Anmeldelse af Sylosis, på Hades, Copenhell d. 18/06-2025.
Sylosis spiller fremragende på Hades scenen i år, men mangler ligesom det sidste pondus for at få dem helt op at ringe.
Foto: Joachim Vilholm Vilstrup
Der behøves ingen introduktion for dagens næste band. Sylosis går på scenen uden nogen dikkedarer, men med metalcorens og ikke mindst thrashens riffs intakt.
Gruppen spiller overbevisende, og der kommer hurtigt gang i de tunge breakdowns og de hurtigere tapping soli. Til trods for at være indenfor en genre der ikke interesserer denne anmelder synderligt så spiller Sylosis godt.
Energiniveauet er højt på scenen, og bandet kommer enormt godt rundt på selve scenen, imens de forsøger at gejle publikummet op. Det lykkes oppe på de forreste rækker, men stemningen lader vente på sig længere nede.
Det er ærgerlig situation, da der kortvarigt opstår interferens i signalerne i et nummer, således at det lyder som om bandet ikke spillet right. Det gør de. Der er bare udfald på lyden, og gruppen fortsætter ufortrødent med deres stramme progressive metalcore/thrash.
Sylosis’ ellers ganske glimrende riffs har måske lidt en tendens til at drukne i bunden fra henholdsvis trommer og bas, og det er synd, for bandet har en del fremragende riffs, der også bliver vist rigeligt frem af i dag. En tendens Sylosis besidder er, at de godt kan lide at spille thrash, når der skal spilles soli. Dette fungerer så absolut for gruppen på Hades i dag.
Gruppens triggers kommer på sin udfordring, når de beder om at spille noget nyt. Der er godt med dobbeltpedal på drengen her, men det tager ligesom bare ikke helt kegler over hele linjen; der skabes dog en circle put oppe på de forreste rækker. Guitaristerne spiller ekseptionelt glimrende soli under deres korte optræden. Der er god knald på, uden at det tekniske aspekt går tabt.
Bandet får en wall of death, idet de beder om det, men den når desværre aldrig så langt ned hos publikum, som bandet ellers umiddelbart ønsker det. Til gengæld betyder der, at der er en kæmpe fest på de forreste rækker.
Det gavner i den grad Sylosis at lyden bliver mindre ulden, som koncerten skrider frem. Generelt er det ikke altid nemt at høre guitaren på grund af bunden, men der bliver rettet lidt op på netop dette problem igennem koncerten. Således bliver lyder omdannet fra skrabet til fint detaljeret, men aldrig der hvor en anmelder kommer helt op at ringe.
Sylosis spiller en koncert der ligger lige over det jævne på dette års Copenhell, med en koncert hvor især melodierne har været i spotlyset.
