Anmeldelse af: Lorna Shore. Roskilde Festival, Avalon. 28. juni 2023.
Lorna Shore beviste med afsindigt overskud, hvorfor de er blevet så store de seneste år.
Foto: Louise Petersen
Lorna Shore er eksploderet på det seneste. Turné efter turné og omtale, man skulle tro, var løgn. For at sige det mildt: det er gået godt for Lorna Shore de seneste to år.
Roskilde har (formentligt) været så heldige at snuppe Lorna Shore foran næsen på Copenhell, hvor mange ellers havde forventet, at de ville indtage en af de store scener med deres symfoniske orkester-deathcore.
Det var i hvert fald lige præcis, hvad de gjorde i Avalon-teltet på Roskilde Festival.
En dedikeret fanskare har samlet sig foran Avalon-scenen, inden Lorna Shore skal til at gå på. Koncerten overlapper i øvrigt festivalens helt store hovednavn Kendrick Lamar på Orange-scene, men publikum virker upåvirket af at misse mastodontrapperen. De er kommet for at se Lorna Shore – hvilket er en fornuftig prioritering.
Mørkets symfoniorkester
Bandet træder ind på scenen til den pompøse intro til nummeret ”Sun//Eater”. Nummeret går ordentligt i gang, og guitarerne kører derud af på fuld smadder, mens trommerne ligeledes galoperer efter. Til start er lyden rigtigt tynd og ikke særlig distinkt, hvilket er superærgerligt, når man har med en frontmand som Will Ramos at gøre. Hans vokal skal simpelthen være klar i lydbilledet, men det er den desværre ikke.
Der bliver justeret lidt på lyden, så lydbilledet fremstår klarere senere i koncerten, men det er stadig ikke perfekt. I få sekunder får lydmanden (ved et uheld) skruet rigtigt højt op for alting. ”Sådan dér! Nu lyder det rigtigt!” tænker jeg. Men det viste sig bare at være en fejl, og lyden blev hurtigt ændret tilbage til det oprindelige tynde lydbillede. Enormt ærgerligt.
Det dårlige lydbillede svækker dog ikke bandets præstation. Tværtimod, så er vi måske oppe og snakke om festivalens bedste koncert her(?).
De mægtige guitarriffs når telttoppen i de afsindige tunge breakdowns i ”Welcome Back, O’ Sleeping Dreamer”, ”Of the Abyss” og ”Into the Earth”, mens Will Ramos brøler og skriger lungerne ud på infamøse ”To the Hellfire”.
Der er noget specielt over Lorna Shores breakdowns, som jeg ikke synes, at andre deathcorebands formår at opnå. Det tætteste, jeg kan beskrive dem som, er, når Boba Fett bruger sin seismic charge i Star Wars. En slags soniskødelæggende eksplosiv chokbølge bare i form af deathcore, der så bliver brugt i orkestrale smadderbreakdowns.
Der bliver sluttet af på hele ”Pain Remains”-trilogien. De tre sammenhængende numre bevæger sig ud i noget, der minder mere om et orkesterstykke fremfor en metalkoncert. De følelsesladede numre er ikke storslået, de er monumentale. Man bliver næsten helt rørt af dem, og mine to venner, der begge har købt endagsbilletter kun for at se Lorna Shore, står i hvert fald begge og stortuder uafbrudt under numrene.
Jeg er langt fra den store deathcorefan, men Lorna Shore er noget helt særligt. Copenhell! Skynd jer at få dem på programmet næste år! Det ville kun gavne!
Louise Petersen giver jer flere billeder fra koncerten her:
