Bogholderen og regnskabsassistenten fra imusic, Kasper Behrendt, er flittig koncertgænger, så selvfølgelig skal han også deltage i voxpoppen.
Foto: Privat.
Hvorfor tager du til koncerter?
“Det giver én noget helt specielt at opleve musik fremført live. Det er en dejlig tidslomme at befinde sig, hvor man mærker energien fra dem, der udøver på scenen. Som musikfan siden barnsben føles det helt naturligt at gå til koncerter og festivaler.”
Hvilken koncert har været den fedeste for dig?
“Med lige knap 9000 sete bands i alt er det meget svært at udpege én koncert, men Emerson, Lake & Palmers sidste koncert nogensinde i 2010 i Victoria Park i London, Camel på Loreley-klippen i det sydlige Tyskland i 2015 samt Riders on the Storm (halvdelen af The Doors) i Store Vega i 2007, hvor jeg mødte Ray Manzarek og Robby Krieger, er noget af det største.”
Hvilken koncert var så den værste?
“Af større bands var Mötley Crüe på Sweden Rock Festival i 2015 ikke just prangende. Der har også været diverse supportbands fra tid til anden, der nok burde være blevet hjemme.”
Er der et band, som virkelig har fanget din opmærksomhed (for nylig)?
“Det er dog et par år siden, men black metal-bandet Lamp of Murmuur fra USA har jeg dyrket ret intenst samt lykkes mig af få opkøbt hele bagkataloget med.”
Hvad er den bedste festival i Danmark?
“Hvad er den bedste festival i Danmark? Der er flere, der er placeret meget højt, men Metal Magic Festival og Kill-Town Death Fest er i særdeleshed i toppen. De har en helt unik atmosfære samt måde at booke bands på, hvor størstedelen slet ikke eller meget sjældent har optrådt herhjemme.”
Hvilket år var Copenhell bedst ifølge dig?
“Det er svært at udpege ét år, men 2016 samt 2022 (med KISS på første række) var noget specielt.”
Hvad er dit all time favorite band eller subgenre?
“KISS siden jeg var lille – og jeg glæder mig som et lille barn til at se dem i Madison Square Garden til december for en allersidste gang. Jeg elsker også black metal.”
Spiller du selv i et band?
“Nej. Jeg kan kun spille på fritidskazoo med/uden truthornsforstærker.”
Har du nogle musik-relaterede tatoveringer?
“Nej, ingen tatoveringer overhovedet. Måske en dag.”
Hvor kan vi finde dig til den næste koncert?
“Der er jo koncerter konstant derude, men den næste koncert for mit vedkommende bliver syrerocklegenderne i Burnin Red Ivanhoe på søndag på Viften i Rødovre.”