Jeg er selv vokset op med bandet lige fra fars LP’er, der blev sat på anlægget søndag morgen, til “Sweet Child O’ Mine” og “Paradise City”, der bragede ud gennem soltaget på min første bil vel vidende om, at jeg nok aldrig kom til at se Axl Rose og Slash på samme scene.

Men onsdag den 06. juni 2018 blev så alligevel dagen, hvor vi fik lov at opleve dette på Fyn, og det hele kulminerede i et tre timer langt overflødighedshorn af god klassisk hard rock!

Med sig som opvarmning havde de Greta Van Fleet, der er en klassisk Rock/Blues Rock-kvartet, stærkt inspireret af Led Zeppelin, hvilket tydeligt høres i deres musik og ikke mindst ses på deres udseende. De leverede et fremragende klassisk rockshow med alt, hvad der dertil hører lige fra langt hår og stramme bukser til lange guitarsoloer på nakken.

Inden GnR selv indtog den store scene, gav de også plads til de lidt mere garvede rockere fra Manic Street Preachers, der toppede hitlisterne i slutningen af 90’erne og stadig står stærkt positioneret på rockscenen i dag.

Dette skinner også tydeligt igennem, da de onsdag aften leverede et solidt sammenspillet og veludført show, der gjorde publikum godt varme til aftenens hovedpersoner.

Efter en solid opvarmning var vi nu alle klar til at få skudt ørene fulde af en perlerække af gode gamle klassikere. Vi var dog lidt spændte på, hvor længe vi skulle vente, da Axl Rose jo tidligere har været kendt for at komme op til tre timer for sent til koncerter, men vi fik dog kun lov til at stå og glæde os i en halv time mere, end showet fra start var blevet udskudt, før vi efter en animeret intro på storskærmene fik de energifyldte legender at se til tonerne af en godkendt fremførsel af “It’s So Easy” fra pladen Appetite for Destruction. Fra samme plade fik vi herefter” Mr. Brownstone” efterfulgt af “Chinese Democracy”, før Axl’s stemme for alvor var blevet varm til megahittet “Welcome to the Jungle”.

Herfra kørte koncerten velsmurt, og vi kunne opleve et Guns N’ Roses, der i den grad virkede sammenspillet og forenet, som ellers ikke er det, de har været kendt for før i tiden.

I løbet af de tre timer, koncerten varede, fik vi naturligvis leveret alle de klassikere, vi kom for at høre, som “Sweet Child O’ Mine”, “Knockin’ on Heaven’s Door” og “Night Train”. Mellem flere af numrene fik Slash lov til at brillere med flere lange soloer, alt imens Axl fik sig en velfortjent pause, og heriblandt blev der også plads til, hvad der bedst af alt nok kan forstås som en tribute til Chuck Berry med en Guitarsolo-version af “Johnny B. Goode”.

Generelt blev der spillet en hel del covernumre under aftenens show, blandt andet en guitarduet-udgave af Pink FLoyds “Wish You Were Here” og en udgave af Soundgardens “Black Hole Sun”, hvor hele bandet var på.

Hele balladen blev på bedste vis sluttet af med nummeret “Paradise City” til lyden af skrålende publikum, fyrværkeri i lange baner og synet af et fænomenalt lysshow, der hånd i hånd med den store mængde konfetti, der blev skudt ud over publikum, dannede rammerne for en fantastisk afslutning på koncert, jeg helt sikkert vil se tilbage på med glæde.

Alt i alt var det en god oplevelse og et vellykket arrangement.
Koncertens varighed blev en udfordring for nogle af tilskuerne, og personligt bevægede jeg mig også ind imellem rundt på pladsen og benyttede mig af nogle af de mange muligheder for mad og forfriskninger, der var, alt imens jeg kunne nyde tonerne i baggrunden. Først den sidste halve time bevægede jeg mig ind i “Golden Cirkle” for at opleve festen på helt tæt hold, men havde jeg stillet mig derind fra starten, havde de tre timer nok også været for meget for min ellers unge krop, så et enkelt cover eller to mindre ville nok ikke have gjort noget dårligt for koncerten, men vi skal jo i den grad heller ikke klage over at have fået det ekstra med fra et band, vi ikke ligefrem ser hver dag.

Du kan se et galleri fra fotograf Lasse Millek herunder: