Pga. Covid fik vi aldrig gjort mere ved segmentet end én artikel med Gabriel Rasmussen, som nu er blevet anmelder hos os. Så nu prøver vi igen denne gang med primært fokus på… Os!
Anders Lundtang grundlagde sammen med Mark Stoumann Metal A Day over deres fælles lidenskab og dybe passion for den tunge musikgenre tilbage i 2014. Men hvem er Anders Lundtang? Det finder vi ud af med ti hurtige spørgsmål til ham her:
Hvorfor kommer du til koncerter?
“Det er en livgivende oplevelse, hvor man ser kunst bliver udfoldet foran sig så direkte og intenst, som jeg dårligt kender andre ekspressive kunstformer, der gør på samme måde. Når det er en god koncert vel at mærke.”
Hvilken koncert har været den fedeste for dig?
“Slipknot. 2005. KB Hallen (den gamle.) Jeg havde set frem til den koncert i måneder op til, da det var min første. Jeg fik et plekter af bassisten, Paul Gray, og jeg vidste derefter, at jeg i et eller andet omfang ville have noget med den her slags musik siden dag. Jeg har ikke set mig tilbage siden da.”
Hvilken koncert var så den værste?
“Ud fra mit prætentiøse svar til spørgsmål 1 må jeg sige, at det var Sunn O))) tilbage i 2015 alene af den grund, at jeg talte det stort op på et niveau, jeg følte, jeg måtte, fordi… jeg fattede det ikke.
Og efterfølgende har jeg mange gange tænkt: Hvorfor var du ikke bare ærlig? Det var dronende støj. Sikke et helvede!”
Er der et band, som virkelig har fanget din opmærksomhed (for nylig)?
“Jeg er SÅ glad for, du spørger! For under en uge siden opdagede jeg Nuclear Dudes. Det kan vist bedst beskrives som synth death metal – jeg elsker det! Tjek det ud!”




