Den københavnske metal-festival Dark Mental Festival løber til næste år af stablen for femte gang, og du kan allerede begynde at glæde dig til en kranieknusende omgang metal i mange afskygninger! Alt fra brutal og teknisk dødsmetal til stoner metal er repræsenteret i 2016.
I 2016 bliver det fra den 21-23. april på Kraftwerket i Valby, at man kan opleve en række talentfulde upcoming bands og større acts fra Skandinavien. Dark Mental Festival er 100% non-profit og har til formål at støtte de talentfulde upcoming metal- og rockbands, der brænder for metal-genren. Selvom fokus er på det skandinaviske vækstlag indenfor metal, vil der også være forskellige musikrelaterede aktiviteter og workshops, som man løbende kan holde sig orienteret om på Dark Mental Festivals Facebook side: https://www.facebook.com/Dark-Mental-Festival-129781773787195/?fref=ts
Fra den 1. december kan man købe billige Early Bird 3-dages billetter for 280 kr. via MobilePay eller PayPal. Men man skal være hurtig, tilbuddet gælder kun til den 4. januar. Herefter er prisen 330 kr. for alle tre dage og 120 kr. for 1-dags billetter.
Foreløbigt line-up 2016:
Abscission (DK)
Ekstremmetal bandet kender du måske allerede fra deres deltagelse i Wacken Open Air Metal Battle 2015, hvor de høstede rosende anmeldelser. Blandingen af black, døds- og progressiv metal gør Abscission svære at definere, men med flænsende riffs, skæve rytmer og voldsom tyngde, er man altid garanteret en hårdtslående koncert.
https://www.facebook.com/abscissiondk
https://www.youtube.com/watch?v=92pKOFPS7Ug
Genfærd (DK)
Opstået direkte fra black metallens rødder, strøg Genfærd ind på den danske metalscene, hvor de startede hårdt ud med en debutkoncert som support for selveste Solbrud på Beta i februar. Den koncert fik de ros for, og blot 4 måneder senere kunne man opleve dem på årets Copenhell, hvor de spillede på den nye scene Copenhate. Musikalsk minder bandet lidt om Marduk, og de går gerne på scenen iført falsk blod og corpse paint i ægte black metal stil.
https://www.facebook.com/GenfaerdBM
https://www.youtube.com/watch?v=pPD_VvzDMPU
Valkyrja (SE)
Valkyrja behøver næppe nogen nærmere introduktion. De svenske black metal legender har turneret i det meste af verden og har ikke været i Danmark siden de besøgte Pumpehuset i selskab med blandt andre Marduk og Grave tilbage i 2013. Nu er de tilbage på dansk grund til Dark Mental Festival, hvor Valkyrjas sorte musikunivers byder på ubarmhjertig og blasfemisk black metal.
https://www.facebook.com/valkyrjaswe/
https://www.youtube.com/watch?v=DO08DuO0au4
Cruelty’s Heart (DK)
Storladne melodier møder skrabet black metal og historisk atmosfære. Det er den mest passende beskrivelse på black/pagan metal bandet Cruelty’s Heart, hvis tekstunivers er bygget op om anglo-saksisk historie. Bandet trækker inspiration fra mange forskellige genrer, men kan bedst sammenlignes med navne som Amon Amarth, Windír og Burzum.



