Anmeldelse af Ahab + support, Spillestedet Stengade, Nørrebro København, d. 03/05-2024.

Små tyve år efter gruppens dannelse kom tyske Ahab endelig til Danmark med et lækkert og tungt show på Spillestedet Stengade.

Foto: Magnus Karms Blichfeldt

Leela

Aftenen lægger ud med debutkoncert fra instrumentalbandet Leela. Instrumental musik tiltaler mig enormt meget, og derfor er aftenens koncert da også allerede fra start spændende.

Leela er en firkløver, hvor gruppen instrumentalt har både keyboard/synth, bas, trommer og naturligvis guitar. Egentlig et fint lidt retrosetup, hvor samtlige musikanter får plads til at skinne igennem musikalsk. Riffsene er ofte enten til den tunge lidt groovede doom-side eller rene og mere finurlige i deres melodier. Synthen er fin og insisterende. Den gør ikke konstant et stort væsen af sig for så pludselig at overtage lydbilledet i højere grad med sine velfungerende melodier.

Sammenspillet sidder hovedsageligt fint for bandet her til aften. Desværre med få afstikkere, hvor de forskellige instrumenter ikke helt rammer det samme slag. Dette hjælpes ikke just af en mildest talt ringe opførsel fra en fremmødt fotograf, der konstant tager billeder med voldsom blitz, imens kameraet ryger helt op i ansigtet på de udøvende musikere. En mildest talt ringe opførsel til en koncert at være til så meget gene for både de optrædende og tilskuerne.

Lyden fungerer fint til bandets grovkornede udtryk og spillestil. Man bemærker detaljerne i de forskellige stykker i gruppens yderst varierede musik. Bevares, ikke alt, der bliver spillet, er lige spændende for denne anmelders vedkommende, men Leela har rigeligt, der alligevel bringer et smil på læben og en trang til at bevæge hovedet i takt til musikken. Bandet supplerer med en lækkert og småintrovert optræden, der dog stadig har godt med energi.

Leela starter aftenen ud på fornuftig hvis med deres tunge og post-inspirerede instrumentale metal. En debutkoncert, der helt klart er godkendt!

Drukner

Vi bliver i det tunge hjørne her til aften. Københavnske Drukner lever op til deres navn med tung doom, hvor man flere gange netop tænker, at musikken kunne være soundtracket til en drukneulykke. Det er tungt, men også bevægende, og man mærker nærmest vandets omklamring. Sjældent har et dansk navn passet så godt til det musikalske udtryk og lyd.

Drukner spiller med en god intensitet, og publikum rykker hurtigt tættere på scenekanten, ligesom der også headbanges en del og ikke mindst jubles både under og efter numrene. Stengade virker glad for Drukner, og det forstår man godt med den indlevelse, de har i deres musik og optræden.

Der er rigtigt god energi at spore på scenen, og bandet spiller også lækkert. Musikken har gode progressioner, så til trods for at det er doom, så kører det ikke bare i den samme rille hele tiden, sådan som det ofte hører sig til indenfor genren. Drukner spiller varieret og med god sans for både melodi, groove og ikke mindst tyngde.

Energiniveauet ligger godt for bandet, og de lader sig heldigvis ikke synderligt genere af den vedvarende blitz, der ikke har tænkt sig at være mindre insisterende på at ødelægge aftenen. Der er god gejst på scenen, og bandet holder et lækkert og velfungerende energiniveau. Den ene guitar skiftes af og til ud med lidt synth fra et for mig ukendt Moog-system, og dette afbræk fungerer rigtigt fint ikke bare musikalsk, men også i forhold til bandets optræden.

Lyden er stadig til den grynede og måske til tider uklare side, men dette passer ganske godt til Drukners ellers beskidte og tunge musikalske udtryk.

Drukner spiller en koncert med et godt nærvær og en musikalsk rød tråd, som i den grad lever op til bandnavnet. Det er første gang, jeg oplever københavnerne, og hvis aftenens koncert er sædvanlig for gruppen, håber jeg i den grad heller ikke, at det bliver sidste gang.

Ahab

20 år skulle det tage, før aftenens hovednavn fik sat skibet Pequods kurs imod nord i deres søgen efter den sagnomspundne hvide hval. Tyskerne har jo nok vurderet, at den hvide hval Moby-Dick nok ikke befandt sig i umiddelbar nærhed af Den lille Havfrue, men nu tyve år efter gruppens start tager de sgu alligevel og tjekker efter – til stor fornøjelse for danske doom-entusiaster.

Spændingen er til at føle på i den lille sal på Nørrebro, allerede inden tyskerne går på scenen. Der er godt fyldt i salen, hvilket man da også havde forventet, da der er endt med at blive udsolgt. Bandet går på scenen nærmest direkte efter linecheck. Ikke for mange dikkedarer, nu skal der spilles doom!

Det skal jeg love for, at de gør. Ahab er mestre i at skabe mindeværdige melodier, og de bliver nærmest fyret af på stribe her til aften. Variationen imellem det smukke og det tungeste og dybeste doom, man nærmest kan forestille sig, gør Ahabs musik utroligt smuk, og flere gange imponerer det, hvor stille publikum faktisk er under koncerten. Dette bemærkes særligt, fordi Ahabs lydbillede er så dynamisk, som det er, med en stor spændvidde i, hvor højt og intenst der bliver spillet; en ting, som bandet og naturligvis lydmanden udfører til bravur her til aften.

Lyden er lækker og dynamisk, uden at man mister den tyngde, som man ikke kan komme udenom, er et af Ahabs helt store trækplastre. Trommerne er især lækre og har godt med knald og dybde i lyden. Guitarerne lyder ikke altid konventionelt pænt, men når den diskante bikube flår lytteren i ørerne, er det også bevidst og fungerende i den musikalske kontekst.

Ahabs sætliste bringer dem godt rundt, og der bliver særligt jublet fra publikum, da der imod slutningen spiller den klassiske “The Hunt”. Bandets sammenspil sidder langt størstedelen af tiden godt, omend man til tider bemærker lidt nervøsitet i leadguitaren, hvor enkelte toner lander lige skævt nok til, at det virker rigtigt. Ligeledes er der enkelte pedalskift, der ikke sidder helt rent i kampens hede samt stadig lyset fra den allestedsnærværende blitz fra førnævnte fotograf.

Ahab går dog ikke uden lige at give et enkelt ekstranummer; det manglede da også bare efter tyve år, når man at tænke. Dette leveres ligeledes til stor jubel og klar tilfredshed hos aftenens fremmødte publikum.

Tyve år er lang tid at vente på et band, men det har nu alligevel været ventetiden værd. Ahab spiller nærværende og tungt uden at miste fornemmelsen for dybden og det melodiske.

Tyskerne kan noget med den tunge og storladne doom – dette beviser de her til aften. Det er både tungt, storladent og smukt på en og samme tid. Lad os håbe, at der ikke går tyve år, før de kommer igen.

Herunder kan du se et galleri fra aftenens koncerter, taget af vores udsendte fotograf Magnus Karms Blichfeldt: