Side om side med glødende selvværd

Anmeldelse af Killswitch Engage + support, d. 28.11.25 i Amager Bio

Pitten var fuld af svedende fans der vælter rundt høje på stemningen og de mange pletskud fra scenen.

Foto: Joachim Vilholm Vilstrup

Sygdommen havde næsten frarøvet mig denne koncert. Dagen før havde jeg set mig nødsaget til at sælge min billet til Terrorizer og Possessed på Richter. En kæmpe skam, men da jeg selv skal en tur til 1000Fryd med mit band i morgen, måtte jeg prioritere min stemme. Heldigvis var jeg rask nok til at tage turen til Amager Bio igen. Om tirsdagen havde Cradle of Filth leveret teatralske toner i salen. Nu stod nogle helt andre kunstnere for skud til det komplet udsolgte arrangement.

Employed To Serve

I 2022 så jeg Justine Jones (vokal), Sammy Urwin (vokal, guitar), David Porter (guitar), Nathan Pryor (bas) og Casey McHale (trommer) sammen med Alien Weaponry og Gojira. Jeg var mildest talt ikke imponeret, men måske var der en lille chance for at det ville være marginalt bedre?

Iført min Kanonenfieber tour t-shirt finder jeg mig en plads i højre side. Da gruppen kommer ind på scenen er det med god energi, der bliver headbanget energisk og Jones får startet en lille pit + en mindre wall of death. Engagementet fejler intet. Hvad der til gengæld er problematisk, er som sidst musikken. Der rodes rundt i en suppe af groove metal, sludge og metalcore. Bevares, det rocker fint og en hæderlig solo bliver det også til. Det kan dog ikke gøre op for, at mange af de elementer, de prøver at fusionere, føles halvfærdige. Jones’ stemme er ej heller spændende og hendes brøl er måske ondt, men samtidig er det ret anonymt. Jeg har hørt det 100 gange før i andre hardcore-sammenhænge.

Den rene mandlige backing vokal lyder ok, men samtidig kan jeg ikke helt få den til at passe ind. Det er som om at den ikke tilføjer noget til sangene, men virkelig gerne vil retfærdiggøre sin eksistens. Det er i sandhed essensen af at prøve for hårdt.

Når de er ved at lande noget, der kunne lyde interessant, så springer de videre til det næste. Samtidig formår de at være uden meget variation live i “Treachery” og “Atonement” fra Fallen Star (2025). Hvordan dette er muligt er ret imponerende i sig selv, men Employed To Serve mestrer denne irriterende kunst. Det er ærgerligt, for jeg hører ting jeg ikke lagde mærke til i 2022. Tyngden sidder bedre i sydstats viben fra guitaren og i forlængelse af dette er der flere bouncy stykker der slet ikke er helt tabt bag en vogn.

Briterne har jo en idé om hvor de vil hen og deres fans er bestemt til stede i aften. Det strander bare flere steder for mig og jeg må nok bare indse at det her bare ikke er min kop te selv om “Force Fed” fra Eternal Forward Motion (2019) og “Sun Up To Sun Down” fra Conquering (2021) sætter gang i flere nakker. “Now Thy Kingdom Come” buldrer fint og jeg må overgive mig lidt, da Jesse Leach gæster den afsluttende “Whose Side Are You On”. Snydekoder er her helt i orden. Jeg tager med glæde imod mere der kan få mig med på hypen over dette band som jeg i det store hele stadig må erklære mig uforstående overfor

Decapitated

Oven på polakkernes lørdagsmagtdemonstration på den nu nedlagte festival Dødsgangen i Albertslund var mine forventninger ret høje. Da Waclaw “Vogg” Kieltyka (guitar), Pawel Pasek (bas), James Stewart (trommer) og Eemeli Bodde (vokal) åbner med “Cancer Culture” og “Just A Cigarette” fra Cancer Culture (2022) bliver mine forhåbninger mødt med teknisk death metal af bedste skuffe. Det førnævnte album har ikke haft mange rotationer derhjemme, men på en scene sparker det hårdt som kun polakkerne kan.

Stewart er en imponerende maskine, der helt umenneskeligt holder de vilde rytmer i et jerngreb med voldsom disciplin. Samtidig har han god kontakt til fansene. Bodde er den nye dreng i klassen, men som jeg før har nævnt, er hans stemme i den grad med til at gøre bandet bedre. Hans brøl og skrig er umenneskelige og leveres med stor kraft i “Earth Scar” fra Anticult (2017) og “Spheres of Madness” fra Nihility (2002). Vogg brillerer på guitar og han er efterhånden et lige så stort metalikon i sit hjemland, som Nergal fra Behemoth eller Peter fra Vader. Hvis ikke så burde han 100% være det. Sangene er voldsomme, men bestemt ikke uden melodi, der er med til at underbygge det sejlivede materiale. Det er nådesløst med diabolsk præcision, der sprænger flere parametre for, hvad der burde være muligt at spille.

Publikum mosher vildere nu og på eget initiativ laver de wall of death. Den slags sker altså ikke alt for ofte. Varmen begynder at sprede sig og Decapitated vinder terræn for hver eneste sang. “Kill the Cult”, “Suicidal Space Programme” og “Iconoclast” er mastodonter i aften, og circle pitten snurrer med mere og mere fart. Jeg savnede lidt noget fra Organic Hallucinations (2006), men sådan er der jo ofte noget i småtingsafdelingen.

Det er en ny æra for Decapitated og efter årtier så er der ingen som dem. I Amager Bio slog de atter deres position fast som nogle af de mest ferme udøvere af death metal på verdensplan.

Fit For An Autopsy

Det er efterhånden blevet til en del shows for mig med Will Putney (guitar), Pat Sheridan (guitar, backing vokal), Josean Orta (trommer), Tom Howley (guitar), Joe Badolato (vokal) og Peter “Blue” Spinazola (bas). Alle 3 gange har været i Amager Bio. I 2020 med I Am, Rivers of Nihil, Carnifex og Thy Art Is Murder, i 2023 med TELOS og Killswitch Engage og i 2024 med Spite, Whitechapel og Thy Art Is Murder. Det er ret fedt at se dem en aften, hvor de ikke er fanget imellem flere deathcorebands. Line-uppet er virkelig divers med noget for alle denne fredag.

Med en massiv lyd der tromler alt og alle over går Fit For An Autopsy på med et enkelt mål. At brække ryghvirvlerne på os der er mødt op i aften. Utallige breakdowns i “Lower Purpose” fra The Nothing That Is (2024) + singlen “It Comes For You” vidner om hvilken grusom maskine amerikanerne har sat i verden. Gæsternes respons er særdeles positivt og inde i midten koger gulvet. Det er måske ikke stor kunst, men de overrasker mig alligevel i “Red Horizon” og “Hostage”, for musikerne har en flair for flotte soloer og flere helt smukke passager, der flettes perfekt ind i de mere barbariske moshpit stykker fra “Pandora”, “The Sea of Tragic Beasts” og “Savior of None/Ashes of All”. Her hører den rene vokal fra Sheridan godt hjemme uden at gøre for meget væsen af sig selv.

Badolatos brøl er dybt og gennemtrængende, således at det ryster Amager Bio. Der gives et shout out til Copenhell og deres show i sommers. For circle pitten fra dengang skal nu gentages/overgås. Jeg kan ane at der gøres et ihærdigt forsøg. Publikum er i bandets hule hånd, og jeg selv drejer mig fint frem og tilbage til den voldsomme deathcore. Da “Far From Heaven” fra Oh What the Future Holds (2022) dedikeres til Baest med enorm selvsikkerhed, er der ingen tvivl om, hvorfor Fit For An Autopsy bare bliver større og større både derhjemme og internationalt. Guitaristen surfer ud over de mange heavyhoveder og sjældent har en sal været varmet bedre op.

Killswitch Engage

Dannet i 1999 har dette band lagt nogle af grundstenene til hvad der skulle blive til den verdenskendte genre, metalcore. Jeg blev selv fan da teenage-Gabriel stødte på The End of Heartache (2004)-albummet. Jeg nåede aldrig at se dem med Howard Jones bag mikrofonen. Men da gruppen havde Jesse Leach tilbage på vokal på den sublime Disarm the Descent (2013), havde jeg intet at brokke mig over. I 2018 fangede jeg mine ungdomsidoler for første gang som support for Iron Maiden i Royal Arena. Siden da er det blevet til flere shows, blandt andet i Amager Bio i 2019 på Wacken Open Air + Amager Bio i 2023 og nu bliver det min femte oplevelse med Killswitch Engage.

Jeg skal foran og finde mig en god plads i midten. Jeg har gemt kondien eller mangel på samme til her. Amerikanerne ejer et bagkatalog hvor både det ældre og nyere materiale er af så høj kvalitet, at det sagtens kan stå side om side. Således lægges der ud med “Strength of the Mind” og til teksten “gather all your pain and suffering turn them into strength and weaponry” mærker jeg en tro på mig selv jeg har haft brug for i år. Musklerne spændes til de geniale riffs fra Adam Dutkiewicz og det er umuligt ikke at synge med når Jesse Leach er i så topform som i aften. Til koncerten i 2023 havde jeg den store fornøjelse at hænge ud med frontmanden sammen med en ven i over 1 time. Mere sympatisk og sødt menneske skal man lede længe efter.

Denne karisma stråler ud af ham som han hopper rundt og skaber en ekstatisk stemning til den ene metalcore-perle efter den anden som “Rose of Sharyn” fra The End of Heartache (2003), “Reckoning” fra Killswitch Engage (2009) og “Aftermath” fra This Consequence (2025). Det er en tour de force i gruppens betydningsfulde historie og ikke en eneste sang falder igennem. Det er også tydeligt at mærke hvor mange der er vokset op med disse numre som soundtrack til vores barndom/ungdom.

Mange voksne som mig selv synger med af fuld hals til “Numbered Days” fra Alive Or Just Breathing (2002), “This Is Absolution” fra As Daylight Dies (2006) samt “No End In Sight” fra Disarm the Descent (2013). Man mærker den skønne blanding af lykke og nostalgi i den proppede sal. Joel Stroetzel (rytmeguitar), Mike D’Antonio (bas) og Justin Foley (trommer) har snart spillet sammen i en lille menneskealder og deres optræden er synkroniseret med den største professionalisme der stadig efterlader plads til store smil til alle de fremmødte.

Leach roser os for ikke at have vores telefoner alt for meget fremme + der er også tid til et fjollet indslag hvor Dutkiewicz improviserer 4 korte sange om at drikke sig fuld. Killswitch Engage er både behagelige og løsslupne. Aldrig er de selvhøjtidelige og brølet fra publikum bliver kun højere til “Broken Glass”, “Hate By Design”, “Forever Aligned” og “The Signal Fire”. Leach tager sig en tur ud i mængden båret af gæsterne og alle som en er vi forenede i et stærkt sammenhold. “I Believe” er lige så rørende som den er hårdtslående og på dette tidspunkt har vi alle for længst overgivet os til musikken og glæden.

Jeg synger, high fiver og danser med flere fremmede på gulvet. Lyden er god og klar og til “The Arms of Sorrow” er vores hænder i vejret. Vi er sårbare, men med stor sympati for hinanden og med et ønske om at stå imod de prøvelser vi alle vil blive udsat for i livet.

“In Due Time” får en massiv respons ligesom man skulle tro at festen ikke kunne blive bedre. “This Fire” og “My Curse” holder os på tæerne, og min t-shirt er for længst sat fast i bæltet. Kærestemave eller ej. Som et kæmpe kor rejser vores stemmer sig til “The End of Heartache” og efter den afsluttende “My Last Serenade” er det en stor triumf for Killswitch Engage at have headlinet Amager Bio atter engang. Metalcore har rykket sig i mange retninger siden 1999, men der hersker ingen tvivl om at kun få kan stå skulder ved skulder med aftenens hovednavn, der efter årtier stadig står som en fakkel for en genre der forandrede verden.

“Be good to each other and make the world a better place” siger Leach til os. Efter 18 sange der hver især ramte en humanistisk nerve i mig, så tror jeg på at vi alle tager det budskab med os videre.