Týr holdt den hedenske hammer højt

Anmeldelse af: Tyr m.fl., Udgårdsfest. D. 30. september 2022 i Pumpehuset, Kbh.

Til Udgårdsfest var Vanir vattede, og Trold var tamme, men Heidra var (også) hidsige.

Fotograf: Mark Stoumann

Vikingemetal-minifestivalen Udgårdsfest blev afholdt for tredje gang fredag d. 30. september med Vanir, Svartsot, Heidra, Trold, Varang Nord og Týr i København.

Den første gang var tilbage i 2019, hvor Trollfest, Moonsorrow og Vanir var nogle af navnene på plakaten. I 2021 spillede bl.a. Heidra, Vanir og Lamentari.
Jeg har aldrig før været til Udgårdsfest, så jeg var spændt om det ville være ligesom Nordic Noise eller mere Copenhell.

Udgårdsfest – som var arrangeret af bl.a. Søren Weiss Kristiansen fra Mighty Music, Target Group, Nightcrawler Promotion og meget andet – havde en lidt for stram tidsplan, der betød, at alle bands blev 15-20 minutter forsinket. Det var ærgerligt, at de fleste bands kun havde fået en time inkl. gearskift. Af praktiske årsager missede jeg desværre Svartsot og Varang Nord.

Se galleri af alle bands i bunden af anmeldelsen.

Trold

Keyboard og trommer var de mest dominerende og overdøvede både guitarer, bas og næsten også vokalen fra første sang. Forsangeren, Astór Palsson, prøvede ellers at skære igennem med sin lettere hæse stemme. Det var fedt, at der blev sunget på dansk, man skulle bare lytte godt efter. Salen var allerede nu fyldt godt op, hvilket er positivt overraskende i forhold til, at dette kun var aftenens andet koncert.

Laura fra hedengangne Huldra på violin kom med på scenen til “Heksen fra Bloksbjerg” og ‘stjal’ endnu mere af lydbilledet, og hun blev næsten hele koncerten på scenen. Kristian fra Idaslet på trækharmonika gæstede også scenen på et nummer, hvor teksten mindede om “Røvervisen” (Vi lister os af sted på tå, når vi går ud og røver…) fra Folk og Røvere i Kardemomme by. Kristian blev også hængende det meste af showet.
Der blev spillet en sørøversang a la Alestor, bare ikke så gakket som på Copenhell i år.

Folk hoppede og var godt med, selvom der var få, der sang (af hvad man kunne høre). “Troldenes Nat” afsluttede koncerten, hvor forsangeren til tider spillede på en mandolin, som (også) var svær at høre. Næste gang må de skrue højere op for guitarerne.

Heidra

Konferenciererne, Kasper Behrendt og Søren Weiss, annoncerede inden Heidra gik på, at dette ville blive guitarist Martin W. Jensens sidste koncert med bandet; noget, som blev sagt lidt for mange gange til sidst.

Martin startede med at sprænge en streng allerede efter første nummer, men i det mindste kunne man høre guitarerne mere tydeligt end forrige. Vokalen af Morten Bryld var også mere solid og havde mere bund, og deres univers var også tungere, hvilket kunne ses på publikums hop/manglen på samme. Lyden var måske mindre catchy, men det ikke en dårlig ting, absolut ikke. “Dusk” havde dog også melodiøse passager, hvilket klædte den mørke vokal. Heidra var aftenens overraskelse!

Titelnummeret fra deres seneste plade, To Hell or Kingdom Come, lukkede koncerten. Martin takkede for alt og skålede for sit sidste nummer. Martin gav fortsat alt, hvad han havde især på sit instrument. Publikum hujede Martins navn taktfast. Det må have været et bittersødt øjeblik for ham, må man formode. Et fint punktum for en fin koncert, der skruede op for flere kvaliteter.

Vanir

Vanir fortsatte det musiske niveau fra Heidra, men vokal og teksterne er desværre lige så utydelig for det utrænede Vanir-fanøre ligesom Trold.
Forsangeren, Martin Håkan, growler måske for dybt i forhold til de andre instrumenter? Lydbilledet var i hvert fald lidt mudret. De fleste bandmedlemmer gjorde ikke meget væsen af sig – de spillede “bare” deres instrumenter. Det virkede som om, de ikke havde nogen personlighed.

En sang blev præsenteret som omhandlende orker og hobbitter. “Orkede” publikum det? Stemningen var “ringe”. Folk var kun delvist med og mest, når der blev skålet fra scenen, og hornene skulle i vejret. Det virkede som om, de bare ventede på Týr. Jeg havde høje forventninger til Vanir, fordi jeg havde hørt meget godt om dem, men de blev ikke indfriet.

Týr

Konferenciererne, Søren og Kasper, fortalte, at for 25 år siden spillede Týr deres første koncert på Øresundskollegiet beliggende på Amager. Kollegiet bliver kaldt Færø-ghettoen, fordi, der er så mange færinger. Pumpehuset blev for en kort bemærkning en “Týrfan-ghetto”.

Under introen, “Hell’s Prelude”, fik jeg allerede gåsehud, men det blev afbrudt, fordi de fortsatte med “Blood of Heroes”, og ikke “Gates of Hel”, som den gør på deres seneste album, Hel.

Intensitet hos publikum varierede fra at være tændt i starten af numrene til mere tilbageholdende undervejs, og nogle gange leve op igen i slutningen af sangene. Om det skyldes, at klokken havde passeret 23, at det var aftenens femte band eller noget tredje, er ikke til at vide, men det var lidt ærgerligt, for Týr spillede ellers upåklageligt, hvis man ser bort fra nogle tekniske problemer mellem et par numre.
Det nyeste medlem, guitaristen Hans, blev introduceret sammen med de øvrige medlemmer. Bassist, Gunnar H. Thomsen, var i hopla, og spredte livsglæde bare ved at kigge på ham – skønt!

Den episke forløsning udeblev, måske fordi de hverken spillede “Mare of My Night”, “Grindavísan” eller “Sunset Shore”. Man fik ellers en forsmag på det storladne på “Ramund Hin Unge” og “By the Sword in My Hand” – forsangeren, Heri Joensen, var også i storform. Det var en lidt ærgerligt følelse at slutte en ellers god koncert af på, hvor Týr tryllede lidt. Næste gang må de få mere tid til rådighed f.eks. på Copenhell 2023.

Udgårdsfest minder hverken om Nordic Noise eller Copenhell. Hvis de får styr på deres spilletiden og booker flere større navne, kunne de godt få en scene i Udgårdsområdet på Copenhell, hvis Copenhell på et tidspunkt altså udvider.

Týr setliste: