Anmeldelse af Periphery og Crooked Royals. Amager Bio, Kbh. 21. januar 2024.
På en kold, våd januar-aften ruller Djent-Brian og Panseren ind på pladsen foran Amager Bio. Folket er allerede begyndt at samles ude foran, og vi tæller overskæg og teenie-weenie-beanies i køen.
Foto: Anders Groos Mikkelsen
Det er tydeligt, hvad der skal til at ske en times tid senere. Den progressive metalcores scene har kørt nogle af deres absolut største kanoner i stilling til at kvase knæ og tårekanaler.
Crooked Royals
Aftens første ud af den relativt korte performer-liste giver lyd fra sig bag scenetæppet. Lyden af backing track, der varmer højtalerne og folks fødder op, flyder ud i lokalet, og så stiger spændingen blandt publikum, der vender sig mod scenen.
Lyset sænkes og vi ser skikkelser, der løber ind på scenen: BANG og vi er i gang! Crooked Royals, en New Zealandsk kvintet, har rejst langt for at være her i aften, men der er ikke en skygge af jetlag at finde her.
Energien er høj med det samme, og vi bliver blæst ned i lige dele breakdown-vanvid og tåreperser skønsang, alt sammen smukt bundet sammen af frontmændenes aldeles fantastiske crowd work.
Her er tale om et band, der rammer plet på æstetikken med melodier, der vækker tanker fra de tidlige 10’eres metalcore, men også med en super moderne edge, som perfekt passer ind som opvarmning for hovednavnet.
Bandet viste, hvorfor de nyligt er blevet samlet op af Peripherys pladeselskab, 3DOT Recordings, med en kanon velspillet, velsunget og overskudsagtig levering af metalcore, hvis eneste kritikpunkt ville være, at live-lyden ikke altid tillod publikum at høre de mange små finurligheder, deres musik indeholder.
Periphery
OOOOH boy, here goes. Det er i virkeligheden enormt svært at skrive om denne oplevelse. Periphery er et band, som solidt har cementeret sig som kongerne af den progressive metalcorescene.
De fem amerikanske drenge har til deres egen irritation skubbet ideen om “djent” helt frem i bussen, og det er så sandelig tydeligt at mærke, at vi her har med “genrens” pionerer at gøre.
Bandets walkout akkompagneres af store strygere, stormtrommer og forventning. Til stor glæde og overraskelse fik vi en af de klassiske 12 minutters lange prog-oder i form af “Dracul Gras” fra den nyeste af bandets plader, som tongue-in-cheek nok hedder, Djent Is Not a Genre. Efterfølgende var det tid til noget fællessang med “Wildfire”, som havde hele venuen på tæerne og skrålende højt nok til at overdøve vokalist Spencer Sotelo på omkvædet.
Bandet var dog ikke kun kommet for at spille deres nye materiale, og til alle os old-school fans var der guf helt tilbage fra debutudgivelsen i 2010 og den følgende plade fra 2012. Til alle livegæsterne var der også en speciel overraskelse, som udspillede sig med kun to medlemmer, disse værende Marc Holcomb og Spencer Sotelo, som fremførte en enormt dybfølt akustisk version af “Scarlet”; et af bandets mere populære numre.
Mens sætlisten roligt ruller med enden, kan man kun stå som medlem af den danske metalscene med en smule stolthed over, at vi ikke er “for seje” til at nyde en god metal eller rockballade, som “Sattelites”, der med sit budskab om at beskytte vores planet og de mennesker omkring os altid får denne reporter til at knibe en lille tåre.
Når vi nu alle havde tudet færdigt, var det på tide at få aftenens sidste nummer. Vi forventede den typiske “gå af scenen, vent på at der bliver råbt encore længe nok, kom frem igen og spil sidste nummer”, men i stedet valgte Periphery at gå med “let’s not do that shit” og rev så arme og ben af os med det hårdeste nummer ikke blot på setlisten, men i deres diskografi, “Blood Eagle”. Vi gik derfra lamslået efter moshpit, circle pit og wall of death med en på opleveren og ømme lårbasser.
Vi vil også gerne sende en cadeau til bandets medlemmer og management. Inden showet var vi nemlig heldige nok til at få en audiens med bandmedlem Jake Bowen fra bandet, som vi senere præsenterer et interview med!
Tak for i aften, plej den ømme nakke og stay MAD!
Galleri fra Anders Groos Mikkelsen:
