Tin-bryllup i DR

Bersærk. Et band, der af det generelle danske metalfolk er ganske elsket. Et band, der med sine hedenske tekster og tunge lyd gang på gang har skabt en kæmpe fest blandt publikum. Et band, der er kendt for at få publikum til at skråle med, moshe og generelt bare have en pissefed fest. Så at fejre sit 10årsjubilæum et sted som DR’s Koncertsal virkede til at starte med mildest talt lidt underligt. Og underligt blev det også. Men samtidig fuldstændig vidunderligt.

Bersærk vælger at starte koncerten ret uvant. Nemlig ganske sagte med fokus på stemningsopbygning med et akustisk set på godt og vel seks sange. Der er ingen tvivl om, at det her var lidt underligt for både publikum og band, men samtidig så virkede det til at være en helt perfekt start på en koncert i et lidt uvant lokale. Koncerthusets rammer gjorde, at denne start virkede meget mere naturlig og oplagt. Men man kunne da godt mærke, at Bersærk og publikum også snart gerne ville have, hvad vi alle var kommet for. Det kriblede helt i alles fingerspidser efter noget groovy og tung metal; så meget, at selv nogle få publikummer var begyndt at synge åbningsriffet til ”Tordensol”.

Efter det lille akustiske set gik Bersærk da også for alvor i gang. Liiige nøjagtigt som man kender dem. Håret svinger, guitarerne har fået en god mængde distortion og Casper Popp, der råber ”JA TAK!” NU er vi for alvor i gang. Og dog. Der er nemlig en lidt mærkelig stemning i lokalet.
Hvis myten om metalheads skulle være sand, så burde alle have flået stolene af gulvet og være begyndt at moshe fra det første ”JA TAK!”, men folk bliver simpelthen siddende i deres stole. Helt pænt. Igen giver det her en ret anderledes oplevelse af en Bersærk-koncert. Ikke nødvendigvis dårligt, men samtidigt så mistede man lidt af den fællesskabsånd, som der typisk er til en Bersærkkoncert. Det er på en måde lidt ærgerligt, da Bersærk for mit vedkommende er et band, der får os alle til at føle os som en samlet flok med fællesskrål og kammeratlig headbanging. Der blev gjort lidt forsøg på at få publikum til at synge med, meeen det virker til, at folk stadig var lidt forfjamskede og utrygge ved at udvise deres ”normale” adfærd i disse ellers så fine rammer.

Én atypisk ting, der dog var ret fed, var lyden. Typisk, når jeg har set Bersærk spille, har det været HØJT! Så højt, at da jeg prøvede at nyde deres koncert på Copenhell 2022 fra bakken, var det lige før, det var FOR højt med ørepropper i. Men DR’s Koncertsal er jo uden tvivl lavet til netop koncerter, som gør, at lyden stod fuldstændig skarp og behøvede ikke at blive skruet helt op på 11 for at give en ønsket effekt af storhed, vildskab og bombastiskhed.

Bersærk spillede som altid med krop og sjæl. De fire hovedmedlemmer gav den al indlevelse og kærlighed, den kunne trække, uden at gå på kompromis med musikaliteten. Dog må jeg sige, at deres tourguitarist (hvis navn, jeg desværre må indrømme, jeg har glemt) leverer jovist noget til live-lyden, men den store performer er han ikke. Når størstedelen af bandet leverer stort set alt, hvad de har, virker det lidt distraherende og underligt, at der står en guitarist i kongesiden (venstre side) af scenen, der ”bare” spiller musikken.

Bersærk. Kæmpe fucking tillykke med de 10 år. Jeg håber, at I i hvert fald tager mindst 20 mere. I har givet undertegnede mange enormt fede oplevelser indtil videre, og jeg håber på flere endnu og jeg glæder mig til at se, hvad der sker, når I kommer på den anden side af jeres fabelagtige undergangs-trilogi. Det var fedt at se jer i uvante rammer, men nu vil jeg glæde mig til næste gang, hvor vi kan få lidt mere fadøl og skråleri end vin og knipseri.