Anmeldelse af: Greta Van Fleet. Rød Scene, Tinderbox. 27. juni 2019.
Greta Van Fleet. Endelig! Mange, inklusiv os selv, har ventet i spænding det sidste år på at opleve disse nytilkommere på rockscenen, efter de har udskudt deres sidste to shows i København på grund af strubebetændelse hos bandets forsanger, Josh Kiszka. I dag på Tinderbox lykkedes det langt om længe – og der blev ikke sparet på kræfterne!
Foto og anmeldelse af: Mathilde Maria Rønshof
De unge brødre, Josh Kiszka, Jake Kiszka, Sam Kiszka, samt Danny Wagner træder ind på scenen i flamboyante outfits, forsanger, Josh Kizska, charmerer sig tidligt ind på publikum ved at dele hvide roser ud og åbner herefter koncerten med et brag med flere af deres kendte numre såsom “Highway Tune” blandt flere. Så er ballet åbnet!
Vi er klar til rock’n’roll, og Greta leverer! Det øser ud med energi fra forsanger Josh Kiszka, der er iklædt en stram bordeaux rød dragt med glitter. Han skaber en god kontakt med publikum, hvor dog det meste er de forreste rækker, der udviser mest dedikation. Der er, som bekendt hos mange, utrolig delte meninger om bandet, og det ses i antallet af gæster i begyndelsen af koncerten. Man kan dog tydeligt mærke en stor tilstrømning af mennesker, som græsplænen foran den røde scene bliver mere fyldig i løbet af aftenen.
Det ikoniske farveunivers, kendt fra deres grafiske stil på pladecover, pressebilleder m.m., gennemgår som en rød tråd i koncerten. Her både i form af bandets outfits og lyset på scenen, der er minimalistisk uden for meget gejl med stærke farver og gyldne glorier, der omkranser de smukke musikere. Showet er æstetisk flot, ingen tvivl om det! Et klart kendetegn for bandets branding. Det er lækkert, og vi er vilde med det! Selv i sange som ”Flower Power” og ”Lover, Leaver”, som de optræder med, kan jeg næsten endda mærke farveuniverset spinne rundt i min krop.
Josh Kiszka udviser en imponerende vokal, og det på trods af hans tidligere problemer med stemmen, der er grunden til de udskudte shows. Han har flere dynamiske soloer, hvor han viser sin prangende styrke i vokalen, og publikum går helt amok! Han hiver flere gange en tamburin frem, og især under en solo af guitarist Jake Kiszka harmonerer det utrolig lækkert med det energiske brug af instrumentet.
Mange blandt publikum kender klart deres største hits, såsom “Safari Song”, “Black Smoke Rising”, “When The Curtains Fall” m.m., og de synger energisk med! Mange i pitten, inklusiv jeg selv, er meget revet med af stemningen, og da koncerten løber mod ende, har jeg kun en sult for mere Greta Van Fleet!
Det er en oplevelse af at blive revet tilbage i tiden, når man ser Greta Van Fleet optræde. De indhyller en i en næsten magisk tåge, der inddrager en og får en til at længes efter mere, alt i mens man ikke kan få smilet væk fra læberne.
Rockmusikken bliver bragt til live i dette øjeblik, og at tænke, at medlemmerne er blot en tredje til fjerdedel af fortidens rock-legenders alder, så står de allerede på et højt niveau, der skaber interesse hos de rockelskende publikummer.
Vi længdes efter nogen til at overtage scenen og bidrage med nyt musik, liv og kunst og Greta giver os netop det! Pinden er klar til at blive givet videre fra rockens forfædre, og Greta insisterer på at gribe den og efterlader os intet valg. Om du er til det eller ej, er som sushi. De her fyre vil nå langt, og jeg kan anbefale alle at lytte til dem, hvis I ikke allerede har gjort det. Hvis altså du er villig til at se gennem fingrende med den forfængelige Led Zeppelin-sammenligning der er hypet hos andre medier.
Jeg har en oplevelse af, at der er plads til finpudsning af deres live-optræden, og især forsangeren Josh Kiszka kunne bruge bare lidt mere selvsikkerhed på scenen. Men hvad helvede, med sygdom på struben og den unge alder hos medlemmerne i bandet, der altså kun blev dannet i 2012, er jeg villig til at se gennem fingrene med det. Det kommer uden tvivl senere hen i deres musikalske rejse.
Trods mindre tekniske problemer og den tidlige mangel på publikum, endte det dog med en flot koncert og en gennemført optræden af Greta Van Fleet.
Jeg glæder mig til at opleve dem igen til deres udsolgte og længe ønskede koncert i Tap1 i København.
Selvsamme Mathilde Maria Rønshof tog også flere billeder af oplevelsen: