Anmeldelse af: Sick of it All + support. D. 5. maj 2024 i Pumpehuset, Kbh.

Sick of it All spiller med selvironi og gennemslagskraft, og det var tydeligt, da de indtog Pumpehuset

Foto: Thomas Kofod/Owlpuke Photo

Kan danskere ikke lide hardcore?

Det kan de nu såmænd godt, men det føles ikke sådan i aften, når jeg står foran Pumpehuset store scene og venter på Smertegrænsens Toldere, der skal til at gå på.

Smertegrænsens Toldere

Grunden til, at det ikke føles sådan, er, fordi vi vitterligt ikke er meget mere end to snes
mennesker, der står klar foran scenen. Det bliver heldigvis lidt bedre, jo tættere vi kommer på koncertstarten, men det er stadig noget, der ser foruroligende ud. Men under koncerten virker det ikke til at påvirke Smertegrænsens Toldere, da de er lige så aggressive og koncise, som de altid er. “Koncise” er i øvrigt den allerbedste måde at beskrive bandet på. Der er ikke noget unødvendigt ved Smertegrænsens Toldere. Man ved lige præcis, hvad det er, man får. Og selvom det godt kan gå hen at blive formularisk, er det stadig så medrivende, at repetitionen ikke gør særlig meget ved helhedsindtrykket.

Noget andet er, at en stor scene desværre ikke fungerer særlig godt til bandet. Smertegrænsens Toldere skal opleves i øjenhøjde, hvis man vil opleve dem til deres fulde potentiale – en holdning, de har adapteret glimrende med Toldermania. De fungerer bedst, når de er helt oppe i hovedet på dig, og når vokalist, Mads Stobberup, på manisk vis kan komme helt tæt på dig.

Det konfrontatoriske element, som Smertegrænsens Tolderen altid formår at have, falmer
desværre på den store scene, men det gør bandets præstation bestemt ikke. De ved godt, at deres to-the-bone rå hardcore virker, og så er det – i dette tilfælde – ærgerligt, at stemningen ikke går hånd i hånd med, hvad bandet går efter.

Violent Way

Mens Smertegrænsens Tolderen er effektive, men uden betydelig stemning blandt publikum, så er aftenens andet band, amerikanske Violent Way, kun fine nok og også uden betydelig stemning blandt publikum. I hvert fald ikke før det var for sent til at skabe et indtryk.

Deres oi!-punk fungerer ikke særlig godt som support til Sick of it All. Violent Way føles næsten blødt i den setting, aftenens hovednavn allerede har skabt, selvom de ikke engang har været på scenen endnu. Stemningen, Violent Ways musik giver mig, minder om outrosange fra amerikanske teenagesitcomserier – eller en lidt mere arrig version af introen til Scooby-Doo.

Samspillet mellem Nick Terlecky (vokal og guitar) og Mason Hutchins (bas og backingvokal) over Eric Ellmams poppunkede trommespil er hverken lige så catchy eller hårdtslående, som Smertegrænsens Tolderen var, hvilket desværre får Violent Way til at føles som et underligt mellemmåltid inden hovedretten.
Jeg ved ikke, om andre i salen er enige med mig, men det kunne godt tyde sådan, i og med at der først blev startet en pit under de allersidste numre. Violent Way formår desværre ikke at efterlade et specielt mindeværdigt indtryk.

Sick Of It All

Det formår aftenens hovednavn, Sick of it All, dog. Sick of it All er hardcore af den gamle skole, og i stedet for at lave hardcore til fitnesscenteret – som er et velkendt fænomen her i Danmark – så laver de hardcore, der passer bedre til skateparken eller basketballbanen. Der er noget “street” over dem, der indimellem får hele hardcoresynergien til at føles som et hiphopshow, når frontmand, Lou Koller, med gyngende rap-armbevægelser får Pumpehusets publikum til at hoppe i takt til de catchy guitarriffs.

Der er råstyrke i det instrumentale specielt ved Pete Koller, der både formår at levere rytmiske guitarfigurer og hoppe rundt på scenen samtidig. Det kan også siges om resten af bandet, der ligeledes bevæger sig livligt rundt på scenen og næsten virker legesyge, når Lou Koller kommer med kække kommentarer som “Det her er ikke søndagskirke, I må godt bevæge jer lidt!”

Det gør også noget, at bandet kan have den selvironi, de har. I en genre som hardcore, hvor det hele hurtigt kan blive macho, er det rart med en frontmand, der ikke tager sig eller publikum alt for seriøse. Og det gør endnu mere, når joken om et aldrende publikum bliver efterfulgt af dansable breakdowns i sand hardcorestil.

Instrumenterne lægger op til en pit, der ikke har nogen som helst planer om at stoppe, og der sker også bevægelse foran scenen mere eller mindre uafbrudt. Det er jo også hardcore, så det havde man forestillet sig. Hvad jeg dog synes, er super ringe håndteret af security, er det faktum, at folk bliver smidt ud fra spillestedet, hvis de crowdsurfer. Det er forståeligt at give en advarsel til en crowdsurfende koncertgænger, men at håndhæve en nultolerancepolitik på den måde er uhensigtsmæssigt; specielt til en hardcorekoncert.

Ellers virker security til at lade folk gøre deres ting i pitten. Der er selvfølgelig wall of death, hvilket er meget interessant at se til en Sick of it All-koncert, da de efter sigende er det band, der kom på idéen “wall of death”, efter Lou Koller havde set kampscener fra Braveheart.

Sick of it All indkapsler mange af de gode ting ved hardcore. Ikke på samme voldsparate måde, som f.eks. Terror gør, men i stedet på en måde, hvor man føler sig som en del af et autentisk oldschool-fællesskab, hvor det ikke nødvendigvis handler om at rebellere mod alting.