Reportage fra: GAFFA Awards 2022. Musikhuset, Aarhus. 03. marts 2022.
GAFFA-prisen bød på et bredt program, hvor de optrædende imellem prisuddelingerne holdt showet flydende.
Foto: GAFFA/Morten Rygaard.
Det er torsdag aften; en aften, der lige så godt kunne være som en hvilken som helst anden aften, og der er det da formentlig også for de fleste, men for nogle er dette altså en helt speciel aften.
Det er nemlig denne torsdag aften, at landets største musikmedie uddeler deres prestigefyldte priser på Musikhuset i Aarhus. GAFFA-prisen fungerer, som den opmærksomme læser formentlig allerede ved, således, at det er GAFFAs læsere (I hvert fald i de gamle dage) og folk, der ellers bliver spammet på de sociale medier, det stemmer og, ja, spammet bliver der naturligvis gjort, når vi taler om sådan en god gammeldags afstemnings-award.
Der er blevet kastet mange penge efter diverse sponsorerede opslag i denne forbindelse, og det er jo vel egentlig forståeligt nok. Det er god reklame for alle. Bands får vist, at de er blevet nomineret til noget, hvor folk kender navnet, og der er noget schwung i det, og GAFFA får naturligvis en del opmærksomhed på deres hjemmeside, hvor man kunne stemme på, hvem der skulle blive aftenens vindere.
Generelt virker award-shows mig en kende overprætentiøse, men dette er måske egentlig netop det, der er charmen? Der bliver spillet på de høje tangenter med rød løber, pressefotos og hele moletjavsen. Der bliver sågar delt ud til højre og venstre af dåseøl (ganske gratis), som man får lov til at tage med ind til showet, og umiddelbart som forgodtbefindende kan gå ud og tage af i løbet af aftenen. Så er den billetpris vel heller ikke så slem, hvis nu man bare vil være med til en fest?
Men mere om dette senere.
Showet forløber således, at der kommer nogle musikere og optræder, imellem at de forskellige priser uddeles. Derudover bliver der også lavet interviews med flere forskellige personer, som GAFFA føler, har relevans for aftenen. Det de fleste af dem er gudskelov da også det. Desuden får vi også lidt satire, der ikke altid er helt så sjovt, som det nødvendigvis er hensigten.
Lad os springe over det kedelige, som du – hvis det her rent faktisk betyder noget for dig formentlig – allerede ved, og finde ud af, hvem der nu også vandt i de forskellige kategorier.
Den fulde liste med vindere kan altså finde lige her:
https://gaffa.dk/nyhed/155465/gaffa-prisen-2022-og-vinderne-er
Showet derimod lægger ud med en stille og rolig omgang med Tina Dickow, og til trods for at Dickow ikke lige er mig, så kan hun altså godt finde ud af både at skrive, synge og spille. Der bliver igen spillet på den høje klinge, og vi får et kæmpe kor af dyreudklædte sangere på scenen. Det bliver til to numre, førend den folkekære singer/songwriter takker af for sin tid på scenen her til aften. Man føler sig ikke blæst bagover, men alligevel formår Dickow at lukke publikum venligt ind til årets prisuddeling med sin let-lyttelige og letgenkendelige og måske endda ret banale pop. Man føler sig da i hvert fald velkommen og faktisk måske også imponeret over, at det formentlig ”største” navn på aftenens plakat sparker festen i gang.
Næste omgang med musik skal serveres af den dansk-færøske sangerinde og musiker Helena Heinesen Rebensdorff, der heldigvis har valgt at gå under det mere mundrette Brimheim. Der går lynhurtigt 80er i den, og særligt smager det til tider af bands som The Cure, uden at det på et tidspunkt føles som en direkte kopi.
Brimheim selv synger helt igennem fortræffeligt, særligt hvis du er til en inderlig vokaludfoldelse, hvor følelserne formår at blive båret uden på tøjet. Jeg har ikke hørt om Brimheim før, men her til aften vækker både hun og det band, der står bag hende, min interesse med et flot sammenspil, god energi og en vidunderlig svævende vokal. Et spændende projekt, der kan spænde imellem det smukke og det (i nogles øjne) voldsomme og mere kaotiske, som vi hører det på deres sidste nummer for i aften.
Efter den flotte optræden fra Brimheim bevæger vi os over i den modsatte grøft. På scenen kommer atter en musiker, som jeg personligt aldrig nogensinde har stiftet bekendtskab med, og dette bekendtskab kunne jeg sådan set have prist mig lykkelig over at være foruden, nemlig den unge Carl Knast.
Her begynder jeg pludselig at føle mig helt enormt gammelt, for jeg kan vitterligt ikke se kvalitet i det her. Mere dovent og ladt flow tror jeg ikke, jeg har hørt før. Det er som om, at man decideret prøver på at gøre det skidt – helt bevidst. Tilsæt så enorme mængder af autotune (man skulle vel helst heller ikke kunne synge, vel) og en performance, der udelukkende gør sig gældende for kameraerne og ikke for det fremmødte publikum, ja, så har du faktisk fat i Carl Knast.
Jeg føler mig i hvert fald gammel, for det her er decideret elendigt i mine ører.
Herfra bliver vi lidt over i hiphoppens verden dog heldigvis med et kvalitetsløft. Det er nemlig blevet tid, til at Fabräk kommer på scenen med deres blanding imellem den lidt mere moderne hiphop og rock/punk. Her bliver det altså en fin blanding imellem det lidt flabede og den arrogante attitude fra hiphop og det mere rå og eksplosive udtryk fra de hårdere genrer.
Umiddelbart er Fabräk et meget morsomt indslag med fine og sjove tekster samt en performance, der (som den første i aften) formår at få folk op at stolene. Bevares, vi er stadig ikke ude i et helt vanvittigt flow eller sindssyge fraseringer, som er den slags, jeg selv foretrækker i genren, men Fabräk leverer altså stadig på de parametre, de selv sætter op, og morsomhed og et kækt udtryk skader bestemt slet ikke!
Så bliver det tid til et skud popduo i form af søskendeparret Sirid- og Frida- Møl Kristensen og deres fælles projekt Prisma. Vokalerne fra de to sangerinder er fremragende med et bredt spænd, og særligt godt lander de helt høje frekvenser fra den ene af de to her til aften. Det er sgu mildest talt smukt, og atter engang fra et projekt jeg helt ærligt aldrig har hørt om. Det er vist aftenens kendingstegn: Ting jeg ikke kender.
Backingbandet spiller tight og sejt og støtter godt op om de to dygtige sangerinder. Særligt smukt står det til, når der bliver sunget i harmoni. Det har de to tydeligvis kunne øve sig på det meste af livet, for det rammer altså det helt rigtige sted. Prisma er helt klart værd at tjekke ud for de af vores læsere, der pryder sig med den brede smags hat.
Så er vi sgu nået dertil, hvor at det er blevet tid til aftenens tunge navn. GAFFA har haft en dejlig tendens de seneste år til at smække nogle lidt hårdtslående danske bands på programmet til deres award-shows, og i år er absolut ingen undtagelse.
I år får de lokale århusianere fra, det af Metal A Day-elskede orkester, LIVLØS lov til at dele tæsk ud, og tæsk bliver der altså delt så rigeligt ud af!
Bandet har i dagens anledning taget den store kasse med ”slås-og-bolle”-udstyr frem, ja, faktisk i en sådan grad, så man i hvert fald ikke skal frygte at komme til at fryse under bandets optræden.
Der er fuld smæk for skillingen både i forhold til musik og performance samt en sceneopsætning, der ville kunne klæde bandet på de større scener fremover. Særligt pyrodelen passede enormt godt til LIVLØS og deres karismatiske groove-orienterede dødsmetal. Bandet spiller som sædvanligt eminent, og forsanger, Niklas Lykke, gør det atter engang formidabelt som frontmand og skrigabe af første grad, han kan altså særligt sammen med netop dette band noget helt særligt. Her til aften viser bandet sig i hvert fald fra sin sublime side.
Slutteligt får vi lige en kort svingom med norske Aurora, der med sin smukke stemme forfører aftenens publikum. Musikalsk er det meget afdæmpet og afslappet uden for store udsving, hvilket da også kan være en behagelig måde at afslutte aftenen på særligt for den gængse GAFFA-fan, der formentlig ikke lige ser det helt fede i en afslutning med tung og hurtig dødsmetal. Her passer Aurora med sin fine stemme og sit imponerende nærvær meget bedre ind.
Der bliver ikke brugt for meget energi på dikkedarer, ja, faktisk er det utvivlsomt den mest sparsomme sceneopsætning, vi ser her til aften. Man føler virkelig, at den norske sangerinde formår at gribe fat om sit publikum med sin optræden.
Det har været en aften af de særlige, hovedsageligt fordi det helt ærligt er første gang, jeg nogensinde har siddet igennem et award show, og det gælder også foran flimmeren. Som observator har det været en sjov oplevelse at følge med i aftenens strabadser og glæder. For glæder, dem har der altså så sandelig været af. Særligt skarpt står BAESTs (ja, ja, metalmedie og alt det der) begejstring og umiddelbare nervøsitet i minderne fra denne aften. Med både opfordring til at støtte GAFFAs røde kors indsamling i forbindelse med krigen i Ukraine samt de derefter forhåbentligt udødelige ord ”Vi slog Volbeat”, for det gjorde drengene jo nemlig: de slog Volbeat. I en popularitetskonkurrence. I Danmark. Ganske vist hos GAFFA, men stadig! Det er sgu da en bedrift der er værd at fejre, og fejres, det bliver den da også til efterfesten ude i forhallen, hvor langt størstedelen af aftenens gæster, musikere, mediefole, managere og hverandre ligeledes fester videre, sludre og danser til DJ.
Det har været en aften af de specielle, og jeg er helt ærligt stadig ikke vild med awardshows. Det føles stadig overprætentiøst og som en ordentlig omgang internt fnidderfnadder, men jeg må alligevel indrømme, at det altså er svært at undgå lade sig rive med sådan en aften som i aften. Det er ligeledes en sjovt at sidde inde i Musikhuset og få sådan en oplevelse live fremfor på en skærm klokken lort om natten, fordi det er der de sender primetime på TV.
