Hvorfor tager du til koncerter?
“Jeg tager til koncerter for at opleve virtuositet, leveringsdygtighed og inspiration. Nogen gange alene for at blive underholdt.”
Hvilken koncert har været den fedeste for dig?
“Jeg så et svensk tomandsband på Mayhem (spillestedet. red), Cranial Sludge. De spillede death grind, guitar og trommer med pitch shift-vokal. Mellem numrene var pitch shift-effekten slået fra, og en spæd ryst kunne høres: “The next song is about falling on your bicycle”. De spillede begge med hurtigbriller. Enormt ignorant og underholdende. Jeg var på barsel og var kørt 45 minutter i bil for at komme ind at se lidt undergrundssnavs, mens mutter så efter vores barn. Oplevelsen faldt på et tørt sted og gav mig noget, jeg ikke vidste, jeg havde brug for.”
Hvilken koncert var så den værste?
“Red Hot Chili Peppers på RF ’07. De leverede infantilt udførte jamsessions, der fyldte mere end deres faktiske sange. Ikke at deres indspillede materiale er super fedt heller. Men de var årets hovednavn og et løfte om solstrålemusik i den silende regn. Det var en skidt oplevelse med berømmelsens hovmod sat til skue.”
Er der en artist, som virkelig har fanget din opmærksomhed, for nylig?
“Masser! Lige for tiden er jeg ked af, at jeg missede Dead Instrument dengang, de var aktive. Det er velskrevet, kortfattet (tøhø) og hidsig grindcore; præcis som det skal være. Idéerne, der præsenteres på deres udgivelser, er originale, veltænkte og veludførte. Det åbner sig for én ved flere gennemlytninger. Derudover holder jeg skarpt øje med Elitist og Frelser disse dage – dels fordi det er venner og musikforbindelser – men også fordi de leverer fed ekstremmetal.”




