Anmeldelse af: Halestorm. Hades, Copenhell 2019. 20. juni.
Halestorm viser den begejstring, som de etablerede acts kan glemme i forbifarten.
Foto: Guillaume Blanjean
Der er noget ved, når man ser et band, som bare oser af begejstring fra scenen, som tilfældet var med Halestorm, da de i DEN grad lossede gang i rockfesten på Hades-scenen.
Med karismatiske Lzzy Hale i front lagde bandet fra scenekanten, som lever og ånder de ikke for andet, og med tanke på, hvor mange koncerter de gennemfører om året (cirka mere end halvdelen af årets dage), så er det imponerende, hvordan de kunne sparke røven ud af publikum og scenen.
Bandets sange er både tekniske, men simple, så kan kunne skelne sangene fra hinanden og nyde med på dem, og modsat visse andre på den største scene lidt tidligere (rimer på Hash BEAT Smiles Remedy), så turde de her ligeledes amerikanere fyre den af, som var der intet i morgen.
Jo, jo, deres guitarsoli og dobbeltløb kunne trække lidt i langdrag, men var kun i få øjeblikke, at det blev decideret kedeligt, og det er vist første gang, jeg ikke er blevet træt af en trommesolo, fordi den blev leveret med et glimt i øjet.
Dette var vitterligt min bedstekoncert-oplevelse om torsdagen – også bedre end Tool.
Her er et par billeder fra koncerten fra Guillaume Blanjean:
