magt/DEMONSTRATION

The Brotherhood of Sonic Love
Efter at have afsluttet interview med Teri Gender Bender fra Le Butcherettes går der ikke lang tid, før bandet The Brotherhood of Sonic Love går på nede på scenen, der ligger i kælderen. Det første, der møder en, da man kommer derned, er et virvar af folk, der alle har valgt at placere sig strategisk langt væk fra scenen. Der er ikke megen vilje i publikummet til at skulle starte en fest nu, men der er dog masser af fadøl i hænderne.

Bandet kæmper meget med det livløse publikum, der ikke har meget vilje til at danse med. Forsangeren gør ellers et bravt forsøg og kommer bogstaveligt udover scenekanten og indtager dansegulvet. Det lykkes ikke at få flere med, på trods af at han vælger at gøre dette cirka fem gange i løbet af koncerten.
Man føler som publikummer, at det bliver for meget rigtigt hurtigt, og at bandet simpelthen kun kender en måde at få folk med på, og det er at være lige i ansigtet på dem. Det minder nærmest om de facere, du altid undgår, når du går på diverse gågader. Det er ikke nødvendigvis et møde, du har lyst til, skal ske.

Musikalsk er vi helt klart der, hvor man har hørt musikken før og også mere interessant, end hvad The Brotherhood of Sonic Love leverer. Det er garagerock af en rimelig standard-form, der aldrig rigtigt formår at blive mindeværdigt. Der er egentlig rigeligt med knald på, og bandet spiller glimrende og performer da også godt, men det formår aldrig at batte helt igennem.

Den ene guitar er en kende lav i mikset, så det er svært at høre, når der bliver lavet forskellige ting, da der bliver hamret igennem fra den ene guitarist, og den anden ryger i baggrunden. Udover det er det glimrende. Vokalen er af den lidt mere jamrede slags, men passer egentlig glimrende til musikkens attitude. Der er virkelig knald på fra start til slut.

Desværre formår bandet aldrig at fange deres publikum, og de prøver helt ærligt også for meget. Vi når aldrig op over middelmådigt, på trods af smadrede tamburiner, at man deler maracas ud til publikum og hopper direkte ud i fjæset på sit publikum. I aften er ikke The Brotherhood of Sonic Loves aften.

Le Butcherettes
Så er det blevet tid til at Teri Gender Bender og resten af bandet Le Butcherettes skal indtage det hyggelige spillested Hotel Cecil. Bandet går på til det glimrende nummer “Burn The Scab” fra albummet Cry Is for the flies, hvorefter vi hurtigt bevæger os over til det nye album (med de dobbelte titler) fra februar: bi/MENTAL.

Det nye materiale kommer virkelig til sin ret live, særligt fordi lyden tillader, at alle instrumenter går klart igennem. Numre som “spider/WAVES”, “mother/HOLDS” og “strong/ENOUGH” står særligt skarpt både i performance, men så sandelig også i sangskrivningen. Hotel Cecil har glimrende lyd her til aften, hvor vokalen går klart igennem, imens trommerne aldrig stjæler hele lydbilledet. Bassen er i den høje ende, men dette tjener egentlig blot musikken på glimrende vis.

Le Butcherettes styres med en svævende, umiddelbart totalt uforudsigelig, hånd af Teri Gender Bender, der virkelig forstår at fange sit publikum. Aldrig har jeg oplevet en performer, der lever sig så meget ind i musikken på en så særlig og manisk måde, som Teri Gender Bender gør det. Det virker på samme tid mærkværdigt og alligevel fuldstændig oprigtigt med den måde, hun fører sig frem på scenen. Der er noget ærlig galskab i performancen.

Trommerne er utroligt velspillende og meget mere legende, end jeg umiddelbart selv husker det. Trommeslageren, Alejandra Robles Luna, holder rytmen stram, men funky igennem hele koncerten. Hendes spillestil sidder lige i skabet, og komplementerer musikken i høj grad. Bassen sidder ligeledes stramt og går rigtigt klart igennem, imens guitaren lægger lidt mere i baggrunden, så der er plads til de elektroniske lyde fra de meget synlige keyboards.
Koncerten er i høj grad præget af keyboards, og det går rent hjem på den lidt gøglede måde, som Le Butcherettes formår at levere det. Sammenspillet sidder stramt og utroligt dynamisk, hvor bandet særligt imponerer med deres varierende tempi samt temposkift. Den måde, dette band spiller på, bevidner om ufatteligt mange timer i et øvelokale, for de tempoløft, Le Butcherettes laver, kan man dårligt tælle sig til. Alligevel sidder de lige i skabet, for eksempel i det flyvske nummer “Mr Tolstoi” fra Sin Sin Sin-albummet.

Sætlisten er virkelig præget af det seneste album, hvilket koncerten dog også kan klare. Numrene fra bi/MENTAL står ekstremt solidt her til aften, hvor stemningen er til at tage at føle på. Modsat under opvarmningen bliver der til Le Butcherettes hurtigt fyldt ud helt op til scenen.

På trods af at koncerten ikke indeholder så mange af bandets helt populære skæringer, står koncerten utroligt stærkt og nærmest cementerende for, hvor vanvittigt godt et liveband, Le Butcherettes er. Man kunne godt have brugt numre som “Bang”, “Getting Sick of You” eller “Henry Got Love” fra Sin Sin Sin, men alligevel kan man også godt undvære dem til fordel for en mere dynamisk og ny sætliste.

Koncerten bevidner et band, der modnes uden at miste de punkede rødder, som de utvivlsomt har.

Le Butcherettes laver ikke længere standard punk, men er ved at være vokset op og er i den proces blevet mere udfordrende. Dette klæder dem her til aften, hvor de i særlig grad har bevist deres vær, på den moderne scene. Koncerten på Hotel Cecil har været en magtdemonstration uden lige, og man kan nærmest ikke være andet end glad i låget over det man netop har bevidnet. Le Butcherettes må hjertens gerne vende tilbage, og dette gerne snart!

Interview med Teri Gender Bender fra Le Butcherettes før koncerten vil følge her på sitet.