Der er gået fire år siden Flamingo Overlord – den længste pause mellem to album i TrollfesTs 20-årige karriere. Den 6. november lander Trollywood via Reaper Entertainment: elleve numre om trolde, der jagter berømmelse i en underholdningsindustri, som æder sig selv.
Vi ringede til Jostein Austvik dagen før bandet skulle debutere de nye kostumer i Italien.
Titlen Trollywood – er det en joke om det, der foregår i USA, eller er I langsomt ved at overtage verden?
Måske begge dele. Der er tydeligvis lidt inspiration fra Hollywood Hills i titlen. Men flere af sangene og teksterne er mindst et år gamle, så igen er vi heldige med, at verden matcher vores tekster. Det er rart – men det er også lidt et what the fuck-øjeblik. Måske skulle vi prøve at skrive et album om, at alting ordner sig selv og klimakrisen er overstået. Bare for at se, om det så også sker.
Det er den længste pause, I har haft mellem to album. Hvorfor?
Sikkert flere grunde, end jeg selv er klar over. Flamingo Overlord udkom mere eller mindre midt i pandemien, så alt omkring udgivelsen blev forsinket. Da vi normalt ville være begyndt på et nyt album, havde vi dårligt nok turneret det gamle.
Og så var flamingoerne både en velsignelse og en forbandelse. Vi var vildt stolte over at få kostumerne fra den norske statskanal, og de så fantastiske ud – men de var proppet med fjer og var røvvarme. Ved de sidste to gigs var de faktisk begyndt at mugne. Så det er rart endelig at have pakket flamingoerne væk.
Så nye kostumer til det nye album?
Ja, vi debuterer dem i Italien i morgen. De er 98 procent færdige – vi får jo altid nye idéer undervejs og hægter lidt på hist og pist.
Er der gæsteoptrædener på pladen?
Flere, faktisk. Petri Lindroos fra Ensiferum synger på et af numrene, og han leverede som altid.
Så har vi Miriam "SfinX" Renvåg, en gammel ven af huset. Hun har sunget på Norwegian Fairytales, var med i pigekoret på Helluva, og hun synger i Ram-Zet, hvor vores synth- og harmonikaspiller sidder bag keyboardet. Jeg tror også, hun engang spillede i band med vores trommeslager. Den sædvanlige lille cirkel – alle kender alle.
Og så Mathias fra det norske band Vanvid. Mange har set ham som stand-in for Finntrolls sanger på Heidenfest i år. Han fandt tid til at være med på et af vores numre. Det er altid rart at få venner ind og kaste lidt af deres glans over det, man laver.
Har I eksperimenteret med nye lyde?
Der er en masse synthlyde, vi ikke har brugt før – blandt andet gammeldags black metal-synth. Og nye, bedre sample-biblioteker. Vi har også leget lidt mere med elektroniske lyde, i det små.
Vi brugte en tromme, en svensker har lavet: en rejseudgave af en udu-tromme, som normalt er en keramisk krukke. Keramik og krukkeformer er jo ikke ideelle at slæbe rundt på, så han har bygget en rund aluminiumsversion med næsten samme lydkarakter.
Og så brugte vi en ambolt. Vi har en ven i Florida, der havde adgang til en, så vi fik ham til at optage nogle slag med en forhammer. Dem brugte vi til at fede lilletrommen op på et af de hårdere numre.
Så lilletrommen lyder som Lars Ulrich på St. Anger?
En lille smule, ja. Forhåbentlig med en lidt pænere tone end den.
I har været igennem flere faser end en teenagepige. Lider du af Peter Pan-syndrom?
Jeg er fristet til at sige: forhåbentlig. Det er sundt at være ung i hjertet. Der er jo ikke meget sjov ved at blive voksen, vel?
Jeg arbejdede i børnehave i en del år, og der er en enormt smuk, legende indstilling, man finder hos 90 procent af børn – men måske kun 5 til 10 procent af voksne. Og selv hos dem, der har den, er det noget, folk skammer sig lidt over. Man ser det et øjeblik, og så rammer det dem: shit, nu gjorde jeg noget barnligt, jeg er voksen, jeg må tage mig sammen og være præsentabel.
Jeg siger ikke, at børn skal bestemme alt. Men børn skammer sig ikke over at være begejstrede. De kaster sig ud i legen uden først at skulle have reglerne på plads. Jeg tror, livet bliver federe, hvis man får bevaret noget af det.
Når jeg ser jer live, virker det meget som "fuck hvad andre tænker".
Det er noget, vi stræber efter. For mit eget vedkommende prøver jeg at bekymre mig så lidt som muligt om, hvad andre synes. Det er en nem måde at holde kontakten til sig selv og føle, at man får noget ud af livet. Nogle gange er det pinligt, nogle gange er det hårdt. Men jeg tror, det er sundt at prøve de ting af, man gerne vil, og ikke lade sig stoppe af, hvad andre måtte tænke.
Billedet til "The Troll Oscars" siger også noget i den retning.
Det er lidt af en pisstake på det, man vist kalder Mar-a-Lago-ansigtet efterhånden – den naturlige konsekvens af kosmetisk kirurgi i den eksperimenterende ende.
Og det er sjovt, for det minder mig faktisk om metallydens tilstand. For mange år siden begyndte vi at fikse lyden lidt med triggere og kvantisering, så kom de digitale forstærkere, og stille og roligt har vi perfektioneret lyden mere og mere. Nu er vi endt samme sted som folk, der er blevet afhængige af plastikkirurgi: Alting lyder så perfekt, at man ikke længere kan høre forskel på AI-musik og rigtig musik. Og idealet er blevet så unaturligt, at det er næsten umuligt at genskabe live uden at snyde – eller det, min generation i hvert fald ville kalde snyd.
Jeg siger ikke, at triggere og digitale forstærkere og autotune er snyd. Jeg er den første til at række hånden op og sige, at vi selv har brugt autotune og alverdens fiksfakserier for at lyde så godt som muligt på plade. Jeg vil bare påpege, at vi nærmer os plastikfasen. Mar-a-Lago-fasen.
Hvor går din egen grænse?
Der findes et punkt, hvor man tweaker noget til så meget perfektion, at det mister nerven. Men det er en meget individuel holdning. Du har dem, der mener, at alt indspillet efter 1984 er snyd, og at kun den gamle musik er ægte. Og du har dem, der elsker den AI-genererede sang, fordi den er fængende og giver dem en god fornemmelse. De har begge ret, og de tager begge fejl.
Selv kan jeg sagtens høre Archspire, Origin eller Lorna Shore og nyde det, selvom jeg udmærket ved, at trommerne er triggede og der er brugt et hav af cheat codes. Andre dage er det eneste, der virker for mig, en gammel liveoptagelse eller et barokensemble i en kirke optaget med én mikrofon.
AC/DC har altid været et af mine yndlingsbands – der er en groove og en intensitet i de gamle optagelser, hvor al lyd, du hører, bliver skabt af fem mennesker, der betjener deres instrumenter med præcision. Det savner jeg af og til i nyere musik. Men der findes også gamle AC/DC-optagelser, hvor jeg tænker: Den musikalske idé er fed, men mixet gør ikke nummeret retfærdighed.
Et af numrene hedder "ConTroll". Går I tilbage til lyden fra de tidlige album?
Nej, det tror jeg ikke, vi gør. Lydmæssigt har vi gjort mere eller mindre det samme som på Flamingo Overlord og optaget de fleste af de samme steder.
Trommerne tog vi i Strand Studio uden for Oslo – trommer kræver et ordentligt rum. En stor del af vokalen blev også optaget der, korene i øvelokalet, guitarerne i diverse hjemmestudier. Percussion blev optaget i min kælder, hvor jeg sidder nu. Saxofon i Metronomicon, hvor vores saxofonist er en af dem, der driver stedet. Gæstesangerne har optaget hos sig selv.
Så samlede vi det hele og sendte det til Jacob Hansen i Danmark, som mixede og masterede sammen med sit hold.
Hvis du skulle sætte en følelse på Trollywood – hvilken?
Både eventyrlyst og frustration. Der er elementer af glæde, men der er også noget rigtig mørkt.
Da jeg gravede i Hollywoods historie, blev det hurtigt et meget altomfattende emne. Du har det lyssky og sjofle med Diddy, Epstein og Playboy Mansion, og går man længere tilbage, foregik der en hel del, som ikke ville blive betragtet som fedt i dag. Og på den anden side har du hele Disney-siden: drømme, der går i opfyldelse, stjerner, der bliver født, folk der har levet på gaden i årevis og pludselig bliver opdaget af en agent og et år senere køber det dyreste hus på toppen af bakken.
Og alt derimellem. På mange måder er det smeltepunktet mellem kunst og kapitalisme, hvor kunsten bliver skabt, mens en masse kapitalistiske kræfter puffer kunstnerne i den retning, de tror er mest indbringende.
Det er svært at beskrive med ét ord. Varieret, måske.
Er det kun Hollywood, I stikker til?
Nej. Jeg har bevidst skrevet teksterne, så de er åbne for flere fortolkninger – ofte med to-tre idéer i hovedet på én gang, hvor jeg så leder efter de steder, de overlapper. Hovedhistorien er en fiktiv Hollywood-fortælling, men der ligger også et spark til menneskeheden og vores helt vanvittige optimisme omkring vores egne fremskridt, på trods af rigtig mange beviser på det modsatte.
Min yndlingsstandupper George Carlin havde en pointe om det. Alle render rundt og brokker sig over, at politikerne stinker. Og han sagde: Hvor tror I, de politikere kommer fra? De kommer fra vores lokalsamfund, vores skoler, vores universiteter, vores samfund. Det her er det bedste, vi kan gøre. Måske er det ikke politikerne, der stinker – måske er det os. Der har du et nyt slogan.
Jeg synes, meget af Hollywood er finansieret af vores guilty pleasures. Alle siger, Kardashians er noget lort, og alligevel bliver der pumpet vanvittige summer ind i det imperium. Hvis alle de mennesker, der siger, de hader Kardashians, rent faktisk hadede dem, havde vi aldrig hørt om dem.
Samme historie med blockbusterne. Den seneste kritik, jeg fangede, var, at alt er remakes og sequels, og at der ikke kommer originale idéer længere. Men gang på gang bliver en ny original film ghostet i biograferne, mens Iron Man 5 eller Politiskolen 52 klarer sig fint i billetsalget – film, ingen nogensinde ville nævne i en samtale om kvalitet.
Og det er også et spark indad. Jeg går selv rundt og tror, jeg primært leder efter noget nyt og spændende, og så sidder jeg derhjemme og ser en af mine yndlingsfilm for 50. gang i stedet for at tjekke den nye film ud, jeg aldrig har hørt om. Så der foregår også lidt selvstegning.
Hvor kommer teksterne fra?
Alt i livet inspirerer. Nogle gange ser man en sjov gangart på gaden, nogle gange hører man en dum samtale i bussen, nogle gange læser man noget i avisen, som bare bliver hængende. Og hvis man er heldig, står man en halv time senere med en ny melodi eller en tekstlinje.
Fordi hvert album har et koncept, der hænger sammen med kostumerne og det hele, er musikken typisk 90-95 procent færdig, før jeg skriver teksterne. Så sætter jeg mig med de instrumentale demoer og spørger mig selv: Hvad lyder det her som? Minder det mig om noget? Og hvis det gør, og det kan få lov at passe ind i konceptet, bliver det som regel præmissen for teksten.
Hvad sker der live det næste stykke tid?
Der er kun to festivaler på plads for næste år indtil videre: Metalfest i Tjekkiet og en festival i Spanien. Forhåbentlig kommer der flere – og vi vil meget gerne spille mere i Danmark. Copenhell i år var et af årets højdepunkter for alle i bandet.
Personligt vil jeg vildt gerne spille Roskilde Festival. Jeg tog derned som ung i starten af 00'erne, og i 2009 primært for at se det finske band Alamaailman Vasarat – de spiller metal uden guitarer og bas, men med to celloer, saxofon, synth og trompet. Hver gang stod jeg og kiggede længselsfuldt op på de store scener og tænkte: Hvis jeg er rigtig, rigtig heldig, står jeg måske deroppe en dag. Det ville være et ordentligt flueben i bogen.
Lynrunden
Den bedste øl?
Den gratis.
Den bedste cocktail?
Jeg er fristet til at sige "den gratis" igen. Men personligt er jeg meget glad for Moscow Mule og gin og tonic.
Det bedste troldecitat?
"Det lukter kristenmanns blod."
I de gamle norske folkeeventyr er skoven fuld af trolde, og trolde kan lugte kristenmandsblod – en kristen lugter anderledes, så en trold kan altid snuse sig frem. Det uhyggelige, når man fik de eventyr fortalt som dreng, var det øjeblik, hvor helten og prinsessen gemte sig i hulen, og trolden kom ind og brølede: Det lukter kristenmanns blod! Det er det fedeste troldecitat, jeg kender. Og også det eneste.
Yndlingsfestival?
Alt for mange at vælge imellem. 70000 Tons of Metal på krydstogtskibet fra Miami er en oplevelse og en halv, men det kan ikke sammenlignes med Wacken eller Copenhell – der er hverken mudder, lugte eller besvær, og dermed heller ikke helt den samme stemning.
De store som Hellfest, Wacken, Copenhell og Summer Breeze er sjove, men det er en anden boldgade end de små. Rockharz i Tyskland er god. En af de mest mindeværdige fra vores tidlige dage var en lillebitte tysk festival med omkring 500 mennesker, hvor de havde stillet en smadret bil og to-tre forhamre op ved siden af scenen, så folk kunne gå amok. Ambulancen kom forbi cirka hver anden time, fordi nogen havde ramt noget, der rikochetterede tilbage i hovedet på dem. Sådan en uofficiel festival, hvor en flok fyre har adgang til en stor mark og bare beslutter sig for at holde deres egen festival.
På de store festivaler er programmet fyldt op med det samme, og man når aldrig at opdage noget. På de små er det stort set alt, man har tid til.
Balloner eller bacon?
Er jeg sulten: bacon. Er jeg mæt: balloner.
Kringle eller svele?
Svele. Men jeg er ikke rigtig dessertmenneske – jeg er middagsmenneske. Saltet kød frem for enhver dessert. Bare ikke saltkringler.
Jägermeister eller mjød?
Mjød.
Yndlingscitat i beruset tilstand?
En ven af mig blev afleveret ved vores hoteldør efter en festival. Vi spurgte, hvordan hans aften havde været, og han sagde: "Jeg mødte en pige. En virkelig smuk pige." Nå, hvordan gik det så? "Hun begyndte at snakke med mig, det virkede rigtig hyggeligt." Hvem var hun, hvor var hun fra? "Hun var fra Røde Kors, og hun fulgte mig tilbage til hotelværelset."
--
TrollfesT – Trollywood Udkommer 6. november 2026 via Reaper Entertainment. Første single "Day Drinking" er ude nu.
Tracklist: Attention · Troll Brigade · Claiming the Walk of Fame · Bar of Mud · Prügelknabe · Day Drinking · The Real Breakthrough · ConTroll · Get on the Offbeat · Dreams for Resale · The Troll Oscars
