Grundlæggeren af The Copenhell Family-fællesskabsgruppen på Facebook, Klanen fra Helvede, Sisirra Simonsen, har inden gruppens reunionfest med koncerter d. 3. august svaret på voxpoppens spørgsmål.
Foto: Nikolaj Bransholm
Hvorfor tager du til koncerter?
“Franks (Flück, red.) svar er faktisk lige præcis som mig 😄 – primært for at høre artister, jeg i forvejen kender. Jeg er umådelig dårlig til at opsøge nye artister.”
Hvilken koncert har været den fedeste for dig?
“Nu tror mange sikkert, jeg siger Limp Bizkit, men Lamb of God på Copenhell i 2019. Er du gal, der var tryk på. Pitten eksploderede fra første sek., og folk lå nærmest i kø for at ku’ crowdsurfe. Det var en yderst underholdende koncert, fordi der også bare fløj sko, trøjer, ølkrus, og et svensk pas fik sneget sig op på den scene.
Jeg glemmer aldrig, at folk begyndte at buhe, da forsanger, Randy B., læste højt, at det tilhørte en svensk kvinde. Hvorefter han siger (med et smil på læben) “Oh come on guys, be nice to your neighbours!” Alle, både publikum og band, virkede underholdt under koncerten.
Liam Gallagher i Forum 2020 og Aerosmith på Midtfyns Festival i ’99 står også stærkt i min hukommelse, som de fedeste koncerter for mig.”
Hvilken koncert var så den værste?
“Den værste koncert må simpelthen ha’ været Red Hot Chili Peppers på Roskilde i ’07. Men jeg syntes generelt bare, alt var forfærdeligt det år, da det regnede så ubeskriveligt meget. Og så toppede RHCP den lige med at være voldsomt uoplagte. Jeg kan huske, der dengang gik rygter om, at de var det dyreste band, der har spillet på RF. Så det var hyped på alle måder.
Der gik også hul i min ene gummistøvle under koncerten og ku’ mærke søen af vand rejse sig i dem (troede jeg), indtil jeg vente mig om og så min kammerat Tobias stå i sin brandert og pisse ned i min gummistøvle. Jeg kom også hjem med en stafylokokker-infektion i foden så skulle på antibiotika og gik med krykker. Forfærdeligt RF-år.”
Er der en artist, som virkelig har fanget din opmærksomhed, for nylig?
“Det må jeg sige ‘ja’ til. Gilli bliver spillet rigtig meget herhjemme for tiden. Men det er egentlig mest, når jeg gør rent, jeg lytter til ham. Han er uden tvivl blevet soundtracket til min sommer i år. Normalt er jeg slet ikke fan af genren ‘Urban’, men han har sgu fanget mig alligevel, fordi han får smidt melodier ind indmellem. Og jeg er en sucker for melodier, det er også derfor jeg har en stor kærlighed for Mumford and Sons. De kan om nogen lave catchy tunes.”
Hvad er den bedste festival i Danmark?
“Det er svært at sige, da der stadig er mange festivaler i DK, jeg ikke har deltaget i endnu. Så jeg må forholde mig til den festival, jeg har været mest på og holder mest af nemlig Copenhell. Så i forhold til mig er Copenhell den bedste festival i Danmark, da det jo også er der, jeg føler mig mest hjemme. Men Smukfest kan altså også et eller andet.”
Hvilket år var Copenhell bedst ifølge dig?
“Copenhell i ‘22. Men det har nok også meget at gøre med, at vi lige var kommet ud efter to års nedlukning. Så det var lidt som at komme ud på græs igen, og så var vejret godt, og line-up og selskabet det år endnu bedre.”
Spiller du selv i et band?
“Jeg spillede guitar og sang i et par bands engang, men det er mange år siden og i mine unge dage i Haderslev. I det ene spillede vi lidt punk og det andet covers, hvor jeg sang, og et andet, hvor jeg spillede lidt caféjobs akustisk med en daværende kammerat. Jeg savner lidt det punkband.
Vi hed Dump stuff on a tunerbike og var elendige. Jeg var så skæv en af de gange, vi var ude og spille, så lydmanden bare skruede helt ned for min guitar og fik væltet et gammelt Hammondorgel, som stod på scenen, fordi jeg var så ristet. Jeg savner faktisk rigtig meget tiden dengang.”
Hvad er din all time favorite artist eller subgenre?
“Her ku’ jeg jo godt sige Taylor Swift, men dem, der kender mig rigtig godt, de ved, at der virkelig ikke er nogen, der slår Noel og Liam Gallagher hos mig. Tænk at ha’ verdens bedste frontmand og verdens bedste sangskriver samlet i ét band. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke hørte Oasis mindst 4-5 gange om ugen.
Jeg lytter dog også gerne til deres solo-projekter, men ikke så meget som til Oasis. Der er ikke et band, som har reddet mig på dårlige dage som Oasis har! ….og jeg citerer Dave Grohl og mig selv: “Liam Gallagher is one of the last remaining rockstars”.”
Har du nogle musik-relaterede tatoveringer?
“Jeg har DSOL (Death Set On Living) tatoveret, som er titlen på et Cancer Bats-album. Jeg har ‘Rock’ på det ene håndled og ‘Roll’ på det andet, og jeg har ‘Heavy Metal’ tatoveret (min mor og far kalder alt metal for Heavy Metal) og ‘metalhead’ henover kravebenet.”
Hvor kan vi finde dig til den næste koncert?
“I kan selvfølgelig finde mig til Reunion Vol. 4 i Pumpehuset d. 3/8, hvor vi har en masse fede bands på plakaten til Danmarks tungeste familiefest. Omsorg, Henret, Persecutor, Lifesick, LIK og Lamentari kommer forbi. Hvor fællesskabet som altid hovedenavnet.”