Alice Cooper

MAD-koncertgænger: Amira Hernan

-

Nyudnævnt guitarist i Konvent og snart aktuel i Fredløs, Amira Hernan, har sagt ja til at deltage i voxpoppen

 

Foto: Martin Goltermann

 

Hvorfor tager du til koncerter?

“Jeg tager til koncerter for de øjeblikke, hvor hele verden holder vejret en brøkdel af et sekund, og alle mine bekymringer og tanker op til det singulære øjeblik bliver opløst i den altomfattende strøm af sjæle, der deler et øjebliks magi sammen med dem på scenen eller gulvet, der deler ud af deres oplevelse af at være et menneske på denne vanvittige og hjerteskærende smukke klode, vi beboer.
Der er sgu langt imellem dem, men det er derfor, jeg stadig tager til koncerter så meget, som jeg kan slippe afsted med det.”

 

Hvilken koncert har været den fedeste for dig?

“Der er for mange til, at jeg kan vælge én, men umiddelbart er Songs: Molina – A Memorial Electric Co i Aarhus det første, jeg kommer i tanke om. Jason Molina er nok den sangskriver, der har gjort det største indtryk på mig, og det var så rørende og smuk en oplevelse at se hans band fremføre nogle af de sange de, har indspillet og turneret med ham, mens han stadig levede.

Julien Baker på Hotel Cecil i København er også en aften, der har efterladt et varigt indtryk på mig, og som jeg bliver mindet om næsten hver gang, jeg går forbi Hotel Cecil eller går hen ad søerne en sensommernat. Udover at koncerten var helt igennem vidunderlig og smuk, så kan jeg specifikt huske, at der stod en kvinde i køen ude foran med en t-shirt, hvorpå hun havde skrevet: ‘Sad songs make me feel better’ i tusch, og den sætning har siddet med mig lige siden og er nok den mest kortfattede forklaring på, hvorfor jeg laver den musik, jeg gør, og hvorfor musik fylder så meget i mit liv i det hele taget.”

 

Hvilken koncert var så den værste?

“Åhh, jeg har været til et utal af dårlige koncerter! dog er der ikke en bestemt koncert, jeg kan erindre, som værende den værste. Personligt er det vigtigste for mig, at de, der spiller, er passionerede omkring det, de laver, og har nerve og autenticitet, så er det mig lige meget, om leveringen er teknisk haltende, eller lyden er horribel, hvilket ikke er usædvanligt, når man har en forkærlighed for alt, der er DIY!”

 

Er der en artist, som virkelig har fanget din opmærksomhed, for nyligt?

“Igen er det svært kun at nævne ét band, men Hudsult og Albatrods. To nyere bands fra Aarhus, der spiller musik, der for de fleste nok ligger meget langt fra hinanden, men jeg synes, de har nogle fællestræk, der gør begge bands vildt interessante for mig. Navnlig deres tilgang til sproget, der på samme tid er umiddelbar og legende og fuld af kant og sårbarhed. Og så har begge bands riffs, der for mig klinger af noget midwest-emo-inspiration, og det er altid en direkte vej til mit hjerte!”

 

Hvad er den bedste festival i Danmark?

“Lasher Fest sidste år var nok mit livs festival indtil videre i forhold til programmet. Vi var fuldstændig forpustede og overvældede af helt eminente optrædener begge dage. Kontrasten mellem at tude til The Body & Disfig for 20 minutter senere at sparke sine venner og vælte rundt på et fadølsvæddet gulv til et floor-show med Kōya opsummerer den festival perfekt for mig.”

 

Hvilket år var Copenhell bedst ifølge dig?

“Jeg har ikke tilbragt mere end et par timer på Copenhell, så det kan jeg vidst ikke rigtig komme med nogen udtalelse om, men jeg regner med, at jeg kan nå med på Copenhell i år, så jeg håber 2025 bliver det bedste til dato.”

 

Spiller du selv i et band?

“Ja, jeg spiller guitar i Konvent, og så er jeg i færd med at lægge sidste hånd på min første udgivelse med mit projekt Fredløs.”

 

Hvad er din all time favorite artist eller subgenre?

“Igen, igen, alt, alt for mange til at vælge en artist eller genre, men i min constant rotation finder man næsten altid Jason Molina, Matt Elliott, Under Byen, Light Bearer, No Omega, John Prine, Oathbreaker, Gorilla Angreb, Punch, Vi som älskade varandre så mycket, Melissa Horn, Summer Walker, Ethel Cain og Lana Del Rey.”

 

Har du nogle musikrelaterede tatoveringer?

“Ja, jeg har titlen på min yndlingssang af Under Byen tatoveret på min hånd, men den er efterhånden ved at være dækket af andre tatoveringer, så jeg må finde et nyt spot til den snart!”

 

Hvor kan vi finde dig til den næste koncert?

“Jeg når nok ikke selv til nogle koncerter, før vi skal på tour med Zeal and Ardor her i april, men dem glæder jeg mig til at opleve live for første gang!”

Mads Pristed
Mads Pristed
Lærerstuderende, grafiker og finnofil 🇫🇮

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier