Anmeldelse af Myrkur, Wacken 2016, Headbanger Stage
myrkur er Mere som en auditiv rejse end en repetitiv koncert, men stadig med sine eklatante mangler
Enmandskvinde-orkesteret Myrkur, med det borgerlige navn Amalie Bruun, er der skrevet mangt og meget om. Blandt andet, at hun er mere hype end talent men med et godt management i ryggen. Hendes koncert i Pumpehuset for noget tid siden skulle have være lousy med diva-nykker. Ligeledes var hendes seneste optræden på Roskilde Festival sidste år angiveligt heller ikke en storladen oplevelse.
Ingen af disse koncerter har jeg været vidne til, men det pirrede da blot min lyst til at se, hvordan en kvinde, som tidligere har komponeret musik til Paradise Hotel og medvirket som statist i en The Lonely Island-musikvideo, kan præstere med hovedsageligt dansksproget musik i Black Metal-genren. Og så denne dag på tysk jord.
Jeg siger med det samme, siden det er mit første live-bekendtskab med hende: Hun kan sand for dyden synge! Om det er sange som “Den lille piges død” eller “Onde børn”, så giver hendes kvindelige tilgang til sangene dem en slags yndefuldhed, der står i skærrende kontrast til den fadøls-schlager-attitude, der kan ligge hos publikum tidligt på eftermiddagen, hvor branderten liiiige skal genopfriskes fra dagen i forvejen.
Alt fra hendes fineste fistelstemme til de grumme growls fungerede upåklageligt, fordi hun gi’r sit vokale udtryk sin specielle egenart, som sagtens kan skelnes fra andre musikere i samme genre.
Myrkur er meget indadvendt og introvert i sin performance, og jeg er ganske sikker på, at under de rette omstændigheder, hvor der ikke – som på Wacken Open Air – kan hænge en implicit forventning om større interaktion, ville det have skabt en endnu større sonisk oplevelse, som jeg var vidne til denne dag.
Jeg følte ikke, at jeg hørte en sang afløse den næste men mere, at jeg fik én lang musisk rejse.
MEN, som jeg også har hørt sure opstød over tidligere med hende: Hun kan synge mange andre sangere direkte i skammekrogen, hvorfor skal hun så også prøve at lege guitarist?! Det falder så ækelt til jorden, når resten er så flot. Som at se en uropførelse af “Phantom of the Opera”, mens Daffy And danser ved siden af… Det ødelægger helhedsindtrykket.
Og så lige den keyboard-afrunding af en sang, som jeg ved Satan ikke kan huske navnet på, gav efter længere tids granskning mest af alt indtryk af antiklimaks end en flot slutning.
Men jeg vil helt sikkert gerne se hende optræde igen! Hvis hun overlader guitar-donten til de mere øvede eller selv øver sig betragteligt mere.
