Alice Cooper

Meshuggah genopfinder den dybe tallerken

-

Anmeldelse af: Meshuggah – Immutable. Udgivet 01. april 2022 via Atomic Fire Records.

 

Svenske Meshuggah har i 2022 benådet os med deres 9. studiealbum, som mange tørstende fans har ventet på siden deres sidste udgivelse med albummet. The Violent Sleep of Reason, fra 2016. Dette album er endnu et kæmpe skridt fremad i bandets imponerende naturlige evolution. Fra en gruppe håbefulde musikere, der tilbage i slut 80’erne blot var en plet på radaren, til et band, som har været med til at redefinere en hel genre, så har Meshuggah blæst hele metalscenen bagover med deres ikoniske musik, og dette album bliver ingen undtagelse!

Til at starte med, må jeg nok lige sige, at jeg ikke er hardcore Meshuggah-fan. Jeg er den slags uengagerede fan, der siger: ”Meshuggah? Ja! Dem kender jeg godt, har du hørt ‘Bleed’?” Men jeg blev lykkelig og positivt overrasket, da jeg fik ørene i klemme i dette album, og trods over en times lang musisk karruseltur så blev jeg næsten ikke rundtosset!

Immutable starter ud med en lokkende, tung og dyster indledning med nummeret, ”Broken Cog.” Vi skal ikke snydes for noget på det her album, så forvent nogle langstrakte numre på op over 5 minutter med masser af instrumentale godbidder! Med så ekstremt tekniske dygtige musikere som Frederik Thordendal på leadguitar og Thomas Haake på trommer, så gør det virkelig ikke noget, at der bliver hamret igennem med de instrumentale soloer. Trods at dette er det første album, som ikke er medskrevet af co-founder Frederik Thordendal, lægger han stadig uundværlige guitarriffs til dette album.

Vi kastes direkte videre til det tunge og benhårde nummer, ”The Abysmal Eye”, hvor der for alvor lægges tryk på Meshuggas signaturtrommer og legende riffs. Der bliver disket op med storslåethed, variation og masser af geniale detaljer, som beviser, at selv ikke Meshuggah er færdig med at eksperimentere. Dette nummer er i sig selv et ægte signatur-Meshuggah-nummer med ekstra krymmel på! Meshuggas lyd kan defineres som en subgenre af extreme prog metal med avant-garde og groove elementer, så der er rigeligt med byggeklodser at lege rundt med. Og på dette album får vi bygget op og revet samtlige formationer ned igen.

Produktionsmæssigt er der virkelig ikke noget at sætte en finger på. Dette album er muligvis det mest velproducerede og sammensatte katalog, som Meshuggah nogensinde har lavet. På pladen her skelnes der let mellem numrene, og der er god variation i tempo, lyd og vokal.

Albumnavnet, Immutable, betyder ”Unghanging over time or unable to be changed”, og dette er ironisk nok, da Meshuggah har bevist netop at ændre sig drastisk gennem årene og fortsat beviser at gøre netop dette med dette kunstværk af et album.

Meshuggah formår fortsat at overraske os og eksperimentere med instrumentale bidder fra forskellige subgenre. Vi får både død, groove og djent serveret på et sølvfad drysset tilforladeligt med den unikke lyd, som Meshuggah på få sekunder kan identificeres på.

”Light the Shortening Fuse” byder på lækre perkussive kompleksiteter og en vokal fra Jens Kidman, der kunne vække en død mand til live. Meshuggah beviser fortsat, at de kan løbe aggressive cirkler rundt om alle andre metalbands i verdenen uden problemer.

”Black Cathedral” er en 2 minutters lang teaser, som spiller direkte ind i min personlige favorit, ”I am Thirst”, som emmer af dødsmetallens eksplosive aggression. Nummeret omfavner en som en metallisk sky af groovy rytmer, dybe trommer og langstrakte vilde soloer, som emmer af ren nostalgi fra tidligere album Destroy Erase Improves cementerende status, som en af de bedste metalalbums nogensinde.

Immutable er ingen undtagelse. I min optik hører dette album til på en top-3 over bedste Meshuggah-albums nogensinde lavet. Når det er sagt, så er det her album med garanti skræddersyet til de mere eller mindre hardcore fans. Hvis du elsker Meshuggah eller bare er bidt af signaturlyden fra første riff, så flyver dette over en time lange album afsted for dig. Er det ikke sagen, så kommer du nok til at dø på det 10 minutter lange instrumentale nummer ”The Move Belows.”

Uanset om du er fan, nybegynder eller nysgerrig, så er Immutable et absolut MUST LISTEN. I over en time bliver du bevæget rundt i detaljerede rytmer, distorted guitarsoloer, dystre trommer som hamrer direkte ind i sjælen og en knivskarp vokal alt sammen i en flydende strøm af ekstrem, progressivt unikt metal.

Meshuggah behøver ikke opfinde den dybe tallerken, for det har de allerede gjort. Immutable er bare et dybt spadestik ned i den gode gamle skål af brandvarm svensk gryderet serveret med et friskt pust og ekstra drys – og det fungerer perfekt.

ANTAL STJERNER

Meshuggah - Immutabel

Del denne artikel

Seneste artikler

Anmeldelse af: Meshuggah - Immutable. Udgivet 01. april 2022 via Atomic Fire Records.   Svenske Meshuggah har i 2022 benådet os med deres 9. studiealbum, som mange tørstende fans har ventet på siden deres sidste udgivelse med albummet. The Violent Sleep of Reason, fra 2016. Dette album...Meshuggah genopfinder den dybe tallerken
Exit mobile version