"Resistansen" lever!
Joachim Vilholm Vilstrup
Koncerter

"Resistansen" lever!

Kaizers Orchestra bragte deres utæmmede polkagudstjeneste til Vega og beviste, at de stadig kan få os til at danse ompa til vi dør.

Julie Johanne Thorrud

Diskopunk, Kaizers Orchestra Store VEGA, kbh Joachim Vilholm Vilstrup
4.8/5

Anmeldelse af Kaizers Orchestra + Diskopunk, d. 19/10/26 i Store Vega

Hvis du kender Kaizers Orchestra, så ved du, at et udsolgt Store Vega havde noget særligt i vente på denne efterårsfriske mandag aften. Hvis ikke du kender Kaizers Orchestra, så er det svært at forklare, hvad der lige præcis skulle foregå. Det er polkarock, mafiabosser, gasmasker, et band, der hamrer på olietønder og hjulkapsler og ompa til du dør. Ikke ligefrem nemt at formidle til udenforstående – man skal opleve det selv! 


Diskopunk

Når man har så dedikeret en fanskare som Kaizers, kan man forestille sig, at det er lige dele nervepirrende og forventningsfuldt at skulle være opvarmningsband. Alle er mødt op for én ting; hovednavnet, og det kan være et utaknemmeligt gig. Dette job tilfaldt i denne omgang det svenske band, Diskopunk. Jeg havde lige præcis nul kendskab til bandet, og udover det genre-insinuerende navn havde jeg ingen forudindtagede forventninger, og det er jeg glad for!

Lyset i salen slukker, et pumpende diskobeat begynder og besætningen går på scenen i et potpourri af pailletter, frynser, glitter og stramme bukser. Frontmand og sanger, Hank Berggren, indtager rummet med så meget panache og rockestjerneattitude, at man med det samme bliver både rolig og begejstret for hvad der nu skal ske. Og fra første fløjt har Diskopunk salen med sig. De brager afsted med deres højenergiske mix af diskobeats, new wave, punk og episke poprock og det er næsten umuligt ikke at bevæge sig og smile over hele femøren. Her var der showmanship og underholdningsværdi for alle pengene! Diskopunk var kommet for at sætte gang i dansegulvet, og som Berggren proklamerer; ”it’s not illegal to have fun, bitches!”

De to aftener i Store Vega var Diskopunks første koncerter i Danmark, og jeg tror, at vi er mange, der kommer til at holde skarpt øje med deres forhåbentlige retur, for sikken debut! 


KAIZERS ORCHESTRA

Siden bandets comeback i 2024 har Kaizers Orchestra besøgt København tre gange. Først i KB Hallen, så i Royal Arena og nu i Store Vega, hvilket føles ganske specielt. Nordmændene har et særligt forhold, ikke kun til København, men netop til Vega, og derfor er det på sin plads, at de fejrer deres 25-års jubilæum som liveband lige præcis her. De fleste Kaizers-fans har skamlyttet og -set den legendariske liveoptagelse ”Viva La Vega” fra 2005 og man kan ikke lade være med at tænke om aftenens koncert kan komme op på samme niveau eller om alting måske var bedre i gamle dage.

Annonce

Den frygt får Kaizers Orchestra heldigvis manet til jorden prompte! Da tonerne af Begravelsespolkaen ringer ud sætter bandet ild til salen med "Maestro", fra pladen af samme navn og med det samme er der dømt fællessang, dans og hoppen – ikke kun nede foran scenen, men hele vejen ned og på balkonen. Kemien mellem bandet og publikum er brandvarm og kærligheden strømmer igennem lokalet. 

Jeg har set min del af Kaizers Orchestra-koncerter i mine unge dage, og det, der tryllebandt mig dengang, var den løsslupne charme og vildskab, der formåede at være både sjovt, intenst, rørende og næsten lidt småsexet på én og samme tid. Heldigvis besidder de stadig alle disse komponenter, når de indtager scenen, og de er kun blevet mere kompetente musikere og entertainere med alderen, hvilket gør det til en udsøgt fornøjelse at opleve, hver gang. 

Setlisten byder på en god blanding af deres kultklassikere og nogle numre, der måske kan betragtes lidt mere som deep cuts, men bandet ved, at publikummet i aften kan håndtere og værdsætte mere end bare ”Ompa til du dør” og ”Kontroll på kontinentet”, og byder på oversete perler som ”Tokyo Ice Til Clementine” og ”Mr. Kaizer, hans Constanse og meg”, og publikum kvitterer med at synge hvert et ord tilbage mod scenen med næsten ufejlbarlig jærsk-norsk dialekt – dét er dedikation! Sjakalen ham selv, Janove Ottesen, virker næsten lidt på røven over hvor festligt og responsivt et crowd, der er mødt op, og så på en mandag – ”Happy Monday!” udbryder han med jævne mellemrum og fortsætter smilende med at give den alt hvad den kan trække, for at gøre lige netop denne mandag én til historiebøgerne. Faktisk vil jeg mene, at dette er den bedste Kaizers Orchestra koncert jeg nogensinde har oplevet, og det siger altså ikke så lidt!

Der var nogle sange, jeg virkelig savnede på setlisten, som ”Delikatessen”, ”170”, ”Sigøynerblod” og ”Bris”, men trods dette kan jeg ikke andet end at give fuld plade, for en koncert, der nemt stryger i min personlige top ti over bedste koncerter igennem tiderne. Hallelujah og tusen takk!


4.8/5

Dommen

Hallelujah og tusen takk!

Annonce

Galleri

Foto: Joachim Vilholm Vilstrup / Metal A Day

Skrevet af

Bliv en del af crewet

Vi søger skribenter og fotografer

Frivillige med kærlighed til metal. Anmeldelser, fotograven, festivaler — vil du med?

  • Skribent
  • Fotograf
Annonce

Metal A Day er et dansk heavy metal-medie, der blev startet af to barndomskammerater over deres fælles lidenskab og dybe passion for den tunge musikgenre – Den entusiasme vil vi dele med dig!

© Alle rettigheder tilhører Metal A Day og Stay Mad Productions | 2014–2026

Website udviklet af Codebit