Skribent og medredaktør for Metal A Day Lundtang kigger tilbage på året, der gik og kigger fremad – blandt andet med en lille opsang
Foto: Mark Stoumann. Nothing More, Copenhell 2018.
Det fede ved året 2018 rent metallisk/hard rockende:
Først og fremmest vil jeg hæve fanen for alle dem, der er med til at gøre Metal-Danmark til noget, man kan være stolt af anno 2018. Frivillige, bookere, bands, pressen og hele vejen rundt.
Det er som bekendt ikke en genre, alle kan leve af, så man gør hovedsageligt så mange krumspring og overvinder benspænd, fordi man først og fremmest er passioneret omkring metallen – tak!
Og så vil jeg da lige kåre de 10 bedste plader for 2018 (tak, fordi du spurgte):
1) Kataklysm – ”Meditations”
2) MØL – ”Jord”
3) Bury Tomorrow – “Black Flame”
4) The Oracle – “Seven Deadly Sins”
5) Etherius – ”Thread of Life”
6) VOLA – “Applause of a Distant Crowd”
7) Sunless Dawn – “Timeweaver”
8) The Browning – “Geist”
9) Carpenter Brut – “Leather Teeth”
10) Final Hour – “Final Hour”
Hvilket uelegant leder mig videre til min top 3 over bedste koncertoplevelser i år:
1) Roger Waters. Royal Arena, Kbh. 10. august
2) Carpenter Brut. Pumpehuset, Kbh. 30. marts.
3) Nothing More. Pandæmonium, Copenhell. 23. juni.
Det knapt så fede:
Kort sagt: At bands får skudt i skoene, hvad der er rigtigt og forkert at gøre med hentydning til eksponering herhjemme.
Det er altid en smags sag, hvad man kan lide af metal og hard rock, men tidligere på året så vi næsten et samlet metal-Danmark være enige om, at bands ikke måtte gøre ”sådan og sådan” for at komme ud over stepperne.
Jeg deltog selv i et debatpanel om, hvordan man eksponerer metal i Danmark, og jeg mener stadig, at vejen frem er, at vi – fans, bands, mediefolk, branchefolk og videre – indgår en konsensus om: Kan du lide eller ikke lide musikken, så ytr dig, men sluk for TV’et i overført betydning, hvis du ikke kan lide arbejdsmetoden i et givent band.
Havde det ikke været for en kombination af mainstream-medier og åbensindede venner, så var jeg ikke røget ned i det herlige hul, der er outreret metal, jeg ikke kan leve uden.
Når bands tør at pakke deres jantelov sammen, så er jeg ret sikker på, at de gerne vil ramme så mange fans som muligt, og fans ER der faktisk rigeligt af, for de kommer konstant til – hvis de vel at mærke bliver udsat for musikken på mange områder og parametre OG bliver mødt af et miljø, der ikke er en snæversynet, konservativt, reaktionært, elitistisk, lukket klub.
Og den snak vil jeg fortsætte i min forhåbning til året 2019…
Et kig – og håb – i krystalkuglen 2019:
… For jeg tror også, at hvis metallen i DK som skal høste lige så stor anerkendelse, som man ser det i andre nordiske lande, så skal det starte fra os: De inkarnede fans.
Prøv selv at være så åben overfor andre muligheder at gøre tingene på, som du selv var, da de tog imod metallens væsen i sin tid.
Mediernes negligering og til tider latterliggørelse af en genre, som for os andre er uundværlig, starter også med, at vi tør acceptere og være åbne omkring muligheden for, at metallen ikke visner eller ender i fordærv, bare fordi den får større eksponering. At ramme et større og brede publikum er IKKE det samme som at være mainstream ifølge mig.
Dog skal der også lyde en glæde over, at rygklapperiet herhjemme heldigvis er ved at dø lidt ud, at man tør sige sin ærlige mening om et givent bands musik og optrædener, uden man i samme omfang, som tidligere, bliver ”udelukket” fra miljøet.
Det hænger også samtidig med til forklaringen, at unge bands herhjemme brygger på deres musik længe og generelt har et højere niveau end for bare ti år siden, hvor der dårligt eksisterende nogen mellemgrund for metalmusikken: Enten var man undergrund med dårlige indspilninger og udelukkende opbakning i ens lokalmiljø, eller også var man et etableret orkester og havde råd til en god producer.
Der er således kommet en større spændvidde og muligheder, så man ikke partout skal være bedste venner med få aktører for at gøre sig forhåbning om at blive til noget.
Nogle folk piber over, at stort set alle kan udgive musik nu om dage.
Ja, det kan være svært at nå at opdage al musik (skulle jeg hilse at sige som med-redaktør af et metalmedie), men derudover giver det blot muligheden for, at alle kan udleve deres drømme om at skabe musik, og at personer med visioner og evnerne rent faktisk kan have mulighed for dette, end at det er forbeholdt de få udvalgte.
Det sætter i mine øjne blot krav til, at man laver god musik, og jeg er sådan set ikke bange for, at god (metal)musik ikke skal blive opdaget: Er du og dit band dygtige nok, skal I nok blive set.
Ellers ser jeg frem til at fejre ti-års-jubilæum på – og med – Copenhell og alle deltagere i 2019. Det kan kun blive vildt!
Til dit band, hvis udgivelse(r) og koncert(er) vi ikke nåede at anmelde i år: Undskyld! I er sikkert gode, og vi vil tilstræbe os at nå jer i 2019.
Til de andre medier og ”sure” personer, der kritiserer os for at være mainstream og favne for bredt: Tak, I holder vores gejst ved lige og understreger for os, at vi tør gøre noget, som den ”lukkede” klub ikke tør røre ved.
Til de glade og trofaste følgere: Største TAK! Vi gør det her for jer, og ethvert like, enhver kommentar og deling varmer vores metalliske hjerter.
Til slut glæder jeg mig til at dele flere oplevelser i metal- og hard rock-omgivelser med venner, samarbejdspartnere, fans og ALLE jer andre.
(Pst, Metal A Day fylder fem år i 2019 – det bliver fejret på behørig vis, kan jeg godt garantere!)
Horn og hegn fra Lundtang \,,/ \,,/
Her er et af mine favoritnumre fra i år, der forsøger sig med mange forskellige genre som deathcore, techno og rap – og jeg elsker det! :
