Schweizisk zoneterapi og aggressivitet

Mange gange har jeg hørt om Zeal & Ardor, senest på Copenhell 2023, men jeg har aldrig set dem live. De har lavet flere gode sange, heriblandt “Death to the Holy” og “Devil Is Fine”, så det er ærgerligt af flere årsager at jeg først oplever dem nu. Så godt hjulpet på vej af en ven, tog jeg afsted til Amager onsdag aften.

NYOS

Opvarmningen stod af den finsk-britiske duo NYOS. De spillede instrumentale, noisy og progressive numre, hvor det var tydeligt, at de er teknisk dygtige musikere, den intense trommeslager, Tuomas Kainulainen, og den loop-samplende guitar-ekvilibrist, Tom Brooke, som virkelig gerne ville eksperimentere og variere deres set. Men man skulle ikke mange minutter ind i hver sang, før det alle sammen flød sammen som en stor ubestemmelig bolledej. Muligvis fordi guitarspillet blev lagt lag på lag ovenpå hinanden, hvorfor det virkede til at være svært at bryde ud i en solo, uden alle de andre musikalske “dikkedarer”. Hér ville en vokal have hjulpet, for også at give syng med-kvaliteter og catchiness. Lidt ligesom Apocalyptica . Dermed ikke sagt at alt musik skal partout være med vokal, men når man spiller som opvarmning, er det ekstravigtigt at få eventuelle nye fans med. Det skete ikke denne aften.

De spillede 45 minutter, hvilket er typisk for supportbandet, men det var lidt i overkanten denne gang. Hvis de spillede 20-25 minutter, eller hvis jeg ikke var “pinligt” ædru, ville det måske have været bedre og jeg ville give en bedre karakter.

Zeal & Ardor

Med albumåbneren fra den nye udgivelse, Greif, “The bird, the Lion and the Wildkin”, åbnede schweiziske Zeal & Ardor også aftenens koncert. På trods af at albummet kun var fem dage gammelt, var overraskende mange meget og hurtigt med. Det fortsatte mange numre endnu – den høje intensitet og tunge groove, gav samtlige koncertgængere lyst til enten at headbange, rocke med, eller på anden måde bevæge sig rytmisk i takt til musikken. Der var dog enkelte numre, hvor tempoet og entusiasmen var lidt lavere, men det var sandsynligvis kun fordi det var nogle af de nye numre.

Annonce

Manuel Gagneux har samme legesyge sind med musikken som Devin Townsend, der også balancere mellem at være progessivt, avantgardistisk og satanistisk/antikristent, så det er en fornøjelse at bevidne samme leg med genrer, vokalharmonier og melodier.

Musikken blev religiøs med Zeal & Ardor, og den kraft bandt publikum sammen som en menighed og healede alle som terapi. Halleluja!

Zeal & Ardor overraskede positivt, indfriede forventningerne og havde total crowdcontrol – også med minimal publikumskontakt. Bandet fik en heltemodtagelse, som gjorde stort indtryk på den. I starten sagde Gagneux nemlig, at det var hans job at være vred, men publikum gjorde det svært for ham at holde attitude. Det gjorde ikke publikums begejstring mindre – tværtimod. Han bibeholdte et inderligt raseri, som kom ud flere gange under koncerten. Blandt andet på “Blood in the River”, “Götterdämmerung”, “Run” og “Golden Liar”. Selv med begrænset kendskab til deres bagkatalog, blev man hevet med ind i fællesskabet, som gav hedeture i den tætpakkede Amager Bio.

Sjældent har jeg oplevet et så velspillende band, der både virkede meget overlegne og jordbundne. De øvrige bandmedlemmer, udover Gagneux, var meget anonyme på scenen, men de spillede deres instrumenter og sang næsten lige så meget som Gagneux selv. Korsangerne, Denis Wagner og Marc Obrist, gjorde i hvert fald deres indsats for at det blev en god koncert – og det gjorde det også, og endda en af de bedste i år, tør jeg allerede gerne kalde koncerten.

Zeal & Ardor havde stor angrebsiver og begik ingen fodfejl, som de også bevidste denne aften. De spillede kun 80 minutter, men de måtte gerne have givet os endnu mere.

Se galleriet af Magnus Karms Blichfeldt nederst.

Setlist