Anmeldelse af: Heilung. Hades, Copenhell. 21. juni 2019.
Heilung skabte virkelig en stemning for dem, der blev – men den var hurtigt afluret af, hvad der foregik.
Foto: Guillaume Blanjean
Stamme/folkemusik uden så megen snert af rock eller for den sags skyld metal, hvordan kan det passe ind på Copenhell anno 2019?
Havde dette… fænomen, som de blev omtalt fra scenen, heller ikke fået denne aparte plads efter “hovednavnet” denne fredag i form af Slipknot, så var de nok blevet forbigået af mange, men dem, som blev – der nok var dedikerede fans – fik en oplevelse af de store.
En person kiggede mig i øjnene som et dådyr, der havde set forlygterne på en bil, og sagde: “Det er jo genialt, det der!”
Arh, det ville jeg måske ikke ligefrem kalde det, og kald mig bare uvidende på dette område, men havde jeg set Heilung under nogle andre, isolerede rammer end som “nedtrapning” efter energiudladningen Slipknot på en festival, så havde det nok efterladt et andet udtryk end bare summende stammedans anno langt før Jesu tid for mig, men efter så mange festivalindtryk denne fredag, så kunne jeg ikke tage mere ind fuldt ud.
Lyden blev også lidt mudret, og man skulle virkelig holde fokus konstant for at fange, hvad der foregik; så havde omgivelserne, som nævnt, indyndet til stilhed end en fredagsfest, så var karakteren nok blevet højere, men det, som de kan, gør de godt.
Men om det er langtidsholdbart, det tvivler jeg lidt på…
Guillaume Blanjean tog billeder fra denne seance:
