Jeg lægger hånden på hjertet og indrømmer, at den mere eller mindre elektronisk dominerede genre, som Depeche Mode, gør sig i, ikke er min force at besøge mest ofte live.
Faktisk var jeg mest nysgerrig efter at se den officielle trio med følge live, fordi jeg fra barndomsben i min udforskning af metallen – og musik generelt – erfarede, at Depeche Mode har været ophavsmænd til sange, som alle fra Johnny Cash til Rammstein har lavet deres versioner af.
Så når man har påvirket så diverse kunstnere, må man jo kunne appellere til at bredt spektre af folk med alskens musisk interesse, så det – kombineret med en af vore andre anmelderes rosende ord til bandet tidligere på året – gjorde, at jeg måtte opleve Depeche Mode ved selvsyn.
Forude for koncerten havde denne velforberedte journalist gennemlyttet bandets seneste udgivelse, Spirit, og uden at gøre mig til kender udi bandets lydunivers, så lød skiven på mig til at lægge sig i fin forlængelse af bandets andres udgivelser – men hvordan ville det fungere live?
Vi lagde sjovt nok ud med en afspillet version af sangen “Cover Me” (som senere blev spillet til fulde) og så videre til “Going Backwards”. Begge sange er fra nævnte skive, og ved første toneanslag fra det punktlige klokken 20.45 var det dømt symbiotisk effekt mellem publikum og liveakt.
97 procent af de koncerter, jeg vader til, er meget guitardrevne, og her ender det ofte med, at enten er lyden i Spitzenklasse, fordi lydmanden har en god dag, eller også er det bare en tynd kop mudder af alle de forskellige årsager.
Depeche Modes musik forlanger af publikumsgængeren og for den sags skyld lytteren derhjemme, at man lader sig opsluge af det auditive univers, som bandet fostrer.
