Alice Cooper

Metallica 40 år: En top 5 over deres bedste albums

-

 

I år er det 40 år(!) siden, Metallica blev dannet af James Hetfield, Lars Ulrich, Dave Mustaine og Rob McGovney i Los Angeles. Vi ser på de bedste studiealbums, de har spyttet ud siden dengang.

Siden 1981 har der løbet meget vand under broen – næsten en hel stormflod: Metallica har udgivet 10 studiealbums, er gået fra at være undergrunds-thrash til at blive en af “The Big 4” (sammen med Megadeth, Anthrax og Slayer) i 80’erne og til at blive ovenjordisk rock med The Black Album i 90’erne og frem til dags dato, hvor de er blevet allemandseje, og næsten alle i rock/metalmiljøet har et forhold til bandet. 

I 2016 lavede vi en top 10 over bedste numre (læs artiklen HER), så for at undgå at gentage os selv alt for meget er her en top 5 over bedste albums i stedet. Selvom det for nogle måske er en svær opgave, prøver jeg også at ryste diskografi-posen mest muligt, så det ikke kun er de populære plader fra 80’erne, der er med.

 

Kill ‘Em All (1983)

Uden tvivl et af de bedste debutalbum nogensinde, mange fans vil også mene at dette er deres absolut bedste sammen med Ride The Lightning (1984). Det er også indiskutabelt, at de har inspireret mange metal/rockbands efterfølgende heriblandt Machine Head, Apocalyptica og Trivium.
Selv var Ulrich og Hetfield inspireret af Iron Maiden, Tygers Of Pan Tang og Diamond Head – noget, man godt kan høre, men de bands er vist også selv blevet inspireret af Metallica (hvem er ikke dét?!). I de første år var der mange forskellige mennesker indover, men de blev aldrig officielle medlemmer.

1983 var også året, hvor Kirk Hammet erstattede Mustaine (der senere dannede Megadeth).

 

Arkivfoto: Mark Stoumann

The Black Album (Metallica) (1991)

Metallicas selvbetitlede plade (der har 30 års jubilæum i år) blev det gigantiske kommercielle gennembrud med sangene “Nothing Else Matters” og “Enter Sandman” bare for at nævne to af numrene, der er på. Desværre er albummet blevet lagt for had af mange metal/thrashfans, fordi det er for blødt og poppet i forhold til de første to-fire albums. “Nothing Else Matters” er blevet (mis)brugt et utal af gange i tv-programmer, -spots og coverversioner, hvilket nok også er grunden til, at mange ikke bryder sig om albummet/sangen mere.

På “den sorte skive” findes også nummeret “The Unforgiven”, der fortsættes på ReLoad (1996) og Death Magnetic (2008). Alle dele af værket har flotte stykker, der viser, at Hetfield også kan synge clean (hvis man var i tvivl om det før). 

På skiven S&M2 spillede de “The Unforgiven III”, få måneder inden Hetfields gik på afvænning. Det var en meget rørende oplevelse at være vidne til (i biografen). Læs anmeldelsen HER.

 

Arkivfoto: Mark Stoumann

Hardwired… To Self-Destruct (2016)

Forventningerne til første album siden 2008 var skyhøje og næsten umulige at indfri, men det lykkedes langt hen ad vejen. Specielt med sangene “Now That We’re Dead”, “Dream No More”, “Here Comes Revenge” og “Spit Out The Bone”. Man kan roligt kalde det for det perfekte “comeback”-album for gruppen, der måske har hvilet lidt på laurbærrene.

I februar 2017 så jeg Metallica i Royal Arena. Det var en lidt skuffende oplevelse både pga. lyden, der fór rundt i salen med scenen i midten, og fordi de ikke spillede så mange af deres nye sange, men i og med de har sådan et solidt og stærkt bagkatalog, er det svært at være rigtig utilfreds med det.

 

Arkivfoto: Mark Stoumann

St. Anger (2003)

Efter min mening er det deres mest undervurderet udspil, men mange hader det, hvilket nok mest skyldes trommerne, der overdøver både guitarer og bassen. Men hvis man ser bort fra det, er der mange gode numre, som f.eks. “Some Kind Of Monster”, ‘Shoot Me Again” og “All Within My Hands”. Sidstnævnte har også lagt navn til deres velgørenhedsorganisation, som man til gengæld har været en ubetinget succes med alle de penge de har samlet ind – bare til én begivenhed i 2020 blev der samlet over 7,9 millioner danske kroner ind. 

“Some Kind Of Monster” lagde også navn til en dokumentarfilm om bandet, der viste, hvor mange konflikter der var, og hvor svært gruppen har haft det. Heldigvis er de kommet styrket ud på den anden side. 

 

Arkivfoto: Mark Stoumann

Master Of Puppets (1986)

Metallicas tredje udgivelse er efter min mening deres bedste. “Battery”, “Welcome Home (Sanitarium)”, “Orion” og titelnummeret har skrevet sig ind i musikhistorien – både hvad angår melodier, riffs, rytmesektioner, vokal og tekster. Alt sammen blev produceret af Flemming Rasmussen i Sweet Silence Studios i København, ligesom Ride The Lightning og …And Justice For All. Sidstnævnte er også en mine favoritter. 

På Roskilde Festival 2013 spillede bl.a. de førnævnte hits fra Master… og det var sammen med Slipknot de bedste koncerter på Roskilde dét år.

Master… blev Cliff Burtons sidste plade med Metallica, fordi han omkom som 24 årig i en trafikulykke i Sverige i ’86. D. 10. februar i år ville Burton have fyldt 59 år. Bandet savner stadig Burton, hvilket kom til musikalsk udtryk under koncertfilmen S&M2 (2019), da de spillede “Anesthesia (Pulling Teeth)” fra Kill ‘Em All. Under hele koncerten spillede de sammen som med San Francisco symfoniorkester, ligesom på S&M (1999).

 

Arkivfoto: Mark Stoumann

 

Mads Pristed
Mads Pristed
Grafiker, lærerstuderende og finnofil 🇫🇮

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier