Myrkur
Da jeg hørte, Myrkur skulle agere opvarmning for Marilyn Manson, kunne jeg ikke lade være med at tænk, at det var et lettere mystisk valg rent stilistisk. På den anden side kunne jeg ikke komme på et band, der ville være virkelig oplagt, og da jeg endnu ikke havde set Myrkur live, var jeg interesseret i at se, om de kunne leve op til den hype, der er skabt omkring dem.
Lyset slukkedes, og de hætteklædte musikere trådte ind på scenen under høje, entusiastiske tilråb fra publikum, der kun blev højere, da Amalie Bruun nærmest flød ind midt for publikum, som en udød skikkelse fra den nordiske mytologi. Det var med det samme tydeligt, at bandet, og ikke mindst sangerinden, var kommet langt siden de meget udskældte debutkoncerter, man i sin tid læste om.
Hendes sceneenergi osede af selvsikkerhed fra start til slut om hun sang eller ej, og hun flyttede sig ubesværet rundt på scenen for at hente både guitar og en håndholdt tromme, man kunne forestille sig, passede lige ind i Moesgaard Vikingetræf.
Desværre var Myrkur plaget af tvivlsom lyd især i første halvdel af settet.
Guitaren var meget lav, og trommerne, som tordnede lækkert i de langsomme numre, var forfærdeligt overdøvende i hurtigere passager, hvor dobbeltpedalen fik frit spil. Det var meget ærgerligt, da alt, man kunne høre, sad meget tight og generelt virkede både vel- udført og komponeret.
Samtidig kunne jeg igennem det relativt korte set heller ikke lade være med at undre mig over, at Amalie Bruun slet ikke valgte at growle. Ganske vist har jeg ikke skamlyttet Myrkurs seneste udgivelse, men jeg ved da, der bliver vekslet imellem skønsang og hidsig black metal-skrigen.
På trods af dette, skal det dog siges, at vokalen på ingen måde fejlede. Amalie Bruun er en overordentlig dygtig sanger, og det lod hun i dén grad publikum vide. En imponerende tonal rækkevidde samt teknisk kunnen var med til at tryllebinde publikummet i Scandinavian Congress Center. Nu kan jeg kun sparke mig selv over, at det indtil videre er den eneste gang, jeg har hørt dem live. Næste gang kan jeg bare håbe lydforholdene er bedre, og at de får lov at spille lidt længere.
Marilyn Manson
Mens vi ventede på hovednavnet, begyndte stemningen, og på sin vis temperaturen, at nå kogepunktet.
Det i forvejen tætte publikum blev kun tættere, og nu kunne man også høre høj hvinen flere steder fra i salen.
Der var ingen tvivl om, at Marilyn Manson endnu ikke har mistet sin rock-ikon status.
Lyset slukkedes, og så eksplodere scenen til tonerne fra “Irresponsible Hate Anthem”. Den sang skulle samtidig sætte store dele af stemningen for resten af koncerten, der bar meget præg af de ældre hits. Personligt kunne jeg ikke være gladere.
Tilbage i 2003 var pladen The Golden Age of Grotesque min introduktion til den ’farlige’ del af musik, og jeg var inkarneret Marilyn Manson-fan i flere af mine teenageår. En tid, hvor hans nyeste singles kunne ses på Boogie Listen, og fandeme om ikke bandet kort efter spillede både “This is the New Shit” og “mOBSCENE”. Jeg var for en kort stund igen en 14-årig akavet goth-kid, og at dømme ud fra publikum, var jeg ikke den eneste. Der blev sunget med på samtlige sange, men især de ældre hits blev der skrålet med på fra hæse halse.
