Reportage fra: Nordic Noise 2018. H9, København. Dag 1.
Metal A Days forårstradition i form af Nordic Noise bød på netop det, man forventer af traditioner: Hjemvant genkendelighed på godt og trivielt.
Men lad os lige først starte med den store forandring: Venuet. Hvor den nordiske festival de sidste par år, jeg har deltaget, har foregår på Remisen på Østerbro – der blandt dem, jeg kender, angiveligt gør sig mest bemærket for sit råderum til loppemarkeder end en egentlig god akustik – så havde festivalen i år rykket sig til Halmtorvet 9, kun tre heroin-spytklatte fra Hovedbanegården i København.
Her var der sørget for bedre udendørsfaciliteter, så man virkelig kunne opleve, at man havde med en festival at gøre, hvor der var tænkt på både de mindre detaljer indendørs og udendørs med stor alsidighed i både drikke og mad.
Men alsidighed kendetegnede ikke årets oplevelse af programmets sammensætning.
Jeg har ved andre lejligheder ytret undring over den manglende diversitet i de optrædende navne ved Nordic Noise, og jeg ender nok ikke på julekort-fod med en række bands fra 12. og 13. maj 2018-udgaven af Nordic Noise, og måske bliver jeg ligefrem persona non grata ved 2019-versionen af Nordic Noise, så lad os tage dag ét af festivalen og dykke ned i hvert enkelt band, og hvad man kunne opleve.
Første orkester med den – som jeg tit fremhæver – utaknemmelige tjans at åbne en festival, selvom tidspunktet var efter løsladelse fra den daglige trommerum på arbejdet og ikke på den forkerte side af klokken 12 formiddag, var danske ANNOMINUS.
Her har vi at gøre med heavy metal i den genkendelige udgave, hvor, hvis jeg blev spurgt, hvordan et arketypisk heavy metal-band lyder, ville jeg fremhæver danerne her.
De spillede godt, vokalen var dog hæs og for langt fremme i mixet, men sangene var veludførte, men manglede gevaldigt den pondus, som bandet bestemt kan diske op med på plade.
Det var lidt en skam, når bandet nu havde chancen for at sætte standarden for festivalen, og så får man rugbrød, man kender, men uden noget tilbehør.
Næste levende billede var de dejlige drenge i TAINTED LADY, hvilket blev højdepunktet på førstedagen for mit vedkommende.
Det band ejer bare en live-energi og frembrusende nerve og sans for at strikke medrivende sange sammen, som de faaaandeme bare skal levere over scenekanten, som gjaldt det levebrødet i hver strofe.
Man siger ofte, at unge bands har noget at lære af de gamle travere i gamet, men denne aften var den bemærkning ofte omvendt relateret.
Det gjorde sig ikke gældende for MANTICORA, der i min bog er et vel-etableret semi-symfonisk metalorkester, der konstant havde en annonceret koncert på plakaten på The Rock (til dem af jer, der kan huske det sted).
Den korte konklusion er her: Genlæs min beskrivelse af ANNOMINUS, for de spillede skam også godt, men MANTICORA gjorde ikke et nævneværdigt væsen af sig, men aftenen havde nået det klokkeslæt, hvor folk vist var frisk på en gedigen rockfest uanset navnet på scenen.
Hvilket bringer os behændigt videre til næste band, der på papiret vist nok skulle massere nakkemusklerne, men vist snarere fik trænet gabemusklen…
Det var tyske IRON ANGEL.
Der er sikkert en kyndig kender eller flere derude, som slagter mig nu, men det var da godt nok en omgang kedelig hard rock. Når jeg kiggede rundt på publikum, så virkede de også resignerede, og den stemning ville jeg kunne forstå, hvis de spillede doom metal, men når vi er på den rare side af klokken 21.00 og spiller – for at være sød – jævn hard rock, men ligner nogle, der løser en svær brøkregning inde i knolden end at være glade for at optræde, så forstår jeg ikke, at man ikke valgte at sætte nogle friske unge navne på på dette tidspunkt af festivalen.
Og inden SCORPIONS TRIBUTE skulle lukke dagen her med efterfest, så skulle vi lige have Alice Coopers fætter med følge til at… Hov, nej, ved nærmere eftersyn var det sgu engelske BLITZKRIEG, der havde “æren” af at være blevet hevet ud fra plejehjemmet og op scenen uden hverken æblemost eller opkvikkende piller til at bevæge bentøjet med.
Bandet blev reddet af publikums gejst og (måske gensyns-)glæden over at se dem optræde.
Så traditionen tro fik vi til Nordic Noise hældt rigeligt af gamle 70/80’er bands på bålet, der måske har haft et hit eller to for 34 år siden, med pletvis indlevende indslag live, der rent faktisk besad energi, mens vejret var med os fra start til slut.
Det skal dog ikke lyde som utilfredshed det hele, for der var jo også en dag to af Nordic Noise, og jeg vil jo gerne slutte på en cliffhanger om, at andendagen blev noget HELT andet, men… Ja, nyd hellere Guillaumes billeder herunder fra dag et.
Se et galleri af de optrædende med mere fra førstedagen af Nordic Noise via Guillaume Blanjean her:
