Anmeldelse af: Nakkeknækker. Roskilde Festival, Eos. 26. juni 2023
”Roskilde Festival! Knæk de fucking nakker!” lød det fra forsanger, Christoffer Kofoed – publikum adlød.
De unge gutter i Nakkeknaekker er langt fra nybegyndere. De er faktisk enormt dygtige.
Undertegnede bevæger sig hen mod Eos-scenen i god tid, og her bliver (for vores udsendte) festivalens første backpatch spottet. Metalhovederne er her stadig trods det sløve program, set gennem rock- og metalbrillerne.
Der bliver spillet en elektronisk/EDM-agtig-intro, hvilket ubetvivleligt har overrasket store dele af publikum, da bandet kommer ud på scenen, og der bliver leveret riff på riff på riff.
Christoffer Kofoed (vokal) kommer brølende ind på scenen. ”Vi hedder Nakkeknaekker, og vi er fra Silkeborg!” bliver der sagt, før bandet effektivt præsenterer publikum for dødsmetallens kunst.
Nakkeknaekker nakkede Roskilde
”Lad os se, om I kan danse!” Med få ord formår Christoffer Kofoed at få gang i publikum. Der bliver moshet uafbrudt gennem hele koncerten. Bandet får også publikum til at hoppe i takt til numrene, hvilket får det til at føles som om, et spontant jordskælv er opstået på festivalpladsen.
Trods tidligere dårlige vejrforhold så lader Nakkeknækker sig ikke stoppe. Tværtimod virker de ustoppelige på scenen.
Instrumenterne bliver spillet, som de skal, og selv de uforberedte gæster ser ud til at nyde de unge gutters charme, også selvom de ikke bryder sig om musikken.
Nakkeknaekker skriver ikke særlig nytænkende musik. Men det, de skriver, virker sørme.
Christoffer Kofoed spørger, hvor mange der har været til en dødsmetalkoncert før. Det havde størstedelen ikke. Forhåbentligt formåede Nakkeknaekker at overbevise dem om, at dødsmetalkoncerter er en god idé.
Nakkeknaekker repræsenterede metallens ånd for Roskildes publikum på en måde, det kritisk havde brug for. Nakkeknaekker var det band, som Roskilde manglede.
