Anmeldelse af: Full of Hell. Pavillion, Roskilde Festival. 05. juli 2019.
Full Of Hell havde slået sig sammen med The Body for at skabe en kaotisk midnatssmadder på Roskilde Festival. Det formåede desværre aldrig for alvor at fungere.
Foto: Bastian Reinholdt Madsen
Full Of Hell er et af de der bands, som jeg tit og ofte har hørt folk omtale som noget, der bare er blandt det fedeste metal i verden særligt indenfor dødsmetal. The Body har jeg personligt aldrig hørt om, men i aften skal jeg jo så opleve begge dele på én gang.
Det viser sig hurtigt som en enormt kaotisk oplevelse. Der er fuld skrald på fra starten, og det bliver hurtigt lidt svært at finde rundt i virvaret af instrumenter, der alle kæmper om opmærksomheden, imens forsangeren skråler ind i mikrofonen. Det hele er enormt kaotisk og kan egentlig godt fungere ret fedt, men i dag er det som om, at det aldrig rigtigt batter igennem og i stedet blot virker som en stor omgang forvirring, serveret direkte i fjæset på publikum.
Energien på scenen er i top, særligt fra vokalisten, der får tonset godt rundt på scenen og i bedste hardcore stil har en tendens til at stå enten med ryggen eller siden til sit publikum. Man kan virkelig mærke vreden fra musikanterne, og kaosset virker netop ret godt på denne vis. Lyden er desværre ikke helt med projektet, hvilket i høj grad er synderen for, at koncerten bliver så kaotisk og usammenhængende.
Full Of Hell And The Body formår altså at skabe en speciel koncert, der dog aldrig rigtigt formår at komme med de store imponerende indtryk. Publikum har heller ikke rigtigt været med på de kaotiske unoder, og dette vil mest af alt nok være en koncert, som man kan komme til at glemme, at man har oplevet.
