Alice Cooper

Breaking the Lawra i Latinamerika: Symfonisk, praktisk og gotisk

-

Rejsen fortsætter lidt endnu, men vi er langt fra færdige med at undersøge, hvad den latinamerikanske verdens mørke undergrund har at byde på her i Mexico!

Foto: Laura Fjord Hansen

(Du kan læse hendes første reportage HER.)

 

Som metalelskende skandinav fylder musikken uundgåeligt rigtig meget i min hverdag, og gennem min rejse har musikken aldrig forladt min side. Selvom metalmusikscenen ikke boomer på disse kanter overalt, og selvom festivaller som Copenhell er langt væk og stadig savnet, så banker den dybe double-bass stadig i mit hjerte.

Personlig er jeg en større tilhænger af metalcore end så meget andet. Hjemme i Danmark var jeg altid den første til at springe på en forestilling med Bury Tomorrow, Architects eller dEmotional. Metalcore er der dog ikke meget at finde af på disse kanter, desværre. Det har ikke stoppet mig fra at undersøge Spotify for nye goder og lækre plader, som heldigvis er blevet født ud af lockdown. Plader med fornævnte dEmotional, med det passende navn Scandinavian Aftermath, og anden svenske kunstner Nomy har benådet os med fantastiske numre, som har underholdt mig på utallige natbusser, flyruter eller vandreture gennem Mexico.

Selvom jeg savner den danske musikkultur enormt meget, og ikke mindst min kære familie fra Metal A Day, så har jeg stadig fundet små mexicanske skatte hernede, som jeg fortsat vil dele med jer derhjemme.

Jeg sad en sen aften i Mexicos sydlige bjergby San Cristobal på en bar, som ironisk nok hed Berlin 61, og faldt i snak med bartenderen, som viste sig at være et fellow metalhead. Jeg glædede mig over at have mødt et familiemedlem hele vejen over på den anden side af kloden, og vi begynder straks at dele musiske oplevelser med hinanden. Da natten faldt på, lukkede vi baren af og tilbragte timevis foran et anlæg for blot at dele musik med hinanden. Jeg smækkede alt godt fra det skandinaviske metalhav på, og han viste mig til gengæld, hvad Mexico havde at byde på af godter.

Særligt fangede ét band min opmærksomhed, og netop dette band valgte jeg personligt at gå i krig med:

Anabantha

 

I denne måned vil jeg dele mine oplevelser med det mexicanske band Anabantha, som lig så mange andre bands er oprindet fra metallens epicenter i Mexico, nemlig Mexico City. Bandet har være aktivt siden 1997 og spytter stadig albums ud som var der ingen dag i morgen.

Bandet startede ud som Sentido Pésame, som fornemt på dansk betyder: ”Jeg føler din sorg”. De har dog siden 2000 valgt at skifte navn til det noget mindre dystre Anabantha, som ikke betyder en dyt på spansk, men kan oversættes fra intet andet end indisk til ordet: Ubrudt.

Mit første kendskab til bandet blev introduceret med bandets nok mest ikoniske sang, “Nocturna”, og den er ikonisk af en grund! Der er noget næsten tryllebindende ved trommespillet og vokalmelodien, som varsomt indleder nummeret, før resten af instrumenterne overtager. Jeg er øjeblikkeligt hooked. Det første, jeg bemærker, er klart, hvordan de gotiske elementer spiller en dominerende rolle – operastykker, symfoniske elementer og dystre undertoner danner de bærende byggesten for denne musikkonstruktion.

 

(Artiklen fortsætter efter nummeret)

Selvom Anabantha har udgivet albummer på både engelsk og spansk, så forekommer det tydeligt, at det gældende her er, at sange, der skrives på spansk, skal synges på spansk! Jeg hoppede altså let og resolut over de engelske numre efter en kort smagsprøve! Men utallige af de spanske numre blev til gengæld lynhurtig en hæfteklamme i mit nye mexicanske musikbibliotek.

Det er ikke den mest komplekse musik, Anabantha gør sig i, faktisk er den ganske simpel, af og til nærmest forudsigelig – ikke så det gør spor! De fleste numre starter med en skyhøj åbningsguitar og et hvinende keyboardriff, der efterfølgende leder ind i et vokaltungt vers og omkvæd. Jeg vil sige, at bandet prioriterer bridges og mindeværdige omkvæd frem for noget andet, og jeg føler, dette kan bære sangene fornemt. Numre som “Madrugadas” og “Talisman” bærer især præg af netop dette med et omkvæd som i den grad er en ørehænger.

 

 (Artiklen fortsætter efter nummeret)

Der er sikkert mange metal-feinschmeckere som vil stikke næsen op efter Anabanthas simplicitet og manglende innovation, men jeg føler ikke, at innovation altid er lig med god kvalitet. Bandet har andre kompetencer, som opvejer, som f.eks. evnen til at skrive et fængende omkvæd. Jeg tror også, at bandets simple produktion og ukomplicerede teknik er grunden til, at de har så mange tilhængere i Latinamerika – den er let spiseligt!

Vokalmelodien er stærk, rytmerne og de stærke beats bæres i guitaren og keyboardets riff, som er både fængende og sjove at dykke ned i. Forsangeren, Duan Maries, stemme er absolut intet mindre end smuk, og man kan ikke undgå at føle ærefrygt for dens nærmest hellige klang.

Anabanthas signaturlyd kan af og til anses lettere cheesy, men det er også af og til svært at undgå med den pompøse, storslåede komponenter. Musikken dypper lejlighedsvis tæerne i det symfoniske og bombastiske, som kan gøre det svært at placere musikgenren helt korrekt – er det symfonimetal? Er det gotisk? Er det black?
Hvis man spørger det mexicanske internet, så finder man en beskrivelse, som peger i retning af symfonisk folkemetal med gotiske elementer, hvilket, jeg synes, er rimelig spot on.

Til min store overraskelse opdagede jeg også i min undersøgelse af dette band, at de har eksperimenterede med spanske covers af 1968-hittet “Never Mary a Railroad Man”. Dette var et ægteskab mellem både genre og tidsperioder, som jeg aldrig troede, at jeg ville have behøvet i mit liv. På trods af at dette er et dybt mærkværdigt valg af en coversang, så synes jeg faktisk, at det er en banger. For jer, som er lettere nysgerrig på dette, så er sangen også inkluderet på det oprindelige engelske sprog, men i min optik skal man bare holde sig langt fra Anabanthas engelske covers, og fokusere på det spanske i denne omgang, for det kan i den grad noget!

Så hvis du er interesseret i din første smagsprøve på latinamerikansk metal, så vil jeg mene, at Anabantha er et rigtig godt sted at starte.
Der er ikke for meget teknisk kompliceret at kæmpe med, der er en masse epik og fart over feltet – forvent intet mindre, og du vil blive glædeligt overrasket.

 

Flere reportager vil følge.

 

 

 

Share this article

Recent posts

Popular categories