Undergrunden opper sig

Langt om længe var det blevet tid til at besøge det “nye” High Voltage i København, og når øllet var billigt, og entréen ligefrem var gratis, var det en chance for undertegnede, medbragte fotograf, andre nysgerrige og alle andre metal-elskere at se, hvad der rumsterer i undergrunden af metal-musik.

“Det minder lidt om det gamle The Rock,” fremmaner fotografen ved ankomsten til High Voltage nye lokaler på Vesterbro i København, og det sendte mig med det samme ned ad mindernes allé, da jeg faktisk optrådte på det hedengangne spillested/natklub for 10 år siden.

Dengang tøffede vi som band bare ned og indspillede lidt numre, når vi lystede, og ellers optrådte, når vi ønskede det – og gerne bare for lidt gratis øl.

Nu om dage har efterhåndens selv de mindste bands en (irriterende) manager, road crew, riders, en SoMe-strategi, dyrt udstyr, og jeg skal komme efter dig.

Men spørgsmålet er så, om musikken kan stå mål med de store armbevægelser.

Posterity
Første band havde også deres første koncert denne aften, og de havde også kun smidt en snert af lidt lyd ud, inden de skulle optræde til denne debutkoncert.

Nervøsiteten var til at føle hos alle medlemmer, men som koncerten skred frem, så blev det statiske udtryk også mere levende at se på.

Men hvad der manglede i begyndende liveenergi, vejede de virkelig op for i fede sange! Genreprædikater kan være en kælling (og nogle gange unødvendige), men jeg hørte melodisk metalcore, så var der noget prog i udtrykket, noget djent, og, og…

Bandet vil meget på én gang, og man fornemmer, de lige skal lære at skære fedtet fra benene i nogle af sangene, men det ændrer ikke på, at trods lidt bagudliggende guitar i lydbilledet fra start, så sad numrene skarpt denne aften, og sikke da en helvedes debut! Medlemmerne kender bestemt deres gear og færdigheder ned til noget nær perfektion.

Apropos helvede, må forsangeren også have slikket lidt på indgangen til helvede og befundet sig i Skærsilden lidt for længe, siden han må have forhandlet med djævelen selv for at have erhvervet sig sådan en vokal. For hvor det høje growl ikke altid lige ramte perfekt, så blæste det dybe growl os bagover – mere af det!

Hvis bare alle havde en debut, som den her i mere end én forstand, så ville alt starte godt og være mindeværdigt og ikke en pinlig affære… NÅ, hurtigt videre:

Silent Fracture
Disse drenge har vi været så heldige at have med til vores M.A.D. Night før (ja, dét var lige ananas i egen juice), og sikke da en udvikling, de har taget sig siden dengang!

I energiniveau var de lige 30 procent over Posterity, og de kom virkelig ud over scenekanten, og trods få udgivne numre forud for deres kommende fuldlængde så havde deres bagkatalog virkelig stor variation, og man har næsten ondt af mere erfarne bands, at de næsten bliver overgået så hurtigt af Silent Fracture.

Deres metalcore med snert af alternative metal og andre delelementer kom virkelig godt rundt i lokalet, hvor publikum nu helt naturligt kom mere frem af sig selv, og det virkede reelt til, at folk udnyttede den gratis indgang til liiiige at se, hvad der skete nede i det larmende High Voltage.

Jeg lader mit sidste notat om bandet tale for sig selv: “Velspillet galore, skide godt!”

Royal Deceit
Hånden på hjertet, da jeg hørte bandet her første gang på skive, tænkte jeg: “Damn, de har da skævet lige lovlig voldsomt til bands som KillSwitch Engage og Slipknot!”

Men alle bands skal jo starte et sted, og man kan let komme til – eller forsøge – at lyde som ens musiske idoler (jeg taler af erfaring…).

Derfor var jeg lidt spændt på, hvad der egentlig var i vente, når disse skanderborgensere skulle optræde så langt fra hjemmebane.

Men optråde, dét ku’ de, og deres lyd var så sandelig deres egne! Min første reaktion til makkeren ved siden af mig var også: “De er i sandhed hovednavnet!”

Jeg er selv ikke fan af betegnelsen NuMetalcore, men det er vitterligt den eneste måde, jeg kan beskrive deres lyd bedst på – og det er positivt ment.

De har taget det bedste fra ‘corens højtid og tilsat lidt lækkert fra dengang Nü Metal var populært, men det samlede udtryk var i sandhed deres eget.

Måske er jeg bare en sucker for den slags lyd, men jeg blev så blæst bagover af bandets frembrusende performance, nærværhed og spillegejst, at jeg virkelig ikke kan vente til næste gang, jeg skal se de her drenge!

Hvis undergrunden fortsætter med at udvikle sig så proportionelt, så ser fremtiden (også) lys ud for dansk metal, og afspejler sig også i de respektive karakterer til de optrædende artister.

Nej, de tre bands denne aften kan ingenlunde måle sig med de store, internationale navne, men at bedømme alt fra en debutkoncert og andre kun lidt erfarne bands ud fra, hvor de er nu, så er karaktererne velfortjent givet ud.

Og så satte vi os ellers hen i (skamme)krogen og hyggede os, som sagde kalenderen 2008 nede på The Rock.

Her glæder mig allerede til at komme igen på High Voltage!

Mark Stoumann fandt overskud til at lave galleri fra aftenen: