Alice Cooper

Årslisten 2020 – ifølge Pristed 

-

Selvom der er meget dårligt at sige om 2020, så er der også meget godt at sige om musikåret – albummæssigt, vel at mærke – ikke på livefronten. Selvfølgelig var der også dårlige albums, men det er der jo altid. 

 

Bedste albums:

  1. Dizzy Mizz Lizzy – Alter Echo (5 stjerner)
    Tims, Sørens og Martins livsbedrift, man vil mindes mange årtier ud i fremtiden. Waterline og Silverflame virker pludselig meget “uddateret” i forhold til “Amelia” og “In The Blood”. Årets bedste danske album. Læs anmeldelsen HER.

 

2. Nightwish – Human. :||: Nature. (5 stjerner)
Ja – det er svulstigt, ja – det er episk, ja – det er Nightwish! Tuomas brillerer endnu engang både som sangskriver, komponist og keyboardspiller. Man savner kun endnu mere af Markos stemme. Floor manifesterer sin plads i bandet, som om hun altid har været der. Årets bedste udenlandske album. Også ét af deres bedste udgivelser til dato sammen med Once, Endless Forms Most Beautiful og Century Child. Læs anmeldelsen HER.

 

3. Bersærk – Sol (5 stjerner)
“Hedningehegn” er mere end “bare” nordisk mytologi – det er også aktualitet med samfundsreflektion i teksterne og rockede/metalliske melodier. Bersærks tredje og bedste plade har numre som “Midgårdsbrand” og “Kæmp”, hvor de sikrer sig, at man ikke glemmer hverken dem eller denne udgivelse. Læs anmeldelsen HER.

 

4. Orbit Culture – Nija (4,5 stjerner)
Via en gammel ven lærte jeg svenske Orbit Culture at kende i år. Selvom man ikke har hørt numrene før, bliver man hurtigt fanget ind i deres kredsløb/kultur.
De har tidligere udgivet to EPer og to albums fra 2013 og frem. De minder om Gojira i deres tyngde, melodier og vokal, men muligvis også en anelse tungere/mere growl. “North Star Of Nija”, “Rebirth” og “Mirrorslave” er blandt de bedste numre på skiven. Nija og Orbit Culture er “årets overraskelse”.

 

5. Defecto – Duality (4,5 stjerner)
Dygtige og dristige Defecto brillerer med et fremragende album. Det er, ligesom Bersærks Sol, deres bedste til dato, der har mere på spil og mere på hjerte. På trods af nogle lidt for bløde ballader er det en habilt plade, der viser Defectos mange talenter. Læs anmeldelsen HER.

 

6. Marko Hietala – Pyre of the Black Heart (4,5 stjerner)
Man savner måske kun mere tunge numre fremfor rockede ballader. Den finsksprogede version af albummet har også mange gode numre. Det at de ikke var på engelsk, men finsk, gjorde det mere kryptisk og spændende at lytte til i længden. “Runner of the Railways” er uden tvivl den bedste skæring. Læs anmeldelsen af det engelsksprogede album HER.

 

7. The Night Flight Orchestra – Aeromantic (4,5 stjerner)
Når alting er deprimerende og sørgeligt, kan man enten lytte til endnu mere tungt og tungsindigt musik, så man husker, hvor godt man egentlig har det, eller lytte til mere positivt og livsbekræftende musik som The Night Flight Orchestra. Og det gør de godt – man glemmer ovenikøbet, hvor slem verdenssituationen er. Det er lidt skørt og fjollet, men nogle gange er det også tiltrængt. Læs anmeldelsen HER.

 

Dårligste albums

  1. HERO – Bad Blood (2 stjerner)
    Hero er mere dårlige, end gode og mere kujoner end helte. Der er pop-rock for alle pengene, men desværre er det intet værd. Årets dårligste album. Læs anmeldelsen HER.
  2. Corey Taylor – CMFT (2,5 stjerner)
    Ikke alt hvad Taylor rører ved bliver til guld, kan man kun konkludere efter at have hørt hans soloalbum. Selvom der er udmærkede sange, er der desværre bare en overvægt af ligegyldige popnumre med lidt ekstra guitar og lidt hæs vokal. Det burde være meget bedre, når man tænker på hvad han har lavet med Slipknot og Stone Sour. Årets mest skuffende album – læs anmeldelsen HER.
  3. Apocalyptica – Cell-0 (3 stjerner)
    Selvom musik ikke skal være med vokal, er det bare bedst med. Lidt ligesom en pizza med fyld – bunden bliver lidt kedelig uden noget andet til at komplimentere fuldkornsdejen. På samme måde er Cell-0 også et udmærket instrumentalalbum, men også lidt kedsommeligt uden en stemme. Der er langt op til niveauet fra deres forrige udgivelse “Shadowmaker” fra 2015. Læs anmeldelsen HER.
  4. Justify Rebellion – The Means Justifies The End (3 stjerner)
    Bland 40% Metallica, 40% Volbeat og 20% pop og man får Justify Rebellions andet album. Det emmer af drømme, visioner og Copenhell, men der mangler stadig lige den sidste snært af originalitet, før Justify Rebellion er helt deres egne, og ikke kun nye versioner af deres gamle teenageidoler.
  5. Grumpynators – Still Alive (3,5 stjerner)
    Volbeat er åbenbart den helt store inspiration for danske bands pt. Det bliver for meget af det gode, når man næsten ikke kan høre forskel på originalen og “kopien”. Still Alive har ellers lovende momenter, der så bliver oversvømmet af rock & roll klichéer. Synd og skam. Læs anmeldelsen HER.

 

Bedste koncerter (live/streamet) 

Som tidligere nævnt var 2020 et utroligt fattigt koncertår. Men der var alligevel nogle gode koncerter. 

  1. Devin Townsend – Order Of Magnitude, Empath Live Volume 1 (5 stjerner)
    Årets bedste “koncert” og livealbum. Devin imponerer, improvisere og charmerer sig igennem en koncert, som jeg ville ønske at jeg var med til. Sangene er en god blanding af rock, metal og calypso-rytmer – en blanding, som jeg ikke havde gættet ville virke så godt. Læs anmeldelsen HER.
  2. Parkway Drive – Viva The Underdogs (5 stjerner)
    Dokumentaren var næsten bedre end livealbummet, men begge dele viser et “nyt” band på vej som de næste headlinere på festivaler og koncerter. Det føles som flere år siden jeg så filmen i CinemaxX tilbage i januar, inden landet, koncerter og festivaler blev lukket ned. Normalt ville et livealbum ikke komme med min årsliste, men fordi i år har været meget speciel (pga. Corona), laver jeg en undtagelse denne gang. Læs filmanmeldelsen HER og albumanmeldelsen HER.
  3. Bersærk – d. 1. Februar i Pumpehuset (4,5 stjerner)
    Copenhell “frøs over”, da Bersærk satte selveste D-A-D på plads som aftenens bedste koncert. Forventningerne til deres kommende 3. album var derfor også skruet ekstra højt op for. Læs reportagen fra When Copenhell Freezes Over HER.
  4. Defecto + Junkyard Drive – d. 27. november i Vega (4,5 + 4 stjerner)
    Defecto viste fint deres nye album Duality frem for det siddende publikum og Junkyard spillede deres katalog som efterhånden trænger til at blive udvidet med endnu en plade. Både Defecto, Junkyard og publikummerne blev dog hæmmet af Corona-restriktionerne, som umuliggjorde det at feste og slå sig løs, som koncerterne ellers inviterede til. Læs anmeldelsen HER.
  5. Slipknot + Behemoth – d. 20. Februar i Royal Arena (4 stjerner)
    Måske den “dårligste” koncert jeg har været til med bandet, hvilket nok mest deres altid høje niveau og mine forventninger til dem. We Are Not Your Kind var ellers et fænomenalt fandenivoldsk album. Behemoth var næsten lige så gode som Slipknot. Læs koncertanmeldelsen HER.
  6. Thy Art Is Murder – d. 16. Februar i Amager Bio (4 stjerner)
    Thy Art… afsluttede en lang aften med både I Am, Rivers Of Nihil, Fit For An Autopsy og Carnifex. Det blev næsten for meget af det gode, lidt ligesom da Faanefjell, Seven Thorns og Ethereal Kingdoms varmede op for Wintersun på Gimle i august sidste år. Men Thy Art fik hele Amager Bio til at ulme af vrede og had – på den gode måde. Læs anmeldelsen HER.

 

Bedste Copenhell koncerter (2014-2019)

Pga. Copenhell blev aflyst i år, bringer jeg hermed en opsamlende top 10 over de bedste koncerter jeg har været til på “Hell”.

  1. Nightwish (2018) (5 stjerner)
  2. Slipknot (2015 + 2019) (5 + 4,5 stjerner)
  3. Arch Enemy (2018) (5 stjerner)
  4. Ten Years In Hell (2019) (4,5 stjerner)
  5. Bersærk (2016 + 2018) (4,5 + 4 stjerner)
  6. Lost Society (2017) (4,5 stjerner)
  7. Alice Cooper (2016) (4 stjerner)
  8. Black Sabbath (2016) (4 stjerner)
  9. Baroness (2017) (4 stjerner)
  10. D-A-D (2014) (4 stjerner)


2021

Næste år håber jeg at der udkommer mindst lige så gode albums som i år, jeg frygter at hverken Roskilde, Copenhell eller andre festivaler bliver afholdt og jeg håber at indendørskoncertformatet, hvor publikum skal sidde ned og tie stille, bliver forbedret, så det ikke bliver for en halvkedelig affære, som da jeg så Defecto og Junkyard Drive i Vega i november. Men jeg glæder mig til nye albums med Magtens Korridorer, Everygrey, Auri og Esa Holopainen

Share this article

Recent posts

Symfoniske metervarer

Anmeldelse af: Therion - Leviathan. Udgivet 22. januar 2021. Nuclear Blast Records. Inspireret som et greatest hits-album, men uden genhørets glæde.   Ifølge eget udsagn er Therions...

Wardrunas vilde hvide ravne rammer rigtigt

Anmeldelse af: Wardruna - Kvitravn. Release d. 22. januar 2021 via Columbia/Sony Music.    Kvitravn betyder “hvid ravn”. Hvid symbolisere bl.a. det rene og uskyldige, mens...

Genopdagelser i 2020 – 5 udvalgte

I en tid, hvor alt aflyses til højre og venstre, kunne det synes, at det mest naturlige i verden for en metalentusiast ville være...

Årsliste 2020 for Amanda

Vi er ikke færdige med at kigge på dig, 2020! Vores fotograf Amanda har også set lidt på de ting, der skete - og ikke...

Wolf Devil: “Vi går efter toppen!”

  Pludselig var de der: Wolf Devil! De har polariseret den danske metalscene på godt og ondt. Er det nyskabende? Er det elendigt? En ting...

Popular categories