Mange gange har jeg hørt om Zeal & Ardor, senest på Copenhell 2023, men jeg har aldrig set dem live. De har lavet flere gode sange, heriblandt “Death to the Holy” og “Devil Is Fine”, så det er ærgerligt af flere årsager at jeg først oplever dem nu. Så godt hjulpet på vej af en ven, tog jeg afsted til Amager onsdag aften.
NYOS
Opvarmningen stod af den finsk-britiske duo NYOS. De spillede instrumentale, noisy og progressive numre, hvor det var tydeligt, at de er teknisk dygtige musikere, den intense trommeslager, Tuomas Kainulainen, og den loop-samplende guitar-ekvilibrist, Tom Brooke, som virkelig gerne ville eksperimentere og variere deres set. Men man skulle ikke mange minutter ind i hver sang, før det alle sammen flød sammen som en stor ubestemmelig bolledej. Muligvis fordi guitarspillet blev lagt lag på lag ovenpå hinanden, hvorfor det virkede til at være svært at bryde ud i en solo, uden alle de andre musikalske “dikkedarer”. Hér ville en vokal have hjulpet, for også at give syng med-kvaliteter og catchiness. Lidt ligesom Apocalyptica . Dermed ikke sagt at alt musik skal partout være med vokal, men når man spiller som opvarmning, er det ekstravigtigt at få eventuelle nye fans med. Det skete ikke denne aften.
De spillede 45 minutter, hvilket er typisk for supportbandet, men det var lidt i overkanten denne gang. Hvis de spillede 20-25 minutter, eller hvis jeg ikke var “pinligt” ædru, ville det måske have været bedre og jeg ville give en bedre karakter.
Zeal & Ardor
Med albumåbneren fra den nye udgivelse, Greif, “The bird, the Lion and the Wildkin”, åbnede schweiziske Zeal & Ardor også aftenens koncert. På trods af at albummet kun var fem dage gammelt, var overraskende mange meget og hurtigt med. Det fortsatte mange numre endnu – den høje intensitet og tunge groove, gav samtlige koncertgængere lyst til enten at headbange, rocke med, eller på anden måde bevæge sig rytmisk i takt til musikken. Der var dog enkelte numre, hvor tempoet og entusiasmen var lidt lavere, men det var sandsynligvis kun fordi det var nogle af de nye numre.




