Vi kan næsten høre larmen ude fra Refshaleøen, og nakken begynder at krille. COPENHELL 2025 skydes snart i gang, men hvad skal man se?
Arkivfoto: Joachim Vilholm Vilstrup (Syl til Den Hårde Tone 2024)
Programmet er i år ikke det bedste i min optik, men det er en oplagt mulighed for at opdage ny musik. Her er nogle perler, jeg mener, du SKAL se i stedet for at drikke øl i Biergarten, hvis du keder dig.
Poppy – Onsdag 19:45, Hades
Poppy er et navn, der splitter. Mange ville mene, hun ikke tilhører en festival som Copenhell, men jeg er totalt uenig.
Poppy er et stærkt navn inden for nyere metal, der ikke er bange for at eksperimentere og inddrage andre genrer i sin musik. Glæd dig til et cute, but brutal show!
EYES X SYL – Torsdag 15:00, Pandæmonium
Der er simpelthen mødepligt om torsdagen, når EYES og SYL spiller dobbeltkoncert på Pandæmonium. Jeg er utroligt spændt på at se dette koncept udfolde sig. Spiller de sammen under hele koncerten? Skiftes der mellem SYLs og EYES’ sange hver gang? Hvad med plads på scenen?
Jeg har mange spørgsmål til denne her koncert, men jeg glæder mig som et lille barn juleaften. SYL og EYES er nogle af de bedste navne, vi har på den danske hardcorescene, og det bliver utvivlsomt en koncert, der vil blive snakket om efterfølgende.
Det her vil du IKKE gå glip af!
Lorna Shore – Torsdag 23:30, Hades
Lorna Shore er et navn, jeg efterhånden har set et par gange, og de skuffer aldrig. Jeg plejer ikke at være den største fan, når melodisk bliver indblandet, men Lorna er simpelthen undtagelsen. Deres univers er så brutalt, men du bliver alligevel holdt om i et varmt kram.
Jeg ser frem til at høre numre fra deres kommende plade, I Feel The Everblack Festering Within Me, som jeg venter spændt på, udkommer i september!
The Prodigy – Torsdag 22:00, Helvíti
Lige inden Lorna Shore kan jeg fanges gå helt amok til rave, når The Prodigy skal spille på hovedscenen, Helvíti. Et lidt atypisk navn til Copenhell, men det bliver en high energy koncert og unik oplevelse ude på pladsen.
Jeg indrømmer gerne, at det er et navn, jeg ikke har lyttet særligt meget til. Men efter at have hørt fra venner, at de SKAL opleves, og at jeg ville elske det, må jeg lytte til mine venner, der kender mig. Det bliver en træt Sonia, der skal rykke over til Hades efter, men det bliver det værd.
Guilt Trip – Fredag 18:30, Gehenna
Jeg elsker jo alt, der rimer på hardcore, og af hvad, jeg har lyttet til fra den britiske kvintet, tegner det til kæmpe slåskamp ude i skoven.
Jeg er ikke super bekendt med Guilt Trip, men de virker til at have et højt energiniveau og leverer nogle shows med knald på. Jeg er klar til at slås fredag aften!
Fem hurtige om årene før Copenhell 2025:
Bedste år:
“Intet topper 2022.”
Bedste koncerter:
“Metallica i 2022 var stort for mig, da det var første gang, jeg så dem live.”
Dårligste koncerter:
“Jeg husker ikke rigtig nogle dårlige koncerter fra Copenhell. Altså Guns N’ Roses var selvfølgelig helt ringe, men jeg var så fuld til den koncert, at det ikke var noget, jeg tænkte for meget over, haha.”
Største overraskelser:
“Jeg havde ikke troet, jeg ville være SÅ begejstret for KISS i 2022, men havde det simpelthen så sjovt, og det føltes som en kæmpe stor folkefest. Ikke noget, jeg havde forventet af de gamle hoveder.”
Største opdagelser:
“Australske Speed. Jeg endte med kun at se de sidste 10 minutter, men, åh, hvor har jeg elsket dem siden.”