Niels Beier, sanger og guitarist i Black Oak County, bandet som vandt årets single for “Save Your Breath” til Den Hårde Tone 2024, og i oktober udgav de deres tredje album, III – han er ugens medvirkende i voxpoppen.
Foto: JN Lightning Photography (Julia Nikiforova)
Hvorfor tager du til koncerter?
“Jeg tager til koncerter for enten at opdage nye kunstnere eller støtte op om de, jeg er bekendt med.”
Hvilken koncert har været den fedeste for dig?
“Det er svært. Jeg har været til fænomenale koncerter, hvor musikken og performancen har været magisk, men hvor rammerne eller publikum har været ræderlige og omvendt. Men jeg tror Biffy Clyro i Store Vega (2016, tror jeg). Falderebet på Hotel Cecil var fantastiske.”
Hvilken koncert var så den værste?
“Samtidig Biffy Clyro i Store Vega. Publikum snakkede, snakkede og snakkede. Jeg blev så harm over at være kørt 300+ km fra Esbjerg til Kbh., for at høre mere om Lis og Torbens fucking privatøkonomi, end hvad sangeren i bandet sagde og sang. Så uforskammet! Føj for helvede…
Musikalsk er der ikke nogen specifik koncert, der lige springer mig i øjnene.”
Er der en artist, som virkelig har fanget din opmærksomhed, for nylig?
“Danske Falderebet gør det virkelig godt, og jeg forstår slet ikke, de ikke bare brager ud over de danske landeveje.
I forrige weekend oplevede jeg også danske Cold Culture, og jeg tror stadig halvdelen af min underkæbe ligger på gulvet i Copenhagen Distillery. Fuldkommen målløs, blæst bagover og helt oppe og køre over, hvor fucking fede de var!!”
Hvad er den bedste festival i Danmark?
“Jeg er sjældent festivalgæst. Igen føler jeg, mange ser festivalen som en komsammen med vennerne frem for at se det som en koncertoplevelse, og jeg trives ikke i de store menneskemængder, hvor man kan se artisterne kæmper for at få hr og fru Rosé op af de overbetalte festival-klapstole.
Som artist/crew må jeg bare sige, jeg ikke tror, noget kan hamle op mod SmukFest.”
Hvilket år var Copenhell bedst ifølge dig?
“Jeg har ikke været afsted siden 2017 med Invocator, så jeg må nok sige dengang.”
Spiller du selv i et band?
“Ja, jeg spiller guitar og synger i Black Oak County.”
Hvad er din all time favorite artist eller subgenre?
“Det er svært at sige, men jeg er glad for hard rock og metal, alting med Zakk Wylde og Alice In Chains.”
Har du nogle musik-relaterede tatoveringer?
“Nej, men overvejer nogle.”
Hvor kan vi finde dig til den næste koncert?
“Vi spiller Electric Guitars + Black Oak County d. 28/12 på Tøjhuset, Fredericia. Ellers kigger Black Oak County forbi Kbh. flere gange i starten af det nye år
Men som koncertgænger bliver min næste koncert Pantera i Royal Arena næste år!”