Alice Cooper

Wacken 2016 – Anbefalinger

-

Anbefalinger til Wacken 2016

W:O:A 2016 er ved at være over os, men hvad skal du se?!

Det skorter atter ikke på metalliske og rockende indslag til Europas største og nok mest hæsblæsende metal-festival – på en pløjemark i det nordlige Tyskland.

Og det er da måske ikke umuligt at nå alle indslag af kunstnere/solister/optrædener, men hvis du skulle selektere et par få udvalgte, som du SKAL nå at se, hvem skulle det så være?!

Bare rolig, Metal A Day er her til undsætning!

DevilDriver
En udsøgt favorit her på redaktionen, det skal da ikke være nogen hemmelighed. Men bandet fortjener i vores optik, mere anerkendelse for deres formåen i at kunne blande tempoet fra Thrash Metal, den gyngende insisteren fra Groove Metal og den lettere subtile melodilinje fra de obskure Melodiske Dødsmetal bands.
Bandet har netop udgivet deres syvende skive, “Trust No One.”, og trods en stor besætningsudskiftning kan drengene stadig levere metal i topkvalitet.

Parkway Drive
Om man er til Metalcore efter den mere melodiske opskrif eller ej, så de kan de fleste vel blive enige om, at man elsker den medrivende fest. Og det er netop, hvad disse australske drenge formår at give os gang på gang, så mon ikke Wacken 2016 kommer til at blive en af dem? Bandet er aktuelle med pladen “IRE”, der cementerer surferdrengenes status blandt de bedste Metalcore-bands i verden.

Caliban
Hvis vi skal bevæge os inden for Metalcore-genren, men skrue et nøk opad, så vi nærmer os lettere Deathcore-elementer, men med bevarelsen af de inkluderende elementer, som kendetegner Metalcore, så er tyske Caliban meget anbefalelsesværdige. Tjek blandt andet deres seneste udgivelse, “Gravity”, ud – men mest af alt: Oplev dem live på Wacken Open Air i år!

Clutch
Du har selvfølgelig i forvejen hang til medrivende tung blues rock i forvejen, og siden Blue Öyster Cult også gæster Wacken 2016, så kunne man da med fordel liiige tjekke et band ud, som nogenlunde ville lyde, hvis du tager BÖC og tilsætter lidt Hard Rock anno 2016. Her mener vi selvfølgelig amerikanske Clutch som resultat. Glæd dig!

Myrkur
Af frygt for at hylde den hjemlige scene alene på navnet, så vil vi gerne anbefale enmands/kvinde-ensemblet kendt som Black Metal-bandet Myrkur fra DK. Jovist, hun har ikke fået de bedste anmeldelser – af gode grunde – for sine seneste optrædener. Men vi tror på, at man skal holde med sin yndlings fodboldklub i både op- og nedture. Så trods Myrkur har haft startvanskeligheder live, så fungerer musikken på plade. Måske kommer åbenbaringen denne gang på Wacken 2016? Vi satser på det.

The Black Dahlia Murder
Hvad genre hører de her amerikanske drenge egentlig under? Thrash, melodød, Black Metal, lidt af det hele? Hvad vi dog ved, er, at de kan fyre den maks af på scenen og på plade! Her er både noget for de tekniske nørder, den lettere melodihungrende horde og dem, der bare skal have højt tempo fra start til slut. Snyd ikke dig selv for en oplevelse med The Black Dahlia Murder i år på Wacken!

The Raven Age
Godt nok har et af bandets medlemmer meget tæt relation til bassist Steve Harris fra Iron Maiden, men lyden hos The Raven Age er LANGT fra Iron Maidens lyd. Her er ikke tale om en nem kopivare, men om et ungt band, der tager det bedste fra de senere In Flames-plader og tilsætter lidt sing-along, som man kender det fra bands som Avenged Sevenfold eller KillSwitch Engage. Vi så dem varme op for selvsamme Iron Maiden, og vi glæder os til at se dem igen!

Eluveitie
Apropos fest og lir, så er schweiziske Eluveitie uomgængelige hvad angår blandingen af medrivende melodier, mystik og folkesang. Om du så har gjaldet med til sange som “Inis Mona”, “Thousandfold” eller en af de andre utallige fængende sange eller blot atmosfæriske instrumentale sange, så tør vi næsten allerede godt love, at Eluveitie gi’r den gas på Wacken 2016.

Ektomorf
Ungarske Ektomorf er et godt eksempel på, ligesom med Orphaned Land (der også spiller på Wacken i år), hvordan man kan kombinere egne stiliske virkemidler fra hjemegnen med den genkendelige metalliske lyd og komme bredt ud. Bandet har tit arbejdet sammen med den danske producer Tue Madsen, og Ektomorf plejer at være garant for en groovy fest uden lige.

Med det sagt, så skal du selvfølgelig også udforske de mere kendte navne (Iron Maiden) til de måske mere ukendte bands (hvor mange gange har du set Red Hot Chili Pipers?!), når du endelig har taget smuttet til folket syd for grænsen og opleve den – som nævnt – største metalfestival, som Europa har at byde på.

Glædeligt og hornede Wacken 2016 \,,/

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier