Alice Cooper

Breaking the Lawra i Latinamerika: Et uventet møde!

-

Jeg ved, at i alle har været bekymret for mig, og ærligt talt, jeg ville også være virkelig bekymret, men bare rolig, kære læser, det står ikke så slemt til.

 

Foto: Laura Fjord Hansen

 

Vi rammer snart 9-månederspunktet, og jeg har formået at komme lovligt tilbage ind i landet. Guatemala var virkelig smukt, men noget fortalte mig, at jeg skulle tilbage til det mexicanske. Så med hjælp fra en af de lokale blev jeg (lovligt) smuglet tilbage over grænsen og sikkert ind i landet. Her har jeg så imellemtiden fundet fast bolig, hund og mexikansk volvo.
Men bare fordi at jeg er blevet tœmmet til hjemmelivet, betyder det ikke, at min søgen efter musikkens vidtfavnende væsen har taget en ende.

Her i industribyen Villahermosa i staten Tabasco, som til min store forundring ikke har noget at gøre med sovsen, har jeg bosat mig midlertidigt, og til min store overraskelse er denne glohede, knastørre og forfaldne by et epicenter for musikken selv!
Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle befinde mig som i en mexicansk metal familie, men jeg blev fuldkommen blæst bagover, da jeg fandt ud af, at jeg var blevet kastet direkte ind i en tæt sammensnøret vennegruppe, hvor hver og en lovpriste den skønneste musikgenre, som findes på denne jord: metallen!

Lykkelig og med glaedestårre blev jeg taget under armen og trukket afsted på irish pub en svedig lørdag aften, og på scenen fik jeg endelig lov til at opleve mig allerførste mexicanske metalband LIVE!

MetalHead – Ikke så meget pis, bare metal!

Det var ikke innovationen, som stod for hoveddøren, da dette band kom op med deres kaldenavn, men, altså, vi er i hvert fald ikke i tvivl om, hvad det er, vi lytter til så.

Artiklen fortsætter efter billedet

Metalhead live på scenen. Foto: Laura Fjord Hansen.

Jeg var allerede 2 øl og et shot mezcal inde, da jeg væltede lidt for sent ind til koncerten, men med det samme genkendte jeg den velkendte lyd af rå hæse røst af et growl og dybe tunge dobbelt pedaler, der hamrede lige ind i brystet.
Den er god nok: Det er metal. Jeg satte mig upåvirket på forreste række sammen med min vennegruppe og var mere end klar til at modtage de dystre toner direkte ind i min øregang uden beskyttelse.

Til modsætning fra de andre bands, som jeg har fortalt jer om på min rejse, så kan jeg ikke finde nogen offentlig tilgængelig information om det her band på nogen platforme udover Instagram. Her kan man finde en smule news omkring bandets kommende gigs samt deres medlemmers navne, men ikke meget mere. Så i denne omgang må i bare tage mine ord for gode, og hvis I stadig er interesseret, så skal i være velkomne på besøg, og så tager jeg jer personligt med til forestillingen.

Det, der var interessant ved det her band, er, at trods deres lille performance på en meget ubetydelig scene på en irish pub, så fyldte deres personlighed og scenetilstedeværelse helt utrolig meget. Der blev hovedsageligt, til min store fryd, spillet en masse metalcore, hvilket sad lige i skabet. Forsangerens heavystemme havde en enorm dyster undertone, som virkelig lagde bunden for metalcorens elementer. Ved de selvskrevne sange var der ikke et hint af clean vocal, men tro ikke, det er fordi, at han ikke mestrer den kunst – det skulle vise sig, at dette band havde flere tricks i ærmet!

Sangene var rimelig ensformige, men på ingen måde kedeligt af den grund. Der blev holdt et solidt tempo i ægte metalcorestil, og mange af numrene mindede mig om noget af det nyere musik fra bandet Architects. Det undrer mig faktisk, at MetalHead ikke er et større navn i Mexico, men måske er disse drenge bare en stigende stjerne på den latinamerikanske metalscene?

Jeg var virkelig imponeret af professionalismen ved det her bands performance. Selvom der var sparsomt pakket, så var der en super god connection med publikum, og der var opmærksomhed på samtlige detaljer. Det vil sige, der blev heftigt skålet mellem alle numre, blinket til forreste række, interageret på scenen osv. På et tidspunkt blev der inviteret publikum med op på scenen til at slutte til noget af galskaben, hvilket tog lidt af professionalismen af showet, og der gik lidt cirkus i det, men det skal der også være plads til.

Jeg var heldig nok at få lov til at snakke med bandets medlemmer mellem sættene og fik sat lidt ord på, hvad de havde gang i. Samtlig medlemmer er oprindelige fra og fortsat bosat i byen Villahermosa og har næsten et fast gig på baren McCarthys hver anden fredag. Det viste sig, at mange af bandets medlemmer er selvlærte musikere, og deres musik er fuldkomment selvskrevet og selvkomponeret, hvilket er virkelig imponerende taget i betragtning af, hvor veludført hele showet forløb. Inspiration blev hentet fra nær og fjern, da bandets medlemmer havde vidt forskellige musiksmag, men var gode til at sammensmelte deres forskellige yndlingselementer og på den måde skabe deres helt egen lyd.

Den anden halvdel af bandets set var til min store overraskelse en række covernumre, som bandet udførte så vel, som var de en fintunet jukebox. Nu var jeg snart så mange øl inde, at det eneste, jeg manglede, var noget System of a Down, så jeg begyndte i bedste danske fuldemandsstil at skrige efter et ønskenummer. Da det ikke føltes som om, at jeg blev hørt, så fik jeg skrevet et skilt med mit eget blod, som jeg rakte op, så bandet kunne se mit ønske.

Ved sidste nummer blev der så endelig dedikeret en sang til “den ihærdige danske pige på  forreste række”. Mange tak! Chop Sueys intro riff blev spillet, og jeg tabte næsten min taco. Jeg var oppe af min stol på et splitsekund og svingede mit hår foran scenen, da jeg pludselig mærker et ordentlig skub i ryggen. Da jeg vender mig om, ser jeg til min overraskelse, at jeg har formået at skabe Mexicos mindste moshpit på gulvet. Hele tre personer er vi nu, som i bedste stil smadrer og skubber hinanden ind i barstole midt på gulvet, mens vi skråler med på System of a Downs ikoniske nummer. Der var ikke et øje tørt.

Det var ikke det samme som Amager Bio, det var ikke det samme som Copenhell, det var ikke det samme som Byhaven, det var noget fuldstændig nyt og fantastisk, og det faldt på et tørt sted.

Tiden er nu kommet, kære læser, til at jeg skal tage en kort pause fra Latinamerika for at fryse mig selv ned i Danmark over julen. Min familie savner mig, og jeg savner snaps. Men frygt ej, for jeg vender tilbage i januar for at fortsætte min færden gennem Mexico!

Till next time.

Share this article

Recent posts

En tidlig (og tung) julegave

Det muliges kunst

Helstøbt dyster debut

Kontrasterne i mørket

Rullende klichéer

Popular categories