Anmeldelse af: Wishbone Ash. Amager Bio, Kbh. D. 30. januar 2024.
Wishbone Ash rammer “sidde i en gammel lænestol med sin sixpence, et vinglas i hånden og lytte til progrockplader”-stemningen rimelig spot on med deres koncert i Amager Bio.
Foto: Kasper Pasinski / https://www.facebook.com/
Der er de nye bands, der prøver at lyde som de gamle bands; nye bands, der prøver at opnå den genkendelige 70’er prog-rocketikette. Og så er der de bands, som de nye prøver at lyde som. De bands, der er the real deal. Wishbone Ash er ét af de bands.
Når jeg engang bliver gammel og grå, så vil jeg være som de fremmødte koncertgængere i aften. Ligesom gamle mennesker er glade for, at unge mennesker opdager musikken fra deres tid, er jeg glad for at se, hvordan nogle gamle mennesker er viljestærke nok til at komme ud af huset for at se de bands, der var fede i deres tid. Sådan en mulighed er der nemlig i aften, da Wishbone Ash kommer forbi Amager Bio.
Der er noget beroligende over deres stærkt guitarfokuserede prog-rock, som tydeligt kan mærkes på drømmestemningen i Amager Bio. Der er noget sødt over at se de gamle mennesker stå med lukkede øjne og svaje fra side til side og se, hvordan smilet på deres ansigter intensiveres, når guitarist, Mark Abrahams, lige bender guitarstrengen ekstra meget for at ramme de høje toner i soloerne.
Og hvilket mere passende åbningsnummer end “Real Guitars Have Wings”, der sætter den guitarfokusrede stemning til resten af koncerten! Obligatoriske “The King Will Come” og andre kendte numre bliver også spillet, men den drømmestemning, jeg nævnte tidligere, går ofte også hen og bliver ganske trættende. Jeg kunne godt bruge en lænestol, så kunne jeg virkelig lege morfar, der sidder og hører 70’er-prog. De andre koncertgængere kunne sikkert også trænge til en lænestol, men det er nok mere på grund af deres knæ.
Det er ikke en perfekt koncert, men man skal også huske på, at de gamle herrer på scenen har været i gang i årtier, og de ved stadig, hvordan man opfører et show. Guitarværket var tight, og vokalen var overraskende stærk. Så for os kræsne folk, der sætter pris på et godt riff og en solid guitarmelodi, rammer Wishbone Ash stadig ret godt plet.
Deres musik har ældet som en fin vin, men i aften føltes det mere som en udmærket vin – ikke alt for fancy, men den får stadigvæk jobbet gjort.
Galleri af Kasper Pasinski / https://www.facebook.com/
Øvrigt galleri af Bjørn Bavngaard:
